...
150 af verdens bedste tatovører mødes i den kommende weekend i Carlsbergs gamle Tappehal, Tap 1, hvor der for andet år i træk bliver afholdt Copenhagen Ink Festival. Festivalen trak sidste år folk til i hobetal og arrangørerne satser på at gøre dette års festival endnu større end sidste år. Festivalen er i forvejen Nordens største af sin slags.
Mest kendt af de mange gæstende tatovører er nok den 31-årige NikkiHurtado, som mange vil kende fra reality-serien om tatovørbiksen L.A. Ink. Men der vil være masser af andre tatovører fra ind- og udland og har man bare en smule interesse i den kulørte kropskunst, så er der ingen vej uden om Tap 1 denne weekend, hvor man kan kigge nærmere på tatovørernes arbejde, se tatoveringer fra nær og fjern og måske selv lægge krop til en nål eller to.
Festivalen får også besøg af det amerikanske tatoveringsfænomen, Rick Genest, også kendt som Zombie Boy. Zombie Boy er tatoveret på 80 procent af kroppen, blandt andet som et kranium i ansigtet. Man kan se Zombie Boy i Lady GaGas video til nummeret 'Born This Way'.
Men det er ikke kun blæk og tusch det hele, for i kølvandet på tatoveringskulturen, følger en hel kultur af kropsudsmykninger, rockmusik og performance art. Som et eksempel på dette, kan man opleve Lucky Bell, der både sluger sabler og ild, samt hænger sig selv op i nåle og kæder. Lucky Bell optræder på festivalen med et overdådigt burlesque show.
Dan Rachlin og Simon Jul er årets to konferenciers og sidstnævnte giver endda et par numre med sit band, der også inkluderer Den skaldede kok.
Hvad: Copenhagen Ink Festival
Hvor: Tap 1
Hvornår: 4., 5. og 6. maj, kl. 12
Hvordan: billetter af 195/dag, eller 395 for alle tre dage på Billetlugen