Israels Plads har længe set lidt trist ud - og er ikke rigtig blevet brugt til noget. Nu har Københavns Kommune vakt planen om at opføre torvehaller på Israels Plads til live, og allerede i foråret 2011 er det meningen, at københavnerne skal kunne handle frugt og grønt på den nye markedsplads.
"Jeg er meget glad for, at der nu bliver sat skub i projektet om Torvehallerne. Vi skal have en markedsplads i København. Vi er mange, der efterhånden er blevet godt og grundigt utålmodige," siger Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam.
Det er ejendomsselskabet Jeudan, der har overtaget styringen af projektet om Torvehallerne, og det forventes, at byggeriet sættes i gang umiddelbart efter, at byggetilladelsen er givet.
De har investeret 70 millioner til opførelse af hallerne og vil kunne udleje mellem 60 og 80 stadepladser i og ved Torvehallerne.
Israels Plads fungerede fra 1889 til 1958 som Københavns grønttorv.
Læs mere om projektet på www.hallerne.dk