På tirsdag den 18. november fylder AOK ti år.
»I starten måtte vi forklare kunderne, hvad internettet egentligt
var. Sådan helt pædagogisk med, at hvis du har en computer, kan du lave
en hjemmeside,« siger Anders Oliver Andersen, der har var været med på
AOK fra den spæde start.
»Jeg startede 7. december, AOK gik i luften 18. november, så det kan man vist godt sige,« siger han.
»Dengang var ambitionen virkelig at lave ALT om København, lige fra
blikkenslagere til biografer, og vi havde en hær af
freelanceskribenter, der løb rundt og skrev om alt fra
frisørsaloner til blomsterhandlere for at opbygge den database, som AOK
er blevet til. I løbet af nogle år fandt man ud af, at det ikke var
muligt, og så koncentrerede man sig mere om kulturen og om gå-ud
oplevelser,« siger Anders Oliver Andersen.
Via websiden web.archives.com er vi hoppet i tidsmaskinen og har kigget på nogle af de gamle sider.
I januar 1999 skriver AOK om en croquis-tegnestue på Kulcafeen, men
tror åbenbart, at nogle af læserne er lidt nogle lurere, for skribenten
understreger: »Men du får kun lov at komme ind, hvis du har tegnegrej
og 30 kroner med.«
November 2000 ligner i skræmmende grad den november, vi tramper rundt i
lige nu. Julebryg og dating-guides er der på programmet, mens det er
belgiske Helmut Lotti, der i november 2001 er tophistorien. Skribenten
er næsten forelsket: »Han er populær og han er noget så pæn i tøjet.
Stemmebåndet vibrerer også nydeligt på den 32-årige Helmut Lotti.«
Den slags populærkultur er dømt helt ude i november 2002, hvor AOK
lader meddele: »I et forsøg på at træde ned fra ibenholtstårnet og
delagtiggøre offentligheden i den nyeste grundforskning, afholder den
tværvidenskabelige forening Kesera en åben debataften om temaet
ondskab.«
I november 2003 er der bornholmsk invasion – og bogstavrim – i byen:
»Krøllebøller, røget sild og kendetegnende keramik«, alle dele kunne
købes på Bornholmerfærgen, som dengang endnu lagde til i indre by og
ikke i Køge.
I samme måned 2004 huserer Bridget Jones, tyk og kikset, for anden
gang, i 2005 fylder Byens Bedste også november – sammen med
præsentationen af Sanne Salomonsen i Vega. I 2006 begynder byen
virkelig at ligne sig selv, som vi kender den i dag, stort interview og
mest læste artikel handler om Lê Lê på Vesterbrogade.
I november 2007 er rygerloven trådt i kraft, men AOK er naturligvis på
pletten med en guide til de nikotinhungrende – og tilsyneladende er det
gået lige lidt for hurtigt med at skrive – »Find stederne, hvor du
stadig er i orden at tænde en cigaret.«
For Nina Rølle, livsstilsredaktør på Berlingske Tidende og ansvarlig for AOK, ser fremtiden godt ud:
»AOK er en vigtig del af Berlingske Medias digitale strategi, fordi vi
har et godt brand og et unikt produkt med den kæmpestore database, som
ingen andre kan matche. Der, hvor vi i endnu højere grad kan gøre det
bedre, er ved at lave flere nyheder. Vi skal mere ud i byen, og vi skal
i endnu højere grad opfange, hvad det er der sker derude. Vi kan se, at
det også er det, vores konkurrenter opruster på,« siger hun.
Og det bliver ikke kun på den webside, du kender i dag.
»Nye medier som web-tv og mobilen bliver selvfølgelig også en del af AOK.dk fremover,« siger hun:
»Vi er byens bedste byguide, og det vil vi blive ved med at være.«
Vi ses – på sitet og ude i byen.
Tirsdag 18. november er det præcis ti år siden, aok.dk blev født.
Fortæl os, hvad du synes om fødselarens første ti år i cyberspace. Læs mere her