Forleden dag sad jeg på en gren i et kroget kæmpetræ midt i en gammel skov halvanden times kørsel uden for København og hyggede mig så gevaldigt, at jeg havde lyst til at kramme bladene i trækronerne.

Jeg befinder mig meget sjældent i områderne uden for København, så det var en ret usædvanlig situation. Bortset fra nogle få sommerhusture nordpå og den årlige Roskilde Festival er jeg stort set kun udenfor København, når jeg er på vej i tog til familien i Århus eller til fester i Tyskland. Jeg ved kun, hvor Lyngby ligger, fordi jeg engang imellem skal i ILVA, og når folk siger, de er fra Helsinge, aner jeg ikke, hvor det er. Jeg ved seriøst ingenting om Sjælland.

Situationen var den samme, da jeg i sin tid boede i London. Jeg var ikke udenfor den britiske hovedstad én eneste gang i løbet af de to år, jeg boede der.

På daværende tidspunkt skulle jeg også kompensere for at have boet 18 år i provinsen, selvom jeg selv syntes, jeg burde bo i en storby, så der kunne jeg slet ikke få London og bylarm nok. Hvad skulle jeg også ude i det britiske landskab, hvor landsbyboere slår hinanden ihjel med rævesakse eller gift i teen og langsomt får deres indbyrdes, nedgroede had afsløret af kriminalkommisær Barnaby? Nej tak. Jeg var ikke flyttet til England, jeg var flyttet til London.

Og situationen med København er altså nogenlunde den samme. Jeg er komplet uinteresseret i provinsen. Der skal jeg ikke ud. Jeg synes faktisk, den er lidt uhyggelig.

Men så sidder jeg der på en kroget gren i skoven og bonder temmeligt heftigt med naturen. Og er vild med det. Og tænker over, om jeg mon er ved at vokse ind i en ny fase, hvor jeg har brug for fred og brusende blade og udsigt til vandet. Om opvæksten i en lillebitte by omgivet af masser af natur har sat et slumrende aftryk, der nu er vakt til live og slår igennem som mit sande væsen.

For det står pludselig meget tydeligt, at en temmelig stor del af sommerens bedste oplevelser er foregået ude i det fri.

Der har været mylderet af udendørs fester i parkerne, weekend efter weekend, bedre end noget, der nogensinde kunne foregå indendørs. Der har været en uendelig mængde eftermiddage med udsigt til havnevandet, hvor vi har ligget på badebroen, til solen forsvinder. Talløse ture på snoede stier på Amager Fælled, der bliver ved med at overraske med sin vilde skønhed og sine mærkelige hjørner. Og der har været vandski i kabelparken i Østhavnen, hvor jeg har været nødt til at tage lykkelige billeder af vandet, fordi det var så smukt. Og mærkelige sejlture ud til Flakfortet i en lille båd på lidt for store bølger. Og når jeg er hjemme på Bryggen, bliver jeg ved med at gå ture ud mod de øde områder, der hvor asfalten bliver rodet sammen med krat. Som om der er noget i mig, der gisper efter luft.

Så set udefra, som jeg sidder der i skoven, kunne jeg ligne en bybo, der stille og roligt modnes til at flytte ud til et sted med have.

Men rolig nu. For nej, jeg sidder ikke bare alene i en skov og bonder med naturen. Ved siden af mig sidder to af mine med-byboere og hyggesnakker med hver deres drink i hånden. Under os på skovstien vandrer masser af københavnere forbi i små flokke på skovstien og griner, når vi råber »Armbånd!!!« efter dem, fordi det er utroligt sjovt at lade som om, vi er strikse festivalkontrollører. Og i baggrunden kan vi høre den dunkende stortromme fra den nærmeste scene, hvor folk danser i nattemørket, mens farvede lys blinker blødt gennem bladene.

Vi er til elektronisk festival i skoven, på udflugt, og det er verdens bedste weekend. Hundredvis af entusiaster, der elsker at høre musik under åben himmel og nu, efter tre dage i det fri, ligner en voksen udflytterbørnehave klædt i neon og mos-grøn.

Og det er skønt at blive mindet om, hvor store, smukke og imponerende egetræer kan være. Og hvor mange stjerner, man kan se, når det er nymåne, og der ikke er nogen by i nærheden. Men søndag skal vi tilbage til byen igen.

Og jeg konkluderer, at det er byen og naturen, jeg kan lide. Og de steder, hvor den mødes. Faktisk måske især de steder, hvor den mødes.

Når hundredvis af københavnere indtager en gammel egeskov og pynter den med lys og techno og drømmefangere i brændende turkis og leger technoindianere i fire dage. Eller når Ørstedsværket spejler sig i havnevandet bag bunken af bilskrot og lyser så brændende smukt mod den blå himmel, at jeg er ved at tude, og graffitien gløder som hemmelige tegn på muren bag tjørnebuskene. Det rodede og det sammenfiltrede.

Det er provinsen, den er gal med. Aldrig mere provinsen.

Og så hopper vi ned fra træet og danser hen ad skovstien. Ned mod musikken.

Læs flere klummer fra 2010