
Midt under den travle rush hour på Hovedbanegården vil 200 statister 11. februar på akkurat samme tidspunkt stoppe op og "fryse" tiden. Uanset om de er ved at binde deres snørrebånd eller klø sig i nakken, holder de posituren i fem minutter, hvorefter de lige så pludseligt, som de stoppede op, igen vil gå videre.
Happeningen, som afholdes i forbindelse med modeugen, er arrangeret af fem designteknologstuderende fra KEA Design/Business, og formålet er at skabe fokus om CSR - corporate social responsibility.
"De fem minutter er en slags betænkningstid både for de medvirkende og for de mennesker, der går forbi på selve dagen. Vi vil uddele flyers til folk, så de forstår, at det handler om, at man skal stoppe op og tænke over, hvor ens tøj er fra - hvor det er produceret, om arbejderne har fået en fair løn, og om det er bæredygtigt," siger Hannah Katrine Larsen, som er en af projektets idémænd.
"Der er heldigvis allerede opmærksomhed på CSR i modebranchen, og vi har i forbindelse med projektet indgået et samarbejde med designeren Kimia Bahari, som står bag tøjmærket "JNXD". Hun har sin egen fabrik i Bangladesh og har blandt andet oprettet hjælpeprogarmmer for sine arbejdere som Women Empowerment, der giver kvinderne en bedre status i samfundet. Vi ønsker, at alle forbrugere bliver mere opmærksomme på, hvad de støtter, når de køber tøj," siger Hannah Katrine Larsen.
Tiden vil blive "frosset" på Hovedbanegården 11. februar mellem klokken 17:30 og 17:50.
Læs alt om modeugen på fri.dk/mode