Ulæselige kruseduller vokser frem på alle flader i byerne. De ligner næsten et andet skriftsprog, og de fleste går forbi uden at kigge nærmere på det.
Undtagen dem, der bliver vrede og frustrerede over hærværket.

Men for taggerne og graffitimalerne selv er det kunstværker.
Det fortæller kulturformidlerne Søs Uldall-Ekman og Christina Bennetzen (billedet). De driver bloggen ’Streetheart’, hvor de viser billeder af og kommenterer gadekunst.
De undrer sig ikke over, at der kommer flere og flere tags.

»De fleste graffitimalere vil da også hellere lave flere store pieces. Men det kan bare ikke lade sig gøre. Et piece tager timevis at lave, og så lang tid har graffitimalerne ikke, før nogen har ringet efter politiet. Et ’tag’ derimod kan laves på få sekunder,« siger Christina Bennetzen.
’Tagget’ er graffitimalernes kunstnernavn.
»For graffitimalerne gælder det om at sætte deres navn så mange steder som muligt. Jo flere steder du sætter dit tag, jo større et navn skaber graffitimaleren for sig selv,« fortæller Søs Uldall-Ekman.

Alligevel er et tag ikke rendyrket selvpromovering.
»Det er også en måde at sætte dit aftryk i verden. En måde at tage byrummet tilbage på. I dag køber firmaer sig plads i byrummet gennem reklamer på busstoppesteder, tog og alle mulige andre steder. De køber sig faktisk til plads i din hjerne, som jo registrerer alt, vi ser. Tags er en anden form for budskab og en måde at tage byrummet tilbage til menneskene på,« siger Søs Uldall-Ekmann.

Flotte former og linjer
Og selv om det ligner en tilfældig krusedulle, er der intet tilfældigt over tags’ene.
»Graffitikunstnere bruger lang tid på at finde deres graffitinavn og finde bogstavernes form og udtryk. Hvis du kigger godt på tags’ene, vil du efterhånden kunne værdsætte de flotte former og linjer i dem,« siger Christina Bennetzen.

Har du som barn haft overtegnet dit penalhus og notesbøger med dit eget og idolernes navne, eller haft ridset dit navn i en toiletdør, et træ eller et skolebord, har du også prøvet at tagge. Det er nemlig samme urmenneskelige trang til at sætte sit aftryk i verden, mener de to kulturformidlere.
Mens store farvestrålende graffitimalerier med mønstre og figurer er værdsat af mange byboere, er det de færreste almindelige mennesker, der er glade for tags’ene. Men de er en del af pakken, ifølge de to kulturformidlere.

»Jeg får kuldegysninger af ubehag, hvis jeg forestiller mig byen uden tags, plakater, graffiti og andre former for gadekunst. Vi har brug for at mærke og se, at byen er levende og er beboet af mennesker,« siger Søs Uldall-Ekman.