...
Lørdag den 1. september og søndag den 2. september fejrer verdens første og længste gågade, Strøget i København, 50-års fødselsdag. De mange arrangører og initiativtagere har sammensat et stort program med en række festlige events, som strækker sig fra lørdag morgen klokken 10.00 til søndag eftermiddag klokken 16.00.
Fejringen vil strække sig fra Nytorv og Gammeltorv til Amagertorv, hvor der lørdag den 1. september vil være uddrag af Brian Mørk Show, Tivoli pantomime samt Copenhagen Pride med musik leveret af toppen af danske dj’s, Rosa Lux, Betty Bronx, madperformance af Max Frey i samarbejde med Copenhagen Cooking og ikke mindst et par kongelige operasangere.
Start dagen med et morgenbord, der byder på 1,1 km lang kringle lørdag fra 10.00 - 11.30. Udvalgte butikker byder på kaffe, kringle og individuelle overraskelser.
Søndag inviterer Strøget til Paradernes dag, hvor den Den Kongelige Livgarde går i spidsen for en lang række parader, herunder Brandmændenes Parade, Tivoli Parade, CPH Karneval, Hamleys parade, Gay Parade og Art Parade.
I Nyhavn kan man opleve en 4 meter lang LEGO-model ved Cap Horn, købe friskplukket Fejø-frugt fra Pæreskuderne ved kajen.
Arrangørerne opfordrer publikum til at dele fotos og minder om Strøget igennem de sidste 50 år og i fællesskab genskabe historien om Strøget. Københavns Stadsarkiv håber på et stort kulturhistorisk leksikon om Strøget. Fotos og minder kan uploades på http://www.facebook.com/Stroeget50aar eller sendes til stadsarkiv@kff.kk.dk
Arrangørerne af fødselsdagen: Copenhagen Art Festival, CPH PIX, Golden Days, Copenhagen Pride og Zulu Comedy Festival, Strøgets butikker, Københavns City Center og Wonderful Copenhagen.
Hvad: Strøgets 50 års fødselsdag
Hvor: Strøget København
Hvornår: Lørdag den 1. september til søndag den 2. september