----------------------------
Er du typen, der har mange udmærkede ting i dit hjem, som altid står i vejen eller ikke passer helt til resten af din indretning? Eller har du bare et godt kræmmerhjerte, som ser skatte steder, hvor andre ser ragelse? Søndag den 9. september har du mulighed for at skille dig af med ting, du ikke længere bruger, og i stedet gå hjem med en genbrugsskat. Du kan også få pimpet den triste del af garderoben op eller få repareret et gammelt møbel.
Store Byttedag sætter fokus på gevinsterne ved at give ting et langt liv ved at bytte og reparere, så både ressourceforbrug og affaldsmængde kan begrænses. Hvis alle danskere eksempelvis byttede en bog (600 g) i stedet for at købe en ny, som senere blot ville ende som affald, kunne vi spare omkring 3.340 tons affald, 7.250 tons CO2-udledning og 39.000 tons ressourcer. Store Byttedag byder også på loppemarkedsboder, hvor du vil kunne gøre et godt fund, aktivitetstelte, hvor du kan lave et unikt pusleunderlag, en lampeskærm af garnrester eller vægudsmykning til børneværelset. Og på genbrugs-modeshow med designer-tema, hvor du kan få inspiration til, hvordan du kommer til at ligne en fashionista på et lille budget.
Hver dansker producerer over en halv ton synligt affald om året, men vi producerer langt mere affald, end vi ser. Vores samlede skjulte ressourceforbrug er på over 70 tons per indbygger. Det svarer til vægten af 60 personbiler.
Seks gode råd til mindre affald:
1. Køb kvalitet: Køb produkter, der kan holde, og som kan repareres.
2. Lad tingene gå videre: Del, giv, byt, lån, køb brugt, og brug lejeordninger.
3. Brug igen og igen: Brug produkter og emballager, der kan bruges mange gange, og brug dine gamle ting på nye måder.
4. Køb noget, der aldrig bliver til affald: Gå efter miljøvenlige oplevelser, og køb spil, musik og film som downloads.
5. Spild mindst muligt: Køb kun det, du har brug for, undgå madspild, brug e-boks, og sig nej tak til trykte reklamer.
6. Undgå skadelige stoffer: Køb produkter, der er mærket med Svanen eller Blomsten – og undgå produkter, der belaster miljøet. (Kilde: Miljøstyrelsen)
Hvad: Store Byttedag
Hvor: TAP1, Carlsberg
Hvornår: Søndag den 9. september, klokken 10 - 16