Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 09/06/10

Store (arabiske) badedag

  • Foto: Nicolai Linares Foto: Nicolai Linares
Enhver storby med respekt for sig selv skal kunne tilbyde en aften i en hamam. Det har Sofiebadet på Christianshavn taget alvorligt. Københavns første brusebadsanstalt - en smuk fredet bygning fra 1909 - byder nu på hamam-aftener og hamam-massager efter den traditionelle arabiske tradition.
Kroppen elsker forskellige oplevelser, siger Kirstine Søndergaard, der er hamam-massør i Sofiebadet på Christianshavn og netop har øset en dyne af sæbeskum over min krop.

Jeg ligger på en navlesten i Københavns ældste brusebadeanstalts nyopførte hamam – faktisk den første og den eneste i København. Og, ja, jeg skal love for, at der er kropslige oplevelser til gode her.

Selve hamamen er blevet opført i den gamle varmecentral i bygningen, hvor der i forvejen var en skorsten fra dengang man fyrede med brænde og koks - og det er blevet til en smuk, enkel og æstetisk hamam.

Kuplen i rummet har lysindfald ned gennem huller på størrelse med appelsiner og kaster skygger på væggene, der danner halvmåner og sole. Lokalet er opvarmet af en brændefyret finsk masseovn, der står og knitrer i et hjørne, og navlestenen, man bliver masseret på, er i marmor, som er genbrugt fra brusebadsanstaltens oprindelige kabiner.  

For at ende op med alt det, har ildsjælene bag Christianshavns hamam været rundt i Europa og suget massageteknikker og arkitektur til sig – blandt andet i Budapest og Tyrkiet.

Men den christianhavnske hamam er alligevel helt sin egen, fordi den er opført i den gamle brusebadsanstalt fra 1909. Det var en af de hambroske bade- og vaskeanstalter, der i sin tid blev etableret, fordi folkesundheden var i bund, og man prøvede at højne hygiejnen.

Hygiejnen er københavnerne heldigvis kommet efter, og hen mod slutningen af det 19. århundrede havde de fleste byboere eget bad i lejlighederne, så brusebadsanstalten var ved at lukke ned. Man ville i stedet etablere en børnehave.

Det syntes en gruppe mennesker fra Christianshavns Beboerhus’ bestyrelse var helt forrykt – blandt andet Anne Poulsen, der er arkitekt og i dag daglig leder af Sofiebadet. For bygningen emmede af historie, og lokalerne havde sin helt en egen ro og æstetisk, som de ikke syntes skulle bruges til en institution propfyldt med modellervoks, gummistøvler og højrøstede børn.

Derfor fik de fredet og delvist renoveret huset, og siden 2000 har der været gang i bruserne på badeanstalten – og nu siden februar 2010 med en hamam oven i turbanen.

Her kan alle komme og gennemgå baderitualer tirsdag og onsdag fra klokken 16 til 21, og er man den blufærdige kvindetype, er der mulighed for at dukke op mandag eller torsdag, hvor der kun er adgang for kvinder.  

Når man kommer ind ad døren til Sofiebadet fra Christianshavns gademylder med Blockbuster, 7eleven og en Kvickly rundt om hjørnet, er det som at træde ind i starten af det 19. århundrede - lige med undtagelse af nogle kradsbørstige Philippe Starck-stole, der minder os om, at vi er havnet i 2010.

Men ellers er alt smukt velbevaret og renoveret i den oprindelige badeanstalts stil med fliser i flaskegrønne og hvide farver opsat med knasfuger – naturligvis - messingknager til tøjet, udluftningskanaler med ornamenterede smedejernsskjulere, marmorbrusekabiner, terassogulve og et smukt kobberbadekar.

Og således står Sofiebadet i skærende kontrast til mange af byens mere fluffy helsecentre med laksefarvede håndklæder og en Afrodite-piedestal, der bærer på en kurv med skønhedsprodukter.

Her i Sofiebadet står tre forskellige økologiske produkter til salg på en gammel teaktræsdisk – ikke så mange dikkedarer.

Sofiebadet tilbyder bad, sauna, massage, Qi Gong, mulighed for at hænge ud i hamamen og så den helt særlige hamam-massage. Massør Kirstine Søndergaard har udover erfaring fra en Europatur fået undervisning af en hamam-mester, der er uddannet i Jordan og Syrien, så hun ved, hvad hun foretager sig.

Først får man udleveret to stykker »pestemals« – traditionelle tyrkiske saronger - til at vikle om sig og til at tørre sig med, og efter et brusebad går man ind i en lys og åben sauna i glas med udsigt til det smukke rum. Her bliver kroppen varmet igen, alt i mens man lytter til svensk jazz med Lisa Ekdahl.

Og så er det tid til at komme ind i hamamen – hvor der dufter af brændeknuderne. Her er vaske i hjørnerne med vandkar til at pøse vand over kroppen fra, bænke langs væggene, og så navlestenen i midten af rummet, som man bliver placeret på.

Kirstine begynder at arbejde med olivenoliesæben. Hun skummer den op i en lærredspose, puster ned i posen og vrider indholdet ned over kroppen. Det lægger sig som en varm og let dyne. Og så begynder hun at bevæge posen og skummet ned over kroppen.

Sæbeskummet skifter langsomt karakter, som når man pisker æggehvider stive med sukker, og massen ender med at blive cremet og tung. Det mærkes så blødt så blødt. Bagefter giver hun en blid massage og til sidst en omgang handskeskrub med en »kese« – som den hedder.

Massagen tager en halv time, og sådan en omgang plus entré og adgang til de andre faciliteter i Sofiebadet koster 450 kroner.

»Vi er lidt sociale her på Christianshavn, så Sofiebadet skal ikke kun være for de rige. Derfor har vi tilstræbt at lave det til en pris, så alle kan være med. Derudover vil vi også gerne tiltrække mennesker med arabiske rødder, for indtil videre er det primært danskerne, der dukker op.

Vi går lige nu og brygger på at sætte et projekt i gang for de arabiske indvandrerkvinder, som måske kan komme her i dagtimerne,« fortæller Anne Poulsen.

Tilbage i baderummet er der mere te på glas, og efter et sidste brusebad er man klar til at gå ud og møde Christianshavn igen – ren i alle hudfolder og med hud så blød som den reneste barnerumpet.

Læs også Birgitte reportage fra en eftermiddag i saunagus: Hedeslag på den gode måde

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

hammam og saunagus d. 29.1.11

kontakt saunagus@gmail.com hvis du vil med, der er få ledige pladser - få en oplevelse du sent vil glemme

 

SAUNAGUS OG HAMMAM 28.11.10 KL 15-17

saunagus.dk TILBYDER:
Vi tilbyder en total SAUNAGUS OG HAMMAM LUXUS-PAKKE KUN-FOR-KVINDER. I Sofiebadet. Søndag d. 28/11-2010, og Søndag d. 19/12, kl. 15-17.
Vi byder Jer velkommen i Sofiebadet, hvor det bliver vildt lækkert og eksklusivt.
l skal i 3-sessioners saunagus med fantastiske æteriske olier samt hammam (tyrkisk badstue), have hjemmebagte sundhedskager bagt i hammam, cool-mint the, krops-peeling, ansigtsmaske og olier/bodylotion mm.
Der er kun 12 pladser, og der vil blive kræset for jer.
Prisen for dette extravagante arrangement er kun 250,- Kontakt saunagus@gmail.com eller ring 25850015

 

fald ned og læs artiklen ordentligt

Som det tydeligt fremgår af artiklen stammer ordet Hamam fra tyrkisk og der er tale om et tyrkisk bad. De tyrkiske bade bygger på de oldgræske og romerske bade jf. http://en.wikipedia.org/wiki/Turkish_bath. Massagen der nævnes i artiklen bygger på arabiske traditioner, hvilket også fremgår af ovenstående link - som du selv har brugt som reference. Fint nok at du synes artiklen ikke er tydelig nok, men skriv det pænt.

 

undrer mig over ordet HAMAM OG ARABISK ?

HVOR FANDEN HAR DU LÆST DIN HISTORIE, SIDEN DU KAN POSTE SÅDAN NOGET PLADDER IND PÅ DANMARKS MEST LÆSTE ARTIKKEL.
HAMAM ORDET ER ET TYRKISK ORD OG HAMAM ER NOGET ARABARNE HAR LÆRT AT TYRKERNE, SÅ DU SKAL IKKE BILDE FOLK IND DET ARABISK - AMATØR. TJEK DET HER http://en.wikipedia.org/wiki/Turkish_bath

 

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media