
Søerne er et af Københavns ældste og mest markante vartegn. I 60'erne blev det foreslået, at de skulle overdækkes af en firesporet omfartsvej, men det blev heldigvis ikke til noget, og i dag er de fleste glade for, at Søerne ligger som et langt, dekorativt åndehul langs den gamle bygrænse.
Fakta om Sortedams sø
Der er masser at tage sig til. Om sommeren kan du leje vandcykler og robåde hos Søernes Bådudlejning, der holder til ved Baggesensgades udmunding i Peblinge Søen (på Nørrebrogades venstre side, hvis du kommer inde fra byen).
Børn og unge kan lære at sejle i optimistjolle ved Søpavillionen. Og om vinteren, når isen en sjælden gang opnår at blive mindst 15 cm tyk, forvandles Søerne til skøjteparadis for hele byen. Men det, de fleste bruger Søerne til, er at gå eller løbe rundt om dem i mere eller mindre elegant stil. De sejeste runder selvfølgelig samtlige fem bassiner og tilbagelægger dermed en strækning på 6 kilometer.
Giver al den fysiske aktivitet dig sved på panden, og vil du meget meget hellere sidde og nyde de andres udfoldelser fra en rar cafe eller restaurant, er mulighederne mange. For selvfølgelig har adskillige etablissementer placeret sig netop her, hvor udsigten er guld værd: Restaurant Thai Pan, Kaffesalonen, Cafe Front Page og Restauranten ved siden af... , Den Franske Cafe, Restaurant Guldanden og Amokka, hvorfra man godt nok ikke kan se Sortedams Søen, men som alligevel ligger i det ene hjørne. Sidst men ikke mindst er det også muligt at nyde at måltid med udsigt på Planetariets restaurant Cassiopeia i den modsatte ende af Søerne.