Forfatteren og haveeksperten Signe Wenneberg har masser af planer for efterårsferien. Hun vil fortælle sine sønner på 9 og 13 år »kedelige historier« om fotosyntesen, prøve vietnamesisk morgenmad, bage æblekage og lære sin ældste dreng lidt om god stil.
Hvordan husker du din barndoms efterårsferier?»Jeg gravede kartofler op. Min mor var lærer, så der var faktisk efterårsferie, og vi boede ude i en skov, så det var noget med at sparke i nogle blade og lave en masse havearbejde, men det var vildt hyggeligt.
Og så tog vi på en rigtig københavnertur, hvor jeg fik lov til at komme i
Magasin, det var stort. Vi var også tit på et eller andet museum,
Nationalmuseet måske. Og så fik vi mad fra
Mad&Vin, det var stort for sådan nogle som os, der ellers boede på landet.«
Hvilke planer har du med dine børn i denne efterårsferie?»Vi plejer at tage på
Tøjhusmuseet og se deres rollespil med riddere, det er de ret glade for. Vi skal også altid i skoven, vi plejer at tage i
Dyrehaven, hvor jeg fortæller kedelige historier om fotosyntesen og hvorfor træerne bliver røde, og så skal vi lave kastanjedyr, det gør vi altid. Men vi laver dem med knappenåle, ikke med tændstikker, det gør jo ondt i fingrene.«
Hvor går I hen og spiser?»Mine drenge er helt vilde med
Lê Lê og
Wagamama. Det er både maden, de godt kan lide og stemningen, det at der er mange mennesker, når de er ude at spise. Jeg tager dem også med på
Bottega, enten på Christianshavn eller på
Skovriderkroen, hvor de spiser italiensk, som regel pizza.«
Hvad med morgenmad?»Vi skal på Lê Lê og spise morgenmad, som de har fået som noget nyt, vietnamesisk morgenmad. Ellers har
Bomhuset i Skovriderkroen også en virkeligt god morgenmad. Ikke for meget og ikke for lidt og ikke sådan nogle store klamme stykker bacon, bare lækre ting.«
Hvor spiser I kage?»Det gør vi på
La Glace, hvor vi får lagkage. De får kakao med flødeskum til, jeg får the. Vi kunne også finde på at gå på
Royal Café og spise lagkage der, og selv kan jeg godt lide
Perchs Thehus, men det er mere for voksne end for børn, så det ville jeg gøre med min mor i stedet for med mine drenge.«
Hvilke museer går I på?»Nationalmuseet. Da de var små, legede vi en ret god leg, som faktisk stadig fungerer. Når de ankom, fik de et billede af en ting, og så skulle de finde den ting i virkeligheden, på den måde fik jeg dem gennem hele samlingen.
Vi går også på
Louisiana, og når vi har været der, tager vi altid på
Krogerup, det er en fast tradition. De har nogle kæmpe halmballer og af en eller anden grund kan de bruge timevis på at hoppe rundt på dem.«
Tager I i skoven?»Indtil for tre år siden boede min mor i en skov, og så besøgte vi hende, men nu er hun flyttet, så vi må bruge de københavnske skove, og det er jo ikke rigtig skov synes jeg. Men vi tager i Dyrehaven eller
parken ved Bernstorff Slot eller måske
Charlottenlund Skov.«
Gør I andre ting?»I løbet af det sidste halve til hele år er min ældste dreng blevet interesseret i
shopping, så det kunne jeg godt finde på at gøre med ham i efterårsferien. Jeg tager ham med i Pilestræde og Kronprinsensgade og forsøger at lære ham noget om stil. Hvad der er grimt og hvorfor.
Man kan jo ikke forvente, at de har en stil, når de bare er omgivet af børn med bukserne helt nede om knæene. Han synes det er sjovt, sådan at komme ind i
G-Star eller
Hardware, hvor der er høj musik.«
Deltager I i Kulturnatten?»Ja, det plejer vi. Vi går efter steder, som normalt ikke er åbent og meget gerne slotte og noget med spøgelser, det skal være lidt uhyggeligt. Og så tager vi toget, for det er jo gratis på kulturnatten.«
Hvad ville du lave, hvis du skulle lave mad med dine børn?»Rodfrugter bagt i ovnen med en stærk yoghurthvidløgssennepsdressing til, serveret med hjertesalat og en lammekrone. Eller suppe, jeg lavede tomatsuppe forleden. Eller hønsekødssuppe eller kartoffelsuppe.«
Hvor vil du købe ind?»Kødet i
Slagteren på Kultorvet og rodfrugterne i Netto. Jeg er ked af det, men de har de friskeste rodfrugter, og det største udvalg, det har de altså.«
Hvad med kager?»Æblekage! En gammeldags æblekage kogt med en hel kanelstang og sådan noget rasp man laver af kiks og tvebakker, ristet på panden i brunet sukker og så flødeskum og paradisæblegele til.
Eller en nem æbletærte. Man tager 125 g mel, 125 g sukker, 125 g finthakkede mandler, 65 g smør, lidt vand på hænderne og laver en dej. I køleskabet og hvile, rulles ud mellem to stykker bagepapir, prikkes med en gaffel og forbages, æbler på, tilbage i ovnen og 10-15 min. ved 200 grader. Ikke for længe, det må jo gerne være æbler, når den kommer ud, ikke smat.
Ej det smager så godt. Den gode creme fraiche 38 procent til. Eller is. Hvis man vil, kan man lave dobbelt portion dej og så lave fletværk ovenpå, men det behøver man jo ikke.«
Hvad med haven?»Åh det er den store havetid nu. Man skal beskære, man skal plante træer og hække og man skal plante forårsløg. Man kan købe dem på nettet, Isabellas er gode men lidt dyre. Eller i sin lokale planteskole.
Jeg er ret glad for min,
Plantekassen på Jægersborg Alle.
Caroline Mathilde Stiens planteskole er også god. De har nu ikke blomsterløg, men stauder, og dem skal man også plante nu. Der er masser at gøre. Og hvis man mangler et par gummistøvler eller en greb til at plante med, sælger jeg dem jo i min butik.«
Se AOKs samlede efterårssektionLæs AOKs store guide til efterårsferien 2009