Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte dengang for længe siden, og om jeg overhovedet kunne forestille mig, at jeg ville blive 35 og stadig være mig selv. Men jeg ville i hvert fald være voksen, det ville jeg nok allerede, når jeg var 25, jamen nok når jeg blev student, måske allerede når de andre blev konfirmeret.

Men jeg synes ikke, den dukkede op, den der fornemmelse af at være voksen, og jeg fumlede mig gennem 00erne og troede, jeg skulle være advokatfrue og en evig teenager, i perioder på samme tid og lærte byens cocktailbarer og bodegaer at kende, fik dyre sko og blaserte vaner og ku sige ting som »Ruby er for lægesekretærer«, »finnen på Funch er sjov«, jeg lærte, at man aldrig, aldrig, aldrig går på Norden og nødigt på Europa, jeg fik låsesmedens nummer kodet ind i min telefon, vidste nok om, hvad jeg ikke vidste, til at nikke bedrevidende, når folk talte om den nøglebar, jeg aldrig har været på, fik pensionsordning og det første grå hår.

Men fornemmelsen af at være sådan voksen blev væk. Eller kom i hvert fald kun forbi i glimt.
Indtil jeg for nylig stod på Lille K, afsnittet for børnegrave på Assistens Kirkegård,hvor to af mine venner uger forinden havde begravet to tvillingepiger, født alt for tidligt. Jeg tændte to lys, og jeg stod der og kiggede på de små bitte flammer i tusmørket. Jeg tænkte på, hvor urimelig verden er, når små børn skal dø, da jeg kiggede på graven ved siden af, hvor efternavnene på skiltet var alt for smerteligt velkendte, to bekendte, og jeg græd hele vejen ud af kirkegården og havde lyst til at forbande den gud, jeg ikke tror på og skælde ham ud, råbe hvad fanden han bilder sig ind og hvad han har gang i, men vi er ikke på talefod, ham og jeg, så jeg gik bare der på det vintervåde græs, man synker ned i og synes ikke, at ting var spor okay.

I et digt af Søren Ulrik Thomsen lyder en linje, nogenlunde sådan her »for det slog mig, at også du skal dø«, og det slog mig, at i hvert fald jeg skal dø, en dag, at man ikke aner, hvor lang tid man har tilbage, måske er det på vej over Nørrebrogade, en dag jeg ikke gider vente på rødt eller på cykel ned forbi de rygende studerende på Møntergade, at det sker. Man aner det ikke, tiden er så kort og så kostbar, at det gælder om at bruge hvert minut.

Og lige der, lige i det øjebik tænkte jeg, at nu tror jeg, jeg ved lidt mere om, hvornår man er voksen. Når man ved, at man ikke længere lever evigt og man har al tid i hele verden tilbage og kan gøre alting og nå alting og stadig blive tennisstjerne eller bare få fem børn og en skovridergård. Tiden går, alting slutter, også du skal dø en dag. Og alting bliver pludseligt mere værdifuldt og alting bliver mere skrøbeligt. Ting, der var fine, da man var tyve, er måske ikke gode nok mere, tiden værd, og ting, der er svære, skal lykkes, fordi de giver mening som aldrig før. Tiden bliver pludseligt den største gave, både at give og få.

Jeg ved nu stadig ikke, hvad meningen med livet sådan er for alvor, man gør sig sådan umage hele tiden og bliver klogere og bedre og dygtigere og sødere og er god mod dyr og spiser rodfrugter og prøver at møde til tiden og har klippede tånegle og nyvasket hår undervejs, og alligevel marcherer man bare frem mod en ting, døden. Men når min telefon fyldes af sms’er fra søde venner, der gider komme forbi femte til gløgg, når en veninde siger, at hun synes, vi skal være på julegaver, når jeg får et kys på en cykelsti eller en opringning fra en fuld mand, der bare vil sige godnat, så tænker jeg, at det er det, det hele handler om – at være der for hinanden indtil det er forbi. Rigtig meget midt i julen, midt i byen, alle steder. Pas på hinanden og glædelig jul.

Læs flere klummer