Føj til favoritter Del Send
Byliv | 10/08/11

Se teater i en halvskummel tunnel på Jagtvej

  • Tag med ned i et af byens hemmelige rum til det anderledes teaterstykke, Hide and Seek. Foto: PR Foto: Ikke oplyst

    Tag med ned i et af byens hemmelige rum til det anderledes teaterstykke, Hide and Seek. Foto: PR

Københavns Internationale Teaters Metropolis Festival er i fuld gang i København, og den giver dig mulighed for at udforske byen på et helt andet plan end normalt.

For eksempel har du fra mandag 10. august mulighed for at bruge en time i en tunnel på Jagtvej, hvor du kan se det ikke helt almindelige teaterstykke ’Hide and Seek’ i omgivelser præget af graffiti og urinstank.

Bag stykket står scenekunstforeningen UDRYK, hvor man glæder sig til at introducere publikum for et af byens oversete rum. »Mange af os bruger ikke rum som tunnellen på Jagtvej, fordi det føles utrygt at gå derned.

Egentlig er den jo lavet for vores sikkerheds skyld, men de forestillinger vi har om, hvem vi kunne møde dernede, holder os væk,« siger Stine Eva Jørgensen, som er en af grundlæggerne af UDRYK.

I dette anderledes teaterstykke får publikum indblik i nogle af de hemmeligheder, et rum som tunnellen på Jagtvej rummer. For der sker ting i tunnellen, som mange ikke kender til. »Ofte kan man se spor efter ting, der er foregået i tunnellen. For eksempel spor efter sex, stoffer og graffiti.

Læs også: Hov, der hænger nogen på væggen

Der er mange hemmeligheder i byens rum,« siger Stine Eva Jørgensen. Og hemmeligheder er netop nøgleordet i forestillingen, som har fokus på to mennesker, der leder efter hinanden i et univers af hemmeligheder. »Med stykket har vi undersøgt, hvad hemmeligheder er.

Er det godt eller skidt at have hemmeligheder, og hvad gør de ved menneskers forhold?

Alle mennesker har hemmeligheder, og det har byen også. Det synes jeg er spændende,« siger Stine Eva Jørgensen.

Ukontrollerbare rum
Det er Stine Eva Jørgensens indtryk, at nogle slet ikke er klar over, at rum som tunnellerne i byen er der.

Og hvis de kender til dem, gør de i hvert fald ikke brug af dem. Det er de rum, som hun kalder ukontrollérbare. Og dem er der ved at være mangel på, mener hun. »Tunnellen på Jagtvej er et eksempel på et ukontrollerbart rum. Der er ingen overvågning, så ingen ved helt, hvad der foregår dernede.

Det gør det til et spændende rum, og dem er der desværre kun få tilbage af på grund af byfornyelse,« siger Stine Eva Jørgensen.

Læs også: Var det noget med en iscenesat kickboksekamp på Østerbro? 

Du kan købe billetter til ’Hide and Seek’ på www.kit.dk. De koster 80 kroner (40 kroner for børn og unge under 25 år). Du finder tunnellen på Jagtvej 23 ved Hørsholmsgade.

Stykket kan opleves kl. 19 og 21 og vises på Jagtvej til og med 17. august. Fra 20.-25. august kan du se det på Sølvgade. Tjek tiderne på www.kit.dk.

Læs også: Når du er under jorden, kan du