»Da jeg ikke har en facebook-profil, er det her min måde at lave en statusopdatering på, og de kommer cirka engang hvert tredje år, så det er ved at være tiden igen. Man kommer helt automatisk til at gøre sig mange overvejelser og justeringer, når man runder en tier,« siger Michael Carøe.

Han påstår hårdnakket, at han intet problem har med at fylde 50, 11. oktober, for som han siger med et skævt smil, så er det vel langt bedre end alternativet, altså ikke at blive 50. Men han indrømmer samtidig, at han godt kan mærke, at han ikke længere er 25.

»Især når jeg spiller fodbold om tirsdagen, gør det mere og mere ondt. I benene og alle andre steder. Der er efterhånden ikke nogle steder, der ikke smerter efter en times indendørsfodbold, men sådan er det, og det er jo stadig sjovt.«

Et andet sted, hvor man kan se at alderen kommer snigende, kan ses i skægget, der har skiftet farve fra sort til gråt. Hvor Michael Carøe før betegnede sine skægstubbe som George Clooney-agtige, synes han selv, at de nu mere ligner et bevis på manglende besøg af hjemmeplejen. Men det er ikke noget der gør ham noget, han ville bare ønske, at håret på hovedet ville følge med.

»Jeg gråner åbenbart nedefra, og det giver bare et mærkeligt billede, at den nederste halvdel af ansigtet er grå. Men jeg farver det ikke,« siger Michael Carøe og fortsætter grinende:

»Det har jeg prøvet før, og hold kæft hvor havde jeg ondt i hatten bagefter. Først skal det affarves to gange, og derefter farves, og så gør din hovedbund bare ondt. Så hvis det skal ske, skal det være et job, der betaler rigtigt godt.«

Selv om man har hørt skrækhistorier om mænd, der ikke følte sig klar til mødet med de famøse 50, og enten har genoptaget ungdommens vilde dage eller bare gravet sig ned i en hule, holder Michael Carøe stædigt fast i, at han ikke frygter det skarpe hjørne.

Han indrømmer dog, at han godt ved, at han hverken er eller ligner en på 25 år længere. Realiteterne gik for alvor op for ham, da han passerede et spejl i sit sommerhus, efter han var blevet enig med sig selv om, at flytte sig fra sin seng ud i en havestol på terrassen.

»Iført mine crocs-sko, der KUN findes i sommerhuset, stribede natbusker, sommerdunk, uplejede pensionist-skægstubbe, læsebriller og en sudokuavis, kom jeg til at passere et spejl. Og spørgsmålet var om jeg nogensinde har følt mig gammel? Jo tak, er du sidssyg et chok,« fortæller Michael Carøe med et grin.

»Hvem fanden var det? Jeg havde slet ikke den fornemmelse, det var helt skævt. Jeg var jo over 90 i det spejl, og sådan havde jeg det ikke indeni. Så jeg har korrigeret et par ting. Sudoku løses på nettet med ekstra store tal, babermaskinen bliver tændt lidt oftere og jeg går hellere i bare tæer forbi spejlet,«

Når talen falder på udseendet, stopper Danmarks crooner nummer 1 sin talestrøm for en stund. For selvfølgelig betyder udseendet noget, men det betyder ikke det hele.

»Det vil nok være noget friskt at sige, at udseende ikke betyder noget for mig, men jeg tror sgu at jeg er for beregnende til at tillægge det for stor betydning. Ellers ville jeg jo blive mere og mere ked af det for hver dag, og det er jeg bare ikke bygget til.«

I stedet for at tænke alt for meget over det ydre, der kun bliver værre med årene, er han i stedet begyndt at tænke på, hvad der kan udvikles. Og her har især selskabet med andre mennesker været højt på listen, og nu er det ikke kun Michael, der fylder talestrømmen ud. Set ud fra en egoistisk betragtning, har Michael Carøe erkendt, at vindingen er langt større ved at høre på noget nyt, frem for selv at plapre løs om det, han jo godt ved i forvejen.

»Jeg har altid sagt at jeg bliver hæs af at lytte, men det kan faktisk betale sig en gang imellem, og det er formodentligt også derfor jeg gør det, for det er ikke muligt for mig at gøre noget uden at jeg også selv har fordel af det.  Så det kunne måske være godt at komme ned fra en fordeling på omkring de 50/50 frem for 90/10 i min favør.«

Udover dilemmaet mellem selv at udfylde rummet med lyd eller også at lade andre få et ord indført, har Michael Carøe også skulle revidere sin opfattelse af rigdom. For ti år siden gik det op for ham, at for at være glad, blev han nødt til at opprioritere tid.

»Efterhånden som jeg blev i stand til at tage mere for mit arbejde, skulle jeg gøre op med mig selv, om jeg ville tjene dobbelt så meget på den samme tid, eller om jeg ville tjene det samme som før på den halve tid.«

Og valget faldt på den sidste mulighed.

Den runde fødselsdag skal fejres med fest, og ikke med gravøl, for det skræmmer ikke Michael Carøe at kunne kigge tilbage på mere liv, end han kan se frem til. Med et grin stiller han sig faktisk straks skeptisk overfor den måde at sætte tingene op på.

»Det var da en pessimistisk måde at se det på, det kan da godt være, at jeg bliver 103,« siger Michael Carøe, og fortsætter i den mere seriøse tone:

»Nej, sådan tænker jeg egentligt ikke på det, For i virkeligheden tror jeg ikke, at jeg ville kunne rumme dobbelt så meget, med mindre jeg bliver ramt af en eller anden form for mild glemsomhed. Jeg tror, jeg bliver mættet, inden jeg fylder 100.«

Men selv om de det berømte 50 ikke i sig selv skræmmer crooneren, følger der alligevel nogle overvejelser med. Efter flere og flere år på bagen og mere og mere indsigt i livet, kan Michael Carøe godt blive ramt af en følelse af, at vide hvordan alting er, foregår og føles, og derfor have en lidt for god ide om, hvordan tingene smager, selv om, han endnu ikke har prøvet det. Måske er det netop derfor, at Michael Carøe tager til Sydafrika, når han er færdig på Bellevue Teatret for denne omgang.

»Jeg skal have et nærbillede af et sort næsehorn. Jeg har et hvidt og et gråt næsehorn på mit kamera fra tidligere ture til Sydafrika, og det er jo okay, men for at få et af det sorte næsehorn, skal jeg max være 20 til 30 meter fra dyret, and that’s gonna be fun,« siger Michael Carøe, og kan slet ikke forestille sig, at missionen mislykkes:

»Defeat is not an option. Jeg bruger en uge dernede, og når jeg har fundet området, stiller jeg bilen og så går jeg to kilometer og prøver at være rigtig rigtig stille. Selvfølgelig får jeg det billede.«

Michael Carøe er kendt fra en bred vifte af underholdning, hvor teater, film, TV-serier og primetime-underholdningsprogrammer bare er nogle af de ting, entertaineren har pillet ved. Siden Michael Carøe var en ung knøs på 25, og gik på Teaterskolen med drømmen om at spille de store stykker på de største scener, har meget ændret sig.

»Det er vel også en måde, jeg kan mærke jeg ikke er 25 år mere. Jeg ved ikke om jeg har skiftet holdning, men den er ligesom muteret. Dengang ville jeg have de store og væsentlige teaterroller, og det værste var, hvis jeg skulle lave et foreningsprogram, altså være sådan en, der tog ud og underholdte firmaer og den slags. Og hvor er jeg nu?,« spørger Michael Carøe med et træk på skuldrene.

Som årene er gået, er det blevet mere markant, at det ikke er teaterscenerne der trækker i Michael Carøe. Skal man være en god skuespiller, skal man være rigtig dygtig til at være en anden, og det harmonerer dårligt med Michael Carøes ambition om hele tiden at blive bedre til at være sig selv:
»Det konflikter jo med al den tid, jeg skal bruge resten af mit liv på at være skide god til at være mig selv, så derfor synes jeg der er større sammenfald med det jeg laver nu, hvor jeg i princippet er mig selv i, altså den livsopgave at blive bedre og bedre til at være mig selv.«

Lige nu går tiden med det kommende show, i horisonten begynder Michael Carøe at se TV2 Charlie tydeligere og tydeligere og TV2 og Zulu kan han næsten ikke øjne længere.

»Et eller andet sted ved jeg jo godt, at jeg bliver pensioneret som ham der laver hestevæddeløbet og siger »prrrrrrr« på Oslo-båden. Så min karriereplanlægning går ud på at udskyde det så lang tid som muligt. Når jeg skal tage stilling til et tilbud eller en ide, prøver jeg at spørge mig selv, om det bringer mig tættere på det. Ja nogle skal jo lave det job, men jeg kunne godt tænke mig, at det ikke blev mig lige med det første.«

Benene og kroppen har forlænget rekreationstiden med en ukendt faktor, håret begynder at gråne og synet bliver dårligere, og selvom det menneskelige forfald er ”pisseirriterende”, er det ikke kun skidt at blive ældre. Michael Carøes sidste hjemmeboende barn er lige flyttet hjemmefra, og det har medført en helt ny æra i croonerens liv.

»Det er en helt ny pubertetsagtig fase, der starter nu. En overgangsfase mellem at være forælder, hvor man har de traditionelle forældreopgaver og at blive helt vildt gammel og forfaldsagtig. Der ligger jo 15 år derimellem, der minder lidt om den overgang, som lå i puberteten, hvor man skulle til at definere sig selv,« siger Michael Carøe.

Processen med at genfinde sin rolle og sig selv for anden gang i livet, er ikke skræmmende, men derimod spændende, sjov og udfordrende. Ligesom de fleste andre, skulle Michael Carøe også igennem en sorgperiode, da yngstesønnen flyttede, men derefter gik alle fordelene op for ham lidt efter lidt.

Mere tid, mindre servicering og fritagelse fra noget af ansvarligheden, for ikke at nævne den klækkelige lønforhøjelse der er fulgt med, eftersom der ikke længere skal betales for skoler, mad og lommepenge.  

»Jeg vil bare sige til alle dem, som slås rundt med ulvetimer og bleer og alt det der hører med til at have børn; der er underlynme lys for enden af tunnelen. Den anden pubertet venter.«

Hvad: Michael Carøe - That’s life
Hvor: Bellevue Teatret, Strandvejen 451, Klampenborg
Hvornår: 25. sep.-16. okt.
Hvordan: Billetter via Bellevueteatret.dk

Anmlelse af Carøe: Sådan er livet omkring de 50.