Føj til favoritter Del Send
Byliv | 22/11/17

Nyt fedt spil: Gå på jagt efter Kronborgs skjulte hemmelighed

  • Foto: Stine Hansen Foto: Stine Hansen
Kronborg har en hemmelighed, og du kan være med til at finde den i en underholdende skattejagt.

Kronborg tårner sig op foran os. Den tykke tåge, der klamrer sig om slottet, gør det ikke mindre eventyrligt. Det er en iskold formiddag i november, og AOK er taget en tur til Helsingør for at prøve den nye mysteriejagt »Kronborgs Hemmelighed«.

Foto: Ikke oplyst

Ingen af os har været på Kronborg før. To journalister i trediverne og en erhvervspraktikant på 15 år. Egentlig en ret stor kulturel mangel, vil nogle måske tænke. Men med vores kulturelle uvidenhed går vi ind til opgaven med ekstra store forventninger.

Rundt på Kronborg

I en gruppe på fire personer bevæger vi os rundt på Kronborg. Op og ned af vindeltrapper og gennem rum og sale, hvor vægge, gobeliner og malerier gemmer på fantastiske historier. Nordens største dansesal er særligt imponerende.

Læs også: Ny dyst i København: Kom på sjov spion-skattejagt på Kastellet

Selve spillet er super veludført. Ved start får man uddelt et net, der indeholder en stor kuvert, der rummer spillet. I tasken ligger også lommelygter, der vidner om, at man skal en tur ned i mørket.

Foto: Ikke oplyst

Herefter starter spillet, hvor man langsomt arbejder sig gennem kuverterne og deres indhold i takt med, at man løser gåderne og bevæger sig roligt gennem Kronborgs majestætiske indre.

Det er ikke en klassisk skattejagt, som man kender den fra en børnefødselsdag. Men tænk på Dan Browns »Da Vinci mysteriet«, hvor der hele tiden er nye spor, der leder en i den rigtige retning. Måske er gåde- eller mysteriejagt et bedre ord.

Spil, gåder og historier

Gåderne er finurlige og sjove, nogle er svære og mærkelige. Men alle er underholdende og udfordrende og inkorpererer Kronborgs historie og interiør. Man kommer rundt i historien og møder Holger Danske, Frederik 2. og Christian 4., og man bevæger sig ned i de mørke kasematter, hvor stemningen faktisk er ganske uhyggelig med den helt rette lugt og stemning fra de autentiske petroliumslamper. Spillet emmer af lækkerhed og kvalitet. Uden at afsløre for mange detaljer, skal man gå på jagt blandt gobeliner, malerier, udsmykninger og meget andet for at løse gåderne, der frigiver de næste spor og opgaver.

Læs også: Nyt gådespil sender dig på spændende jagt på Christiansborg Slot

Internt og intelligent spil

Samtidig foregår der et intern spil i gruppen, hvor man indbyrdes udkæmper små scener, hvor man måske udstilles for sin egen grådighed. Sjovt og interessant. Det hele er analogt og taktilt. Her er ingen tekniske hjælpemidler som skærme og andet udstyr.

Foto: Ikke oplyst

Spillet er intelligent og klog underholdning, hvor man navigerer i historien.

Historien handler om Frederik 2. Og sønnen Christian 4. Og om deres storhed og fald ved Kronborg i 1500-1600 tallet. I takt med at historien rulles ud, får man mere og mere indblik i, hvordan de gamle konger forvaltede Kronborg. Samtidig er der fokus på »De syv dødssynder«, som man tydeligt fornemmer, at de to konger ofte stødte på. Bl.a. fråseri, som blev tydeliggjort i Christian 4.s overforbrug af penge.

Målet med Kronborgs Hemmelighed er, at man skal blive nysgerrig på historien, og det bliver man.

»Jeg synes, at det var helt vildt sjovt at være på skattejagt. Det udfordrede min historiske viden, og det var en sjov måde at lære lidt nyt på. Det var noget andet, end hvis man f.eks, sidder hjemme og ser Danmarkshistorien på DR«, lyder det fra den 15-årige praktikant.

»Jeg har virkelig lyst til at vide mere. Jeg er blevet nysgerrig på historien,« lyder det fra en anden deltager. Så spillet rammer bredt hos alle aldre.

Spillet appellerer til en bred målgruppe, og man kan deltage fra 12 år og opefter. Spillet kan spilles hele året rundt. Det tager ca. to timer at gennemføre spillet.

»Kronborgs Hemmelighed« er kronen på værket i en skattejagts-kvartet, der også byder på »Magtens Hemmelighed« på Christiansborg, »Kongens Hemmelighed« i Kongens Have og »Den Skjulte Krig« på Kastellet. Alle skattejagter er skabt af Mystery Makers.

Hvad: Kronborgs Hemmelighed
Hvor: Kronborg, 3000 Helsingør
Hvornår: Hele året rundt
Hvor meget: Fra 200 kr. pr. person
Hvordan: Læs meget mere og book her