
En kold fadøl i solen foran de yndige gamle huse med udsigt til de gamle sejlskibe og alle de, som promenerer forbi for at se og blive set. Sådan kender de fleste Nyhavn, der fungerer som en magnet på københavnere og turister, så snart solen titter frem.
Om sommeren er der ofte over 1000 mennesker samlet i Nyhavn, især når den lunefulde danske sommer viser sig fra den pæne side, for så kan du sidde direkte i solen fra tidligt om formiddagen til langt ud på aftenen.
Hele striben af restauranter og værtshuse har i alt omkring 700 stole stående udenfor og de fleste har flyttet fadølsanlægget med. Med de mange, der sidder på kajen eller direkte på stenbroen, ender det tit med en større folkefest. Den fortsætter dagen igennem, indtil det hele kulminerer i timen før midnat, hvor Nyhavn lukkes ned.
De maleriske huse ved havnen og tæt på Kongens Nytorv var tidligere stedet, hvor sømænd levede livet, når de var på land, og hvor provinspigerne søgte hen, når de trængte til fest. For nogle endte det i prostitution, og Nyhavn var i mange år Københavns 'Red Light District'. Af og til kan man stadig støde på en gammel sømand, der forvirret går rundt og leder efter sine gamle skumle vandhuller.
For nu er advokater, reklamebureauer og private velhavere rykket ind, og de har gjort Nyhavn mondænt. Det udendørs liv i Nyhavn starter allerede i begyndelsen af marts, når solhungrende danskere opsøger forårets første solstråler. Omkring Sankt Hans danner Nyhavn rammen om det glade studenterliv, når årets nye studenter springer ud, og fejrer deres eksamen i Nyhavn.
Se listen over restauranter i Nyhavn.
Læs Alt Om Restauranter i København
Den rigtigte fyraftens sommerstemning findes bedst i Nyhavn. Her er et væld af liv når solen er fremme og temperaturen er over 15 grader. Det kan være lidt af en kamp at få plads foran rækken af restaurenter, til gengæld er charmen ligeså stor ved at købe en tuborg i kiosken og sætte sig på havnekanten.