Hvis man er nede med den urbane streetkultur, så kommer man ikke uden om at besøge Nordic Urban Challenge, som fylder byen med gadekultur 9. og 10. november.
NUC er sammensat af øresundsregionens vigtigste foreninger og organisationer, som arbejder med gadekultur og de har komponeret en tætpakket program bestående af lige dele skateboarding, streetbasket, breakdance, gadekunst og hiphop.
Det er første gang, Nordic Urban Challenge afholdes, men forhåbentlig bliver det en fast årlig tradition, som arrangørerne håber vil sætte øget fokus på, hvad København har at byde på indenfor de forskellige street-aktiviteter.
Man kan deltage aktivt, enten i en af de mange masterclasses, eller konkurrere i enten rap, breakdance, tricks på skateboard, eller streetbasket. Men man kan naturligvis også bare kigge forbi og opleve stemning, grafitti, musik og konkurrencer som helt almindelig publikum.
Aktiviteterne i dagtimerne og frem til først på aftenen foregår i det store StreetMekka område på Enghavevej 82 D, som huser CPH Skaterpark, samt naboen KPH Volume.
Om aftenen flytter festen ind i Pumpehuset, hvor man kan opleve en række prominente hiphop- og dancehall kunstnere fra hele Norden. Lørdag aften kan man for eksempel høre norske Lars Vaular, som måske endnu ikke er kendt af det brede publikum i Danmark, men som er Norges vel nok største rapartist i øjeblikket og er blevet beskrevet som en norsk pendant til vores egen L.O.C.
Desuden byder de to aftener i Pumpehuset på optrædender fra Wafande, Kaka, Pharfar, Eaggerstunn, Johnny Hefty & Jøden, Eloq, Sukkerlyn, Pato, Dokkedal, Phase 5, John Vincent, JJ Wild, Ulfur Ulfur, A-Lalget, S.L.E.N.G, Dr Kieff, Tobi Crack, O’conner og Granity. 9. november, kan man også opleve danmarksmesterskabet i Beatbox.
Der er adgang til disse multikoncerter for beskedne 50 kr. pr. aften, mens det er helt gratis at deltage i aktiviteterne i StreetMekka på Enghavevej.
I forbindelse med NUC12 kan du vinde to returbilletter til en europæisk storby.
Se mere her
Hvad: Nordic Urban Challenge 2012
Hvor: StreetMekka , KPH Volume og Pumpehuset
Hvornår: 9. og 10. november
Hvordan: Gratis. Koncerter i Pumpehuset: 50 kr. pr. aften
Billetter: DM i Beatbox (fredag) - Koncerter (lørdag)
Se videoen til Lars Vaulars single 'Rett opp og ned'