Christianshavnerne er blevet lovet, at der ikke vil blive bygget højhuse på Krøyers Plads.
"Nej, vi bygger ikke højhuse derude. Vi har tænkt os at respektere området".
Sådan lød svaret fra byggefirmaet NCC's projektudviklingschef Claus Skytte til det første og største spørgsmål fra christianshavnere på borgermødet i går:
Vil der blive bygget skyskrabere på Krøyers Plads?
Borgerne var indbudt til møde af Christianshavns Lokaludvalg, hvor de kunne stille spørgsmål til Københavns stadsarkitekt Tina Saaby og repræsentanter fra NCC om planerne for det omdiskuterede Krøyers Plads.
Efter store borgerprotester nedstemte Københavns borgerrepræsentation i 2005 planerne om at opføre hollandske Erick van Egeraats 55 meter høje byggeri.
Grunden blev solgt til NCC, som inviterede Bjarke Ingels, Henning Larsens og Kim Utzons tegnestuer til en konkurrence, men dette projekt kulsejlede også.
Der skal bygges på pladsenEfter at have solgt Krøyers Plads til et investeringsfirma og købt pladsen tilbage på en tvangsauktion, vil NCC nu igen forsøge at bygge på grunden.
"Vi har jo købt grunden for at udvikle et projekt og for at bygge nogle bygninger", siger Claus Skytte.
Men han har altså lovet borgerne, at der ikke vil blive bygget for højt.
Til gengæld kommer der ingen arkitektkonkurrence denne gang. Valget er allerede faldet på Vilhelm Lauritzens tegnestue.
Og arkitekterne skal tage borgerne med på råd. Projektet udvikles gennem tre åbne workshops, hvor christianshavnere og andre interesserede kan give deres besyv med.
København holder højdenFor fem år siden præsenterede daværende Teknik- og Miljøborgmester i København, Klaus Bondam, en plan for flere højhusbyggerier i hovedstaden.
Men siden er flere højtravende projekter faldet jorden, selv efter konkurrencer er udskrevet og vundet, ofte på grund af modstand fra borgere og politisk uvilje.
Og i starten af Amager på Christianshavn vil bådenes master fortsat konkurrere med bygningerne om at være højest.
Skriv en kommentar