De mystiske plakater er tilbage. Venstre side er en spalte med tekst på arabisk. Højre side gengiver et billede fra Ekstra Bladets traditionsrige side 9 . De hænger i gadebilledet på Vesterbro i København og skal nu også udstilles på Statens Museum for Kunst.

Plakaterne hang første gang i de københavnske gader for 16 år siden. De har ikke ændret sig. Men det har virkeligheden og med den øjnene, der ser.

Kunstneren bag dem hedder Jens Haaning, og han kalder sit værk »Arabic Jokes«. Han lavede »Arabic Jokes« i 1996, og det bestod også dengang af de mange plakater, som blev hængt op i gadebilledet. 

Læs også: Byens Bedste 2012 - du bestemmer!

»Dengang sagde en af mine kolleger til mig, at plakaterne ikke havde noget med Danmark at gøre. Han kunne lide dem, men man kunne godt se, jeg havde studeret i Tyskland, sagde han.

For den slags problemer havde vi jo ikke i Danmark.Der var ingen spændinger i forhold til indvandrere,« siger Jens Haaning.

I gadebilledet igen
Nu har Statens Museum for Kunst købt værket, og når den nye udstilling »Dansk og International Kunst efter 1900« åbner på fredag indeholder udstillingen blandt andet én af Jens Haanings »Arabic Jokes«-plakater.

Men værket er ikke lavet til et kunstmuseum. Det er lavet til gaden, til det offentlige rum. Derfor har museet måttet udvide sit udstillingsrum en hel del. Det ene eksemplar, der hænger på udstillingen, peger først og fremmest ud af museet.

Det peger ud på gaden, hvor værket virker. Verden er imidlertid ikke, som den var. 1996 var før Muhammed-tegningerne. Og 11. september var der ingen, der forudså. Men begge dele blev en realitet, og det påvirkede den måde, etnisk danske ser på arabisk kultur, mener Jens Haaning.

»Det er lidt trist. Nu taler vi meget om terrorisme. Mange danskere ser helt anderledes på arabisk kultur i dag. Dengang havde det med religion at gøre. Og politik og etik. Det var åbne emner. Folk sagde for eksempel, at de var sikre på, plakaterne handlede om politik,« siger Jens Haaning.

Læs også: Københavnerliv vendt på vrangen

Han fortæller, at værket ligesom dengang har to publikumsgrupper. Dem der forstår teksten, og dem der ikke forstår den.

»Det største publikum er dem, der ikke kan arabisk. De bliver jo så konfronteret med deres forestillinger om, hvad der kunne stå. Nogen tror jo for eksempel, det er en kommentar til dansk pornografi eller kultur. Eller danskernes mangel på etik. Det er jo det store publikum, der har ændret sig meget siden 1996.«

I virkeligheden fortæller teksten noget helt andet. De tre små tekster i venstre spalte er arabiske vittigheder.

»Det er ikke bare vittigheder, der er oversat til arabisk. Det er arabiske vittigheder på arabisk. Det ved alle, der kan arabisk. Der er en figur i den midterste vittighed, som alle kender. Det er lidt ligesom, alle kender molbo-historierne i Danmark.«