Læs alt om vinterferien på: AOK.dk/vinterferie

Lukas  Sonne Lunøe, 11 år

Geni.
Hukommelse.
Illussion.

Lukas på 11 år kigger på listen med ordene og en stor rød plade fuldt med knapper med bogstaver.
Man skal finde ordene fra listen og trykke på knapperne. På tid. Han kigger omhyggeligt på tavlen, indtil han får øje på ordene. Trykker løs og kigger videre.

»Jeg nåede syv ud af 11,« siger han.

Hvad skal vi så nu?
Lukas er på Experimentariet en stille eftermiddag i februar, hvor særudstillingen »Hjernen« er som tømt for gæster. Her er masser af tid til at prøve hver eneste opstilling. Sidde stille i et rum og lytte til musik og se skiftende lys. Forsøge at køre på en gocart, som drejer modsat af, hvad man forventer. Holde om et koldt rør, mens en stemme henholdsvis lader hjernen fokusere mod og fra kulden, som forunderligt nok varierer, alt efter den opmærksomhed, man giver.

»Det er sjovt at være her,« siger han.

»Jeg kan godt lide, at man kan prøve ting, og at man ikke bare skal se på tingene,« siger han. Han går fra opstilling til opstilling. Læser grundigt og prøver. Opdager, hvordan hjernen reagerer – og kan snydes.

Bevæger væggene eller gulvene sig i et rum, man går gennem. Hvor meget kan man huske. Og hvordan er det at få kroppen til at bevæge sig, så en kugle triller den rette vej i et kæmpe stort hjul, man står på. Han griner.

»Det er da lidt svært, men det er sjovt,« siger han. Han har stort lyst hår og er pakket ind i en grøn ulden trøje. Han er fuld af begejstring. Når han taler om at gå på Skt. Annæ, fordi han elsker at synge.

»Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg gik i en almindelig skole og man bare havde en times musik om ugen, hvor det bare var sådan noget med at høre musik for højt, og nogle der slog på nogle xylofoner,« siger han og ser næsten forarget ud. Eller om at gå til drama hver onsdag, fordi han gerne vil være skuespiller.

»Jeg vil gerne søge ind hos Eventyrteateret, dem der spiller i Tivoli. Jeg prøvede også sidste år, men jeg var syg, da jeg var til prøve, så jeg gik ikke videre. Der er også 1.000, der søger, og 15, der kommer ind, så jeg kan godt forstå det, men jeg prøver igen,« siger han. Eller om rollespil, som han har gået til i tre år, og hvor han nu spiller pirat.

»Sidste gang havde jeg tre trøjer og to par bukser og tre par sokker på, og jeg frøs alligevel. De voksne synes, det var helt vildt sjovt at spørge, hvorfor jeg ikke havde mere tøj på. Og jeg så helt udstoppet ud,« griner han.

»Det er sjovt at gå til rollespil. De voksne er gode til at håndtere børn, og der er det normalt at være anderledes, f.eks. at være en dreng, der har langt hår. Det er det ikke andre steder, der kigger folk mere, når man har langt hår. Eller tror, at man er en pige. Mange steder er det lidt svært, hvis man er en dreng, der læser tegneserier og spiller rollespil og ikke er god til fodbold,« siger han.

»Jeg har kun set en fodboldkamp, nej måske to. Og det eneste gode var, da vi fik noget at spise.«
Bagefter går han op i den permanente udstilling. Kører om kap i rullestole og på cykel. Laver bølgeenergi og går ind i vindtunellen. Den skrues helt op. Med det samme. Han står foran den med blæst i håret og råber mod vinden.

»Det er helt vildt svært at holde balancen,« mens orkanene raser foran ham. Han griner.

»Det er sjovt at prøve og mærke tingene selv,« siger han: »Jeg har været her mange gange, men jeg kan godt lide det igen. Der er altid noget nyt at se, og det med hjernen var nok det sjoveste,« siger han.

»Der var mange ting, man ikke vidste, den kan.«

Vil du anbefale andre at tage herind?
»Ja, det er sjovt at være her. Jeg kan godt lide det. Fordi man prøver tingene selv. Og man bliver lidt klogere af det synes jeg. Jeg kan også godt lide Post- og Telegrafmuseet. Der prøver man også selv tingene. Det er bare lidt mere ting fra gamle dage.«

Hvad vil du lave i din vinterferie, hvis du selv kan bestemme?
»Jeg skal til rollespil onsdag kl. 18. Jeg spiller rollespil i Københavns største rollespilsklub JRK, hvor der er tusind medlemmer. Hver onsdag mødes vi og hygger os. I weekenderne er der så live rollespil i Rude Skov, på Amager Fælled og i Roskilde. Jeg kunne også godt tænke mig at komme i biografen og se Avatar igen. Jeg har set den en gang, så jeg tror ikke, jeg får lov. Men min lillebror har ikke set den, så måske kunne jeg tage med ham. Jeg læser også mange tegneserier på engelsk, som jeg køber i Fantask. Der gad jeg godt ind. Især hvis der var nogen med, der ville give mig noget.«

Mira Rølle, 17 år

Der er to par øjne i rummet. Et par på et billede af Cathrine Raben Davidsen, hvor en sørgmodig figur kigger ud i rummet. Så insisterende, at man næsten ikke kan lade være med at kigge tilbage. Og Mira Rølles blå øjne, der kigger undersøgende på billederne i lokalet. Afdelingen med samtidskunst på Statens Museum for Kunst.

»Jeg kan godt lide moderne kunst. Det kan meget, og der er mange stemninger i det. Jeg vælger altid det i stedet for gamle malerier. Jeg kan bedre lide det, det er mere interessant. Tit er der også ting, som både er billeder og tekst. Eller ting som Andy Warhol, der er meget fascinerende. Det er altid bare billeder, men noget mere,« siger hun og kigger undersøgende på en Kurt Trampedach figur, hvor to skikkelser befinder sig i en seng.

En sover, en sidder på kanten. Underligt fjerne fra hinanden, selvom de er tæt sammen. Mira går ned i knæ for at kigge nærmere på ansigtet. Som for at gennemskue, hvad han tænker, som han sidder der og bare sidder.

»Jeg husker ikke selv så meget at tage på museum, jeg har travlt til hverdag, men jeg gør det tit med mine forældre. Det har vi gjort altid,« siger hun.

»Lige fra vi var små. Vi har været alle mulige steder. Fra Noldemuseet til Louisiana. Den gang synes jeg nogle gange, at det var kedeligt, og det bedste var, når der var en stol, som man kunne sidde på, men da jeg blev ældre, måske sådan 13 år, så begyndte jeg at se noget mere og fornemme stemningerne,« siger hun.

»Da jeg var lille, lavede vi sådan en regel med, at man skulle finde sit yndlingsbillede, det var meget godt, så var det nærmest sådan en leg,« siger hun.

»Og bagefter fik vi kage på cafeen.« Nu tager hun frivilligt på museum. Har lige haft hele familien med på Louisiana for at se Jacob Holdt udstillingen Tro Håb og Kærlighed.

»Jeg valgte, at vi skulle tage derop. Den var fantastisk, synes jeg. Jeg kan godt lide hans billeder og historierne bag,« siger hun. Og smiler genert.

»Og så, når man går meget på museum, lærer man jo også nogle ting, som man kan bruge i skolen. Jeg har skrevet om den der Jacob Holdt udstilling i to ting, en dansk stil og en større opgave. Det kan lærerne jo altid godt lide,« siger hun.

»Jeg synes, her er meget smukt, og det er interessant at se på kunst. Da vi var i New York i år, var vi også på Noma, og det ville jeg virkeligt gerne. Det tror jeg ikke, jeg havde haft lyst til, hvis mine forældre ikke havde taget mig med, da jeg var lille. Så det var godt, de gjorde det.«

Vil du anbefale andre at komme her?
»Ja. Der er mange ting at se, så måske skal man bare vælge at se lidt af udstillingerne. Man kan jo altid komme igen, når det ligger i København. Man kan godt blive træt i hovedet af at se for meget.«

Vil du anbefale forældre med små børn at tage dem med på museum?
»Ja! Det kan godt være, at de keder sig lidt, men man bliver glad for det, når man bliver ældre.«
Hvad skal du ellers lave i din ferie?

»Jeg skal bare slappe af og være sammen med mine venner. Vi skal både være hjemme, vi plejer at bestille sushi og så bage hygge os og se film, og så skal vi i byen, tror jeg. Vi går ud i området omkring Kgs. Nytorv. Mest... mest der hvor vi kan komme ind.

På Basement og der er også en bar, der bare hedder Druk. Og så til privatfester. Men mest skal jeg bare slappe af. Jeg har ikke så mange planer, jeg trænger til at holde fri.«





Nova Ingemannn Sørensen, 7 ¾ år

»Det her kan man virkelig godt anbefale,« nærmest råber Nova, mens hun løber fra det ene rum til det andet. Hun var ellers lidt forbeholden.

»Det tror jeg ikke, jeg har været på,« sagde hun på vej mod Nationalmuseet. »Men vi kan da godt prøve.«

I stueetagen ligger det nyrenoverede Børnenes Museum, hvor børn kan få et indblik i forskellige historiske perioder og kulturer: 1910ernes københavnske baggårde, vikingetiden, middelalderens borgliv eller det nuværende Indien.

Men ikke med klassiske lukkede museumsmontrer, nej her er ting, der må røres ved og prøves. Verdens tungeste jernhat at prøve, en kopi af en båd at kravle op i, et ildsted at skramle ved og kopier af vikingetøj. Her er et skibshjørne, hvor man kan kravle ind i små aflukker og sove, hvis man ikke lider af klaustrofobi, et stort ror at styre og reb man skal knuder så.

I en skolestue, som den slags så ud for hundrede år siden, er der pulte og en kridttavle. Et kort over Danmark og et spanskrør på katederet.

Nova skriver navne på alle de små tavler på hver plads. Nova, Svea, Zenia, Per og Jacob. Læreren skal hedde noget skrapt.

»Min lærer hedder Line, men det er ikke godt nok, måske skal hun hedde...«  hun tager to små hop:
»Linda! Det lyder bedre til en skrap lærer.« Og så staver hun sig gennem ordet og griner begejstret. Videre til næste rum, hvor der er vikingetøj.

»Ej, jeg tror ikke, man må prøve,« siger hun. Med al den autoritetstro, som en syvårig (»jeg er syv trekvart år«!) kan have. Men hopper i en rød kjole, da hun bliver overbevist om, at det må man godt.

»Dronningen af den røde kjole,« siger hun begejstret. Nejer lidt og fniser lidt af sit spejlbillede. I rummet hænger der en montre med originale spænder på en kjole og hun siger overrasket:

»Det er jo sådan en, jeg prøvede. Hvor sjovt.« Og så løber hun videre ud til rummet, hvor man kan handle i en indisk butik.

»Hvad skal du have? En citron, nej det har vi ikke, men måske noget... håndmaling,« siger hun med et drevent sælgerfnis, før hun hvisker »risene lugter lidt af hestepærer,« og så lægger hun varerne på disken. Holder diskret en hånd under den ene vægtskål, så den balancerer.

I rummet ved siden af er der borgtema, man kan prøve træsværd og skjolde og en model af en hest i rigtig størrelse men med perleøjne og en manke af bomuldssnor står  parat til at blive besteget.
Nova kravler op. Sidder med sværdet i kantinen og slår hesten på hver side af halsen.

»Jeg slår dig hermed til verdens langsomste hest,« siger hun. Den bliver bare stående. Hun kravler ned fra hesten via den strategisk placerede skammel.

»Hvad skal vi nu se? Vi skal se det hele, før vi går!«

Vil du anbefale andre børn at tage herind?
»Ja!«

Hvad vil du ellers lave i din vinterferie?
»Det ved jeg ikke, i svømmehallen måske, men det kommer jeg jo tit, hver tirsdag med min mor. Jeg vil også gerne i biografen. Jeg har lige set »Det regner med frikadeller.« I 3D. Det var sejt, det er ligesom at være midt i det selv. Og hvis der stadigvæk er sne, vil jeg gerne ud i det og lege.«


Læs alt om vinterferien på: AOK.dk/vinterferie