Mia Lyhne er kendt af de fleste danskere for sin rolle som Frank Hvams kæreste i tv-serien Klovn, samt en lang række andre komiske roller i både film og på teater. Nu er hun dog aktuel i en ny rolle, nemlig som sanger og fortolker af komponisten Bo Schiølers sange. Det var Schiøler, der var drivkraften i Vesterbro Ungdomsgård, som Mia også var en stor del af. Albummet 'En Rygende Pistol' udkom 8. Oktober
Hvad er det bedste ved København eller Københavnerne?
Det er sjovt, for det er faktisk meget nemmere at svare på nu efter jeg er flyttet fra byen. Det er helt klart de mange forskellige mennesker. Det er helt anderledes her, hvor jeg bor nu. Jeg skal selvfølgelig passe på ikke at lyde fordømmende, men jeg kan godt savne nogle nuancer og noget mangfoldighed. Det synes jeg, er en af Københavns store styrker.
Hvad er det værste ved København?
Ja, det er også noget, der er meget nemt at se når man ikke længere bor i byen. Det er helt klart trafikken og de mange biler. Specielt når man havr børn. Det ville være skønt, hvis der ikke var så mange biler i byen, så kunne jeg faktisk godt finde på at flytte tilbage.
Er der noget, du synes mangler i København?
Jeg kunne godt bruge lidt mere grønt og lidt mere natur, men først og fremmest færre biler? Jeg ved ikke om betalingsringen havde gjort en forskel, for folk ville sikkert bare betale og køre ind alligevel, men jeg mener da, at den burde være blevet til noget.
Hvad er dit yndlingssted i København?
Altså jeg har jo boet på Vesterbro i mange år og jeg kan godt mærke, at jeg skal ind og have en dosis Vesterbro en gang i mellem, når jeg er i København. Ud over Vesterbro Ungdomsgård er jeg kommet meget på Bang og Jensen, Det er ikke fordi jeg kender dem, det var bare sådan det blev. Jeg holder også meget af Værnedamsvej, men det må være Vesterbro som helhed, der bliver mit svar.
Hvad ville du vise en turist, der kom til København?
Det er lidt pinligt, her er jeg ikke en god fortaler for København. Når jeg ser en turist tænker jeg ofte: "hvad vil de her?" det gør jeg faktisk. Men jeg ville nok tage dem med til Sverige eller sådan noget, et sted med nogle smukke skove eller flot natur. Jeg tror, jeg har byen så tæt på kroppen, at jeg har svært ved at se alle de fede ting selv. Så hvis jeg fik besøg af en turist, ville jeg nok tage et smut til Sverige, måske lige tage dem med på en cafe først. København har mange hyggelige cafeer.
Hvordan synes du kulturlivet er i København lige nu?
Lige nu synes jeg faktisk, der sker en del. Jeg har været lidt væk fra det fordi jeg bare har skullet passe børn hele tiden, så jeg har ikke fulgt ordentligt med. Men jeg synes ikke, der mangler kulturelle tilbud i København.
Hvad er den seneste du selv har set?
Uha, jeg kan næsten ikke huske det, som sagt har jeg passet børn, så jeg kommer ikke så meget ud. Jeg så selvfølgelig 'Sover Dolly På Ryggen', som jeg selv er med i, det skal man jo. Men jeg skal ind at se Rune Tolsgaard og Esben Pretzmanns nye show i næste uge, det glæder jeg mig rigtig meget til.