Føj til favoritter Del Send
Byliv | 02/10/17

Mit København: Kim Grenaa

  • Foto: PR Foto: PR
AOK har taget en snak om København med modeguru og kreativ direktør for magasinet DANSK, Kim Grenaa.

Hvad laver du for tiden?
»Vores magasin DANSK fylder 15 år i år, og derfor har vi lige lavet en stor fotoudstilling på Højbro Plads, og vi har holdt en stor gallamiddag på Glyptoteket. Så nu står det på "rigtig" arbejde med kampagner for blandt andet Day, Ecco og Hugo Boss«.

Hvad er dit forhold til København?
»Jeg er født i Vangede, og som 19-årig flyttede jeg til Nørrebro. Siden har jeg boet mange steder i København - dog ikke på Østerbro. Jeg har bare ligesom ikke følt mig gammel nok«.

Hvor bor du selv i dag?
»Jeg bor på Halmtorvet på Vesterbro«.

Hvilken bydel har du det tætteste forhold til?
»Jeg har boet fire steder på Christianshavn, så den del af byen vil altid have en særlig plads i mig«.

Læs også: Guide: De 5 loppesupermarkeder

Hvad er det bedste ved København?
»Det er en lille storby«.

Hvad er det værste ved København?
»Ensrettede gader«.

Hvor shopper du i København?
»Jeg shopper hos COS, Wood Wood, Gucci og Louis Vuitton«.

Hvordan er den københavnske modescene lige nu?
»Modeugen i august havde fået et løft med flere shows. Også fra internationale brands. Jeg tror på, at hvis branchen står sammen, kan vi blive den vigtigste modeuge i Nordeuropa«.

Læs også: Guide: 10 gode herretøjsbutikker i København K

Hvornår klæder københavnerne sig bedst?
»Når de blander dyrt, billigt og secondhand. Og når de bruger mode til at udtrykke præcis, hvem de er«.

Og hvornår er københavnerne mest kiksede?
»Jeg ser kun på det smukke«.

Hvordan skiller København sig ud i modeverdenen?
»Dansk mode er demokratisk på grund af de mere tilgængelige priser, og de danske brands sælger faktisk tøj - i modsætning til de internationale brands, der primært sælger accessories og dufte«.

Hvilke steder kan du anbefale at gå ud i København?
»Morgenkaffen skal drikkes på Sort Kaffe & Vinyl i Skydebanegade. Sankt Annæ laver god frokost, og kage køber jeg hos Brød på Enghave Plads. Og så kan jeg anbefale middag på Apollo og drinks på Dandy«.

Læs også: Guide: Her kan du spise i Kødbyen

Hvad dyrker du af kultur i København?
»Jeg er vild med alt, de viser på Gl. Strand, og jeg glæder mig meget til Stanley Kubrick-udstillingen«.

Hvad ville du vise en turist i København?
»Der er mange skønne steder i mit hood, Vesterbro, så det ville blive en dag i 1700 V«.

Hvad ville du lave, hvis du havde en fridag i København?
»Jeg ville tage i Zoologisk Have med min søde kæreste«.

 

AOK Tjenester