Føj til favoritter Del Send
Byliv | 09/01/13

Mit København - Kenneth Thordahl

  • Foto: Casper Christoffersen Foto: Casper Christoffersen
På lørdag har det spritnye rock'n'roll-drama "Frankenstein Genskabt" premiere på Det Kongelige Teater. Idémanden bag er komponist Kenneth Thordal, som elsker at fare vild. Hans yndlingssted at gøre netop det er inde i hovedet.

...

Hvordan blev ideen til "Frankenstein Genskabt" til?
"Jeg var ude på en løbetur, og så mødte jeg en gammel ven, som fortalte mig om begrebet "videnskabsteater". Så kom jeg til at tænke på Johan Olsen, som jo både er populær rocksanger og videnskabsmand og endda biolog med en ph.d i proteinkrystallografi. Og så fik jeg ideen og ringede til ham. Jeg lavede synopsen, dramatiker Kasper Hoff har skrevet handlingen, og jeg har skrevet sangene."

Hvordan er jeres version anderledes end originalen?
"Jeg tror, jeg har tolv dvd'er derhjemme med Frankenstein-filmatiseringer, og nogle af dem er lidt tvivlsomme, men Shelleys originale roman er meget god og stadig værd at læse. Og vi tager afsæt i den, men vi laver ikke et menneske i et laboratorium med ligdele, så på den måde er det en ny historie. Originalen handler om ikke at blive elsket og set for den, man er. Monstret leder efter sin far og er måske mere menneskelig end sin skaber. Vores historie handler også om en mand, der ikke føler sig set, fordi han ikke rigtigt er blevet til det, han syntes, han skulle være. Det er der så nogle kræfter, som udnytter, ved at give ham et godt tilbud.
Vores djævel i stykket, den faldne engel, som frister, er ikke nødvendigvis ond. Det er djævlen, der siger "Hvad fanden er det der med, at folk skal dø? Det må vi lave om på."
Johan Olsen er djævlen, og Anders W. Berthelsen spiller Frankenstein."

Læs også: Det kongelige Teater genskaber Frankenstein

Og hvad kan man forvente sig?
"Forestillingen er basalt underholdende. Det ville være et godt stykke at se, hvis man tror, man ikke kan lide teater. Det er mere Tarantino end Ibsen. Kasper og jeg elsker jo tegneserier og amerikanske film, og er begge rundet lige så meget af popkultur som af klassisk kultur. Og næste gang, vi arbejder sammen, er det måske på Sorte Hest, hvor vi har fire kvadratmeter at lege på, så nu, hvor vi har den store scene på Det Kongelige, har vi virkelig givet os selv frie tøjler til at finde på nogle mærkelige ting. Det er en helt sindssyg scenografi, og der sker nogle ting, jeg ikke har set på et teater før. Det er stort, larmende og pisseflot. Uden at afsløre for meget."

Hvad var din sidste kulturoplevelse?
"Jeg havde ondt i ryggen for noget tid siden, og så jeg lå i min seng og hørte Jonas T. Bengtssons "Et eventyr" på lydbog. Den syrede, skræmmende og smukke fortælling i en fremragende oplæsning kombineret med smertestillende piller var sgu ret en ret effektiv gang københavnerkultur."

Hvad er det værste ved København?
"Det værste er, at jeg ikke kan fare vild i København længere, fordi jeg kender byen så godt. Det er jo så også samtidig det bedste. Jeg elsker virkelig sådan noget med bare gå derudaf og se, hvad der dukker op. En sjælden gang imellem kan jeg da godt cykle ned ad en gade, hvor jeg tænker "Her har jeg ikke været før". Men jeg har jo boet i København, eller i nærheden, hele mit liv, så det sker sjældent. Det er fedt at fare vild. Det gør man også i en kunstnerisk proces. Man går ud af en vej og ser, hvor man havner, og så håber man, det bliver et godt sted. Det bedste sted at fare vild er inde i hovedet."

Hvad er dit yndlingssted i byen?
"Jeg er vild med toppen af Vor Frelsers Kirke. Det er lidt uhyggeligt at gå derop, og man kan se hele byen. Det er helt vildt, at nogen har bygget det for 400 år siden. Så har de hængt deroppe med deres hampetov om livet. Tænk på, hvad Arbejdstilsynet ville sige til det i dag. Jeg er også helt vild med Sky Bar. Ørestad som helhed er lidt dysfunktionel, men det der Bella Sky-hotel er vildt fedt."

Hvad ville du vise en turist?
"Jeg kunne helt klart godt finde på at slæbe vedkommende med op i Frelserkirkens tårn. Ligesom man skal op i Empire State Building, når man er i New York, og se byen fra toppen. Ellers ville jeg bare få dem til at cykle lidt rundt og se hvad der sker. Og fare vild. Det er det privilegium, man har som turist - at man kan det. Og det kan jo ikke gå rigtigt gå galt i København. Så skulle man virkelig være uheldig."

Hvad er dit yndlingskvarter?
"Jeg har altid haft en svaghed for alt omkring havnevandet. Både de mere trashede og de mere polerede steder. Selvom Kalvebod Brygge selvfølgelig ikke er specielt charmerende."

Hvad mangler vi i København?
"København mangler en svævende metro for cyklister og fodgængere. En masse gennemsigtige rør højt over byens tage, hvor man kan cykle eller gå mellem Københavns knudepunkter, mens man nyder udsigten i dejligt, vindstille tørvejr."

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester