Føj til favoritter Del Send
Byliv | 25/06/17

Mit København: Jesper Stein

  • Krimiforfatter og journalist Jesper Stein. Foto: PR

    Krimiforfatter og journalist Jesper Stein.

    Foto: PR
Krimiforfatteren Jesper Stein elsker Nørrebro - også i sine bøger, som tit danner rammen om mordene i bøgerne.

Krimiforfatter og journalist Jesper Stein er født i Aarhus, men har siden 1985 boet i København. Han elsker Nørrebro – også på skrift. Derfor danner Nørrebro rammen om flere af Steins krimier med vicekriminalkommissær Axel Steen som hovedperson. Han er ikke begejstret for, at byudviklingen tvinger Cafe Louise og lignende steder ud af byen til fordel for steder ’hvor pæne mennesker kan købe pæne ting’, men han elsker København. Især Nørrebro og havnen.

Jesper Stein er aktuel med krimien ’Papa’, der er femte bind i hans populære serie med vicekriminalkommissær Axel Steen som hovedperson.

Hvad laver du for tiden?
Så lidt som muligt. Jeg er lige blevet færdig med en roman, så jeg går rundt i min have eller i byen. Ser på livet. Forsøger at lade være med at lægge planer.

Læs også: København har fået ny nærværende gourmetrestaurant i vandkanten

Hvad er dit forhold til København?
Jeg elsker København. Det er en af de smukkeste byer i verden. Jeg har boet her siden 1985 og set byen forvandle sig, og jeg synes stadig, den kan overraske mig. Jeg kan godt lide at være turist i København og opdage nye steder.

Hvor bor du selv i dag?
Jeg bor på Amager i et to-families hus.

Hvilken bydel har du det tætteste forhold til?
Nørrebro. Jeg har boet flere forskellige steder på Nørrebro i 25 år. Det er her, jeg har gjort mig mine vigtigste livserfaringer, det er her, jeg har levet med de kvinder, jeg har elsket i mit voksenliv, jeg er blevet gift, har fået fire børn, er blevet skilt på Nørrebro, og bydelen er rammen om min romanserie om Axel Steen, fordi den er smuk, forræderisk, frelst, mørk, hektisk, i opposition og fuld af liv og lys.

Hvad er det bedste ved København?
De blå nætter, solnedgangen i vest.

Læs også: Michelin-restaurant åbner nyt i toppen af Axel Towers

Hvad er det værste?
At Cafe Louise på Nørrebrogade lukkede og bliver erstattet af noget pænt, hvidt og lyst. Det sker alle steder i København i disse år. De oprindelige beboere og deres steder bortsaneres af udviklingen, fordi de ikke har råd til at lade være med at flytte. I stedet kommer der pæne cafeer og restauranter og butikker, hvor pæne mennesker kan købe pæne ting.

Hvilke steder kan du anbefale at gå ud?
På Amager holder jeg af Ingolfs Kaffebar, jeg spiser gerne på Manfreds på Nørrebro, drikker kaffe i Boghallen på Rådhuspladsen, sidder i solen foran Kaffesalonen. Jagger på Amagerbrogade laver gode burgere, Bosskok samme sted laver byens bedste sushi.

Hvor i byen slapper du af?
Jeg holder meget af steder, hvor man kan sidde og se på byens liv. Ved et bord på Blågårds Plads, en bænk på Dronning Louises Bro eller i Botanisk Have eller Ørstedsparken. På Amager Strand med udsigt til Sverige og flyene i luften over Sundet.

Hvad dyrker du af kultur i København?
Jeg går til litteraturoplæsninger og hører musik, men alt for sjældent. Sidste sommer var jeg til hyldestkoncerten for Bowie i Amagerbio med blandt andre Baal, Claus Hempler, Dicte og Steen Jørgensen. Det var en magisk aften, og den store stjerne var for mig Kira Skov, der sang Five Years og Rebel Rebel, så jeg henholdsvis græd og var i ekstase.

Hvad ville du vise en turist i København?
Jeg ville gå turen fra Dronning Louises Bro ved 10-tiden en hverdag, hvor floden af cykler stadig er intens, lidt op ad Nørrebrogade, ind til Blågårds Plads, vise det grimme almene byggeri frem, forbi pusherne i Folkets Park og så Assistens Kirkegård, en rundvisning til de mange døde poeters grave. Jeg ville fortsætte til skamstøtten Jagtvej 69, videre til Jægersborggades frodige butiksliv, og så vil jeg slutte af med tatar på Manfreds.

Læs også: Ny dyst i København: Kom på sjov spion-skattejagt på Kastellet

Hvad ville du lave, hvis du selv havde en fridag?
Jeg er meget fascineret af havnen, jeg kunne godt tænke mig at blive vist rundt alle de steder, man ikke lige ser, udforske den skjulte havn, så jeg måske kunne finde nogle gode locations til mine bøger. Det skal helst ikke være for uhyggeligt, jeg slår helst folk ihjel på smukke steder i mine bøger.

AOK Tjenester