Hvad er din rolle i forestillingen?
"The Beatles stod på et surfbræt gennem hele den der tsunami af kulturel forandring, som prægede perioden. Og jeg er ham, det hele ryger lidt hen over hovedet på. Jeg spiller en mand fra midt i sidste århundrede, lige fra omkring det tidspunkt, hvor Beatles dukkede op første gang. Han er en af dem, der ikke helt forstod, hvad fanden det var, der skete med de der unge mænd, som kom dér med langt hår.
Jeg er selv fra 1957, så den type har jeg mødt en del af. Og jeg kan egentlig godt forstå, at forældregenerationen syntes, det var provokerende at se os »ændre kostumer« på den måde og pludselig få vildt hår og svaj i bukserne og samtidig blive vældigt obsternasige.
Vi satte os op imod det hele, og dét hænger stadig fast i os."

Come Together spiller helt frem til 9. januar 2010. Får du tid til at lave andet?
"Når vi har premiere, skal jeg faktisk i gang med optagelserne til fortsættelsen af tv-serien »Livvagterne«, hvor jeg spiller statsministeren, og så skal jeg indlæse en bog for Gyldendal og lave noget radiodrama og måske en film. Ja, det lyder jo, som om jeg er spændt hårdt for, og det er jeg sådan set også. Sådan er det jo, når man har noget at lave. Nogle ting skal afvikles om dagen, og andre om aftenen."

Hvad er det bedste ved København?
"Det er, at den er forholdsvist overskuelig, og at den ligger ved vandet. Det har altid været vigtigt for mig, at der var vand i nærheden. Man kan komme alle mulige steder hen over vandet, og der kan komme ting ind udefra. Noget, der strømmer igennem.
Jeg tror, jeg ville blive lidt klaustrofobisk, hvis jeg skulle befinde mig længere tid af gangen inde midt på et kontinent. Al fanatisme opstår derinde, hvor der ikke er nogen gennemstrømning. Dér, hvor der ikke kommer nogle tosser rejsende hen over vandet og siger 'hey, vi har nogle nye krydderier med'".

Hvilken del af byen er du mest knyttet til?
"Jeg har min lejlighed på Frederiksberg og en kæreste, der bor på Amager, så det er de to steder, jeg kommer mest. Amager er jeg begyndt at holde rigtigt meget af på grund af det dejlige møde mellem de arkitektonisk eksperimenterende nybyggerier, såsom VM-huset, og så alle de små, gamle kolonihaver, som ligger lige ved siden af.
Og så er der strandparken og muligheden for, at man fem minutter fra Rådhuspladsen kan gå ud og støde på en hjort ude på Fælleden. Jeg beder til, at der ikke kommer nogle smarte politikere og rige pengemænd og synes, at det hele skal være mere strømlinet derude. Jeg kan godt lide ting, der snubler lidt over hinanden."

Hvad ville du vise en turist?
"Havnen. Hele vejen ude fra Bellevue og hele vejen rundt, indtil man havner ved Halvandet ovre på den anden side. Vi skulle cykle ud til alle de steder, hvor man tror, man ikke kan cykle, men hvor man godt kan komme frem, hvis man er lidt ihærdig. Det nyder jeg selv meget. Mødet mellem det spraglede og det meget stilfulde.
Man kan godt ærgre sig over, at kommunen ikke kan få fingeren ud og arrangere lidt flere steder, hvor husbådene kan ligge. Hvis jeg var borgmester, ville jeg ikke være så bange for at lægge nogle mere Klondyke-agtige ting derude."

Hvad er det værste ved København?
"Trafikken. Den er gået helt amok. Jeg cykler mest, men i dag var jeg i bil, og dér kommer man ingen vegne efterhånden. Det kan bestemt anbefales at cykle. Indre by er jo slet ikke beregnet til at skulle modtage alle de biler.
Så jeg synes, man skulle gøre det virkelig, virkelig fordelagtigt at bruge offentlige transportmidler. Det er alt for dyrt lige nu. Og så lave nogle bredere cykelstier."

Hvad mangler vi i København?
"Jeg synes, det har været lidt skrabet på teaterfronten på det sidste. Regeringen må tage stilling til, om man vil kultur. Man kan jo sagtens beslutte sig for, at man ikke vil give penge til kulturen, men så skal det være en bevidst handling. Man skal være klar over, at man uforvarende kan slå kultur ihjel ved at snige nogle begrænsninger ind på den.
Der har for eksempel været nogle børne- og ungdomsteatertiltag, som gik fantastisk godt, men som alligevel er blevet skåret væk af en eller anden grund. Og når økonomierne bliver for stramme, går det ud over modet. Det er jo ikke, fordi folk ikke bestiller noget ude på teatrene. Der er en kæmpe arbejdsbyrde, og folk knokler som bæster.
I dag mødte jeg endnu en tekniker, som er gået ned med stress."