Føj til favoritter Del Send
Byliv | 09/09/16

Mit København: Gorm Wisweh

  • ccc Foto: Ikke oplyst

    ccc

Vi spurgte tv-kok og pizzakonge Gorm Wisweh om hans forhold til København - byen, han altid har vidst, han ville ende i.

Hvad laver du for tiden?

Jeg deltager i Vild med Dans (Følg Gorms dans her, red.), og øver mig på en Cha cha cha. Jeg troede, jeg brugte min krop i mit arbejde som kok, men jeg har brugt muskler, jeg ikke anede, jeg havde. Alle mine muskler kramper bare. Det er slet ikke at sammenligne

Hvad er dit forhold til København?

Jeg er født og opvokset på Bornholm. København har altid været der, hvor jeg vidste, jeg endte. Destinatione for enten at læse eller løbe hornene af sig. Jeg ville til København og endte som tjener. Jeg fandt ikke et job, men blev runner hos The Paul i Tivoli. Jeg lærte en ny del af kokkeverdenen at kende, og det var inspirerende og spændende. Senere læste jeg filosofi og økonomi. Men jeg droppede ud, da det ikke hang sammen at læse Nietzsche efter 12-14 timer i et køkken.

Hvilken bydel er du tættets knyttet til?

Bor på Vesterbro ved Vega. Jeg startede på Nørrebro, hvor jeg følte mig som en del af byen med dens smukke rod og blanding af sociale klasser. Vesterbro er noget mere hipsterpoleret efterhånden. Jeg har to børn, og det er fedt at have en lækker gård med bakker, gynger og sand. Det værdsætter jeg mere nu, Det er den bedste beslutning, jeg har taget. Nørrebro har en plads i mit hjerte, men der er ingen tvivl, Vesterbro er mit hjem i København.

Hvor er dit yndlingssted i København?

Jeg er glad for Enghaveparken, hvor min søn på sadistisk vis puffer ænder i vandet. Det er et lille åndehul midt i det hektiske, og så er der også en fed legeplads. Torvehallerne er også fedt. Her er der så mange madnørder og altid nye råvarer, der giver mig inspiration. Magstræde på en sommerdag er altså også skønt. Den gade, det sving og bygningerne. Solen på de toppede brosten. Det er dejligt. Her har jeg grædt, grint og blødt. Der er mange følelser i Magstræde, hvor jeg havde min første forretning.

Læs også: Mit København: Klumben

Hvad er det mest imponerende sted i København?

Man kan sige meget om metrobyggeriet, men det er altså imponerende. Anlægsarbejdet er imponerende. Københavnerne skal have ros for håndtere byggeriet så flot, for det er pisseirriterende for trafikken. Refshaleøen er også ret imponerende. Stemningen en sommerdag, når man kigger over på København. Det er storslået på en lille måde. Papirøen har det samme. Man kan sidde i ro og kigge over på byen og mærke det summer, og så kan man hurtigt komme over og blive suget ind i det.

Hvor spiser du ude?

Jeg prøver at undgå de samme steder, for der er så mange gode, og jeg er håbløst bagud. Mit go-to sted er Pony på Vesterbrogade. De har samme forståelse for service som jeg selv har. Jeg nyder at se, hvad de har fundet på og hugge lidt til mine egne retter. Det er uformelt og tophøj kvalitet. Jeg kan også godt lide at tage ud på små steder, der er kendt på rygtebasis. Så kan jeg komme ud og se, hvad de har gang i. Jeg har lige været på Søren K, der er ved at genrejse sig. Jeg har en lang liste med steder, jeg gerne vil prøve. Jeg har først lige for nyligt været på Geist. Jeg kan også finde på gå ud at spise et sted, hvor der er en god sommelier eller en god vært. Dem der 'pakker maden ind', de er lige så vigtige for den gode oplevelse.

Hvor går du ud?

I Oehlenschlægersgade ligger vinbaren Bevi Bevi. En lille, italiensk mikrohule med sjove vine og sjov stemning. De har også en god parmaskinke. Nogle gange skal der ikke så meget til. Den er blevet vildt populær, så det er svært at få plads nu. Kødbyen blev stor og hip da jeg gik mest i byen. På Fiskebaren fik vi cocktails, og bagefter røg vi over på Mesteren og Lærlingen. Det er sjovest om sommeren, for så kan man have sin egen snakkefest, det nyder jeg meget.

Hvad er det bedste ved København?

At der er så meget knald på restaurationsbranchen. Man skal være fremme i skoene og god til at kommunikere og få forklaret gæsterne, hvad man vil med sit koncept. Jeg er heldig at være en del af de miljø. Samtidig synes jeg, at her er en fællesskabsfølelse. Det kan godt være vi brokker os, men jeg føler, at vi giver plads til hinanden. København er en by med åbne arme.

Læs også: Mit København: Aura

Hvad er det værste ved København?

Dårlig koordinering. Der er så mange kontraordrer og rod i bureaukratiet. Fx er det hæmmende, at man ikke må sætte et bord på et bredt fortov. Alle skal kunne være på det fortorv, det er jeg klar over. Men nogle gange er der bare mange papirbeslutninger, og man burde kigge mere på den enkelte sag. Der er mange facetter, og der er mange flere hensyn, end jeg kan overskue, så det er nemmere sagt, end gjort. Og så synes jeg, også det er noget rod, at hver gang, der skal anlægges noget i byen, så bliver det forsinket. Vi er alle i en form for service, og det er Kommunen også. Jeg synes ikke respekten er der. Det virker, som om ingen kan overholde deres aftaler.

 

Hvad dyrker du af kulturtilbud i København?

 

Jeg prøver så meget, jeg kan, men det er desværre mindre end nogensinde. Jeg er ret vild med Louisiana og SMK, når der er events der. Jeg er vild med, når kunsten clasher med musik, mad og det visuelle. Det er lidt stift, hvis det bare er kunst. Jeg holder også meget af musik. Jeg har nogle koncertkærester. Vi køber spontant billetter til hinanden til musik, som den anden ikke kender.

Hvad ville du vise en turist?

Jeg ville smide folk på en cykel og køre over alle cykelbroerne. Jeg ville også besøge alle broerne, der alle er unikke bydele.Jeg ville vise tage dem med på La Banchina en varm aften. Se byen på afstand og overskue, hvor lille og stor den er på samme tid. Det viser kontrasterne og natur og vand er så tæt på. Det gør København. København er ikke et sted, det er en stemning.

Hvad ville du lave på en fridag?

Jeg ville stå op med tømmermænd og tage ned i Kødbyens Mad & Marked og hygge mig. Streetfood er fantastisk. Jeg vil gerne selv være med, men jeg har for travlt. Så ville jeg samle vennerne og grille en masse gode råvarer i gården. Jeg ville bruge byen en smule og mit hjem meget.