Hvorfor foregår din nye bog på Vesterbro?
»I 1977 flyttede jeg til København, fordi min store lidenskab var teatret. Og så var jeg socialist og ville gerne ind på Fiolteatret - som dengang lå på Halmtorvet inden det blev afløst af Husets Teater - for der var de også socialister. Når jeg så på skuepillerne, havde de et kammeratskab og en familiefølelse, som jeg gerne ville være en del af.«

Så er det en roman med selvbiografiske træk?
»Denne gang ville jeg gerne udfordre mig selv, så derfor har jeg prøvet at omforme virkeligheden, så romanen foregår i nutiden og handler om en kvinde fra Ølstykke. I min tid har jeg mødt mange unge kvinder, der ligesom jeg, var forelsket i teatret. Men det er de færrste forundt at få den store succes, og sådan er det også med min hovedperson. Heldigvis har hun en lille hund, som ved et tilfælde løber ind på scenen og sætter sig i spotlyset og er god til det.«

Hvordan var Vesterbro i 1977?
»Det var ikke de typiske teatergængere, der boede der dengang. Narkomanerne sad og sprøjtede sig i armene og de prostituerede hang udenfor. Når anmelderne kom, holdt taxaerne helt oppe ved indgangsdøren, og de løb forskrækket ind. Der var en ret kendt kvindelig skuespiller, der en dag blev spurgt, hvad hun kostede. »Men jeg er skuespiller,« sagde hun forarget. »Det gør ikke noget,« svarede manden. »Hvad koster du?«

Hvordan var kontrasten fra Sønderjylland?
»Jeg kom fra en lille by, hvor jeg ikke havde det godt. Så jeg ville være en del af en ny familie, og det blev jeg. Derhjemme sagde de, at jeg bare ville til København og dyrke gruppesex under de røde faner.... men selv om teatermiljøet ser flot ud udefra, så er det ikke så forskelligt fra livet i en provinsby. Der er altid indavl i de små bygder. Hvis man generation efter generation gifter sig med sine familiemedlemmer, bliver børnene degenererede, og sådan er det også i teaterverden. Alle er gift med hinanden, og deres børn får roller og sådan er det. Man boller med sig selv i branchen, og det giver mindelser om en provinsby. Det er selve teatrets natur, at der altid vil være lidt blodskam.«

Det lyder en smule...
»Jeg skal lige huske at sige, at jeg kun taler kritisk om teaterverdenen. Kunstarten er jeg stadigvæk forelsket i.«

Hvilken bydel er du mest knyttet til?
»Jeg boede en overgang på Frederiksberg, inden jeg flyttede tilbage til Sønderjylland i nogle år. I dag bor jeg på Amager, som der også er lidt Jylland over med luft og vand til alle sider. Jeg er efterhånden blevet en amagerkaner, der kommer fra Sønderjylland, selvom der er dage, hvor jeg føler mig som en sønderjyde fra Amager.«

Hvor går du ud og fejrer noget?
»Jeg opsøger så vidt muligt bluesmusik, så steder som Mojo og La Fontaine. Jeg er 53 år, og hvor går man ellers hen? Det smerter mig lidt, at de helt unge ikke er så interesserede i blues, så jeg håber at genren får et comeback. En anden ting, der smerter mig er, at der kun sidder mænd og lytter til tekster som »my girls just left me, she´ll be sorry someday.«

Nej, det er vel ikke lige dér man møder kvinder?
»Faktisk var de steder lidt en jagtmark for mig i gamle dage. Jeg stod op kl. 3 om natten, tog en pæn skjorte på og fandt de barer, hvor der stod flest damecykler med barnesæder ude foran. Så vidste jeg, at der var fyldt med enlige mødre, og på det tidspunkt var mændene så fulde og bøvede at man havde en chance. Jeg kaldte kvinderne for »de uafhentede.«
 
Hvad ville du vise en turist?
»Christiania. Jyderne tør ikke selv tage derud, men i selskab med mig går det lige. Jeg var der engang med noget familie, og da vi gik forbi en mand, der spurgte hvad klokken var, løb de alt hvad de kunne. Jaguaren på Holmbladsgade er også et rigtig københavnerværtshus. Men man kan ikke blive smidt ud derfra. Jeg har engang set nogen, der tævede bartenderen til han blødte, men de blev ikke smidt ud. Sådan noget imponerer jyder. Værsthusslagsmål er noget, de kan forstå. Men for de fleste jyder er det også en drøm bare at gå på Strøget og måske se nogle af de kendte fra bladene og tv. Jeg kom engang hjem med et postkort fra Søs Egelind, og først da blev jeg rigtig accepteret af min far. Han var så stolt, at han tog det med ud på sin mælketur og viste det frem.«

Hvad er det bedste ved København?
»Det er anonymiteten. Selv om jeg efterhånden ikke oplever den så meget mere. Jeg drømmer nogen gange om at flytte til en ny by, hvor jeg ikke kender nogen og begynde forfra som et ubeskrevet blad. Jeg tror det skulle være i de amerikanske sydstater. Jeg skriver lidt ligesom deres forfattere. Lidt ligesom Tennese Williams. Jeg læste engang i et leksikon at han »havde en betændt fantasi«, og det passer også meget godt på mig.«

Hvad er så det værste ved byen?
»Ensomheden når man kommer hertil og ikke kender nogen. Jeg var så ensom, at engang da jeg ringede og bestilte tid hos en frisør, bad hun om mit nummer og sagde »så ses vi Erling.« Og den intimitet var simpelthen for meget for mig, så jeg dukkede aldrig op.«