Hvorfor har du skrevet din selvbiografi netop nu?
»Forlaget har spurgt mig i flere år, men jeg vidste ikke rigtig. For hvem gider høre på en gammel sønderjysk tranlampe som mig? De var meget ihærdige og foreslog, at man kunne sætte én til at skrive bogen for mig, hvis jeg ikke selv havde tid. Men hvis jeg ikke selv skullle skrive den, hvem skulle så? De ville også gerne høre om mit kærlighedsliv, men den slags har jeg slet ikke haft tid til. Så bogen handler om mine oplevelser med de kongelige, og hvad jeg tænker om dem.«

Hvad er det med dig og de kongelige?
Min barndom var gennemsyret af det royale, for sådan er livet, når man vokser op i Sønderjylland. Men da jeg startede som ung journalist, havde jeg aldrig drømt om at bruge så mange år som hofreporter. Jeg er dog typen, der løser en opgave så godt jeg kan, hvis jeg bliver bedt om det. Så man kan sige, at mit liv har været en strøm af lykkelige og heldige tilfældigheder.«

Kommer der saftige afsløringer?
»Det ved jeg nu ikke. Man får et andet og mere nuanceret billede af, hvordan en hofreporter arbejder. Aviser er en forretning, og man kan vælge om man vil færdes på den anstændige bane eller på en glidebane. Jeg har altid gået op i, at man skal kunne være sig selv bekendt. Det er måske igen det sønderjyske. Man skal kunne se sig selv i spejlet.«

Og det er der nogen, der ikke kan, eller hvad?
»Specielt Prins Henrik har i visse medier været et frit mobbeoffer i mange år og er blevet overhældt med ordgylde. Jeg har stor respekt for ham som menneske – det har jeg i øvrigt også for Dronningen – og det første jeg gjorde var at sende dem et eksemplar af bogen. Jeg er sikker på, at de vil læse den.«

Hvor tæt er du kommet på dem?
»Man bliver ikke venner med regentparret. Jeg er en journalist, de har kendt i mange år, og som de ved er redelig men ikke er en spytslikker. Jeg ville til hver en tid skrive om det, hvis de gjorde noget usædvanligt i det offentlige rum. Men det er ikke det samme som personforfølgelse. De skal kunne tåle kritik, men det skal ikke være ordskvalder for ordskvalderens skyld.«

Hvad var din første oplevelse med København?
»Jeg kom til byen i 1968 og blev ansat på Berlingske Tidende som Københavns første kvindelige politireporter. Jeg kunne lide at arbejde, og jeg sørgede altid for at ringe til politikommissærernes koner i forvejen, så de ikke blev sure, hvis jeg ringede til deres mænd om aftenen. Jeg blev gode venner med politiet, og alle kommissærerne kom til min 25 års fødselsdag på avisen. Der blev leveret smørrebrød udefra, alle redaktørerne var der, og mange af kollegerne skumlede over det. Aftenen fejrede jeg hos én fra ordenspolitiet.«

Det lyder som en svunden tid?
»Ja. Fagredatørerne havde deres egne privatchaufører. Hvis jeg sommetider skulle have en taxa, kørte jeg i stedet med en chauffør, hvis de ikke skulle andet. Engang ankom jeg til retten i Helsingør med en privatchauffør for at dække en mordsag. Jeg har oplevet mange sjove ting. Været til middag i Det Hvide Hus og mødt Nelson Mandela – og Desmond Tutu. Han var for øvrigt en fantastisk danser. Vi kunne have vundet »Vild med dans« sammen.«

Hvad er det bedste ved København?
»At det er en storby uden at være for stor. London og Berlin er også dejlige, men København er overskuelig, og det kan jeg godt lide. Jeg bor i Ryvangen, som er et smørhul midt mellem Svanemøllen og Hellerup. Det er ikke langt fra Mindelunden, hvor der er en fin lille sø med fiskehejrer. Jeg holder også meget af Tuborg Nord, fordi jeg elsker vand. Hellerup på en sommerdag er lidt ligesom Sydfrankrig i miniformat. Så jeg bor midt i byen, men kan komme hurtigt til skov og strand. Det er da forrygende, er det ikke?

Hvad er så det værste?
»Alt det der ungdomsbandehalløj. Det er ikke godt.

Hvor går du og fejrer noget?
»Vi holder altid vores fester hos os selv. Da min datter blev konfirmeret var vi 70 mennnesker herhjemme. Hvis jeg går ud og spiser, er det altid tilfældigt, hvor jeg går hen. Det kommer an på, hvor i byen, jeg skal mødes med folk. Jeg kan godt lide Theodors og St. Jacques på Østerbro.«

Hvad ville du vise en turist?
»Selvfølgelig vagtskiftet på Amalienborg, det er da klart, ikke? Og så Amalienborg-museet, havnerundfart og Tivoli. Det kommer an på, hvilken turist det er. Men nok også Louisiana og Statens Museum for Kunst.

Læs flere Mit København her.