Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 17/11/10

Mit København - Anna Mee Allerslev

  • Foto: Morten Germund Foto: Morten Germund
Hun er 26 år og netop valgt til at overtage Klaus Bondams borgmesterpost, når han til nytår forlader politik. Mød den jurastuderende Anna Mee Allerslev, Københavns kommende beskæftigelses- og integrationsborgmester.

Hvad skal der ske med integration og beskæftigelse i København, når du sætter dig på borgmesterstolen til januar?
»Helt overordnet vil jeg gerne have, at man i København snakker om mangfoldighed frem for integration. Det vil sige, at vi skal snakke om, at forskellighed er en styrke frem for en svaghed. Og så skal der gøres noget ved arbejdsløsheden. Specielt arbejdsløsheden blandt de nyuddannede vil jeg se på, som noget af det allerførste, for om mindre end fem år kommer vi til at mangle alle dem, som ikke har fået et job nu, og som vi risikerer at tabe på gulvet, hvis ikke vi gør noget.« 

Hvad vil du gøre ved det?
»Jeg har allerede snakket med forskellige folk om, hvordan vi skal tage fat på det. Som sagt er jeg ikke trådt til endnu, og det jeg har sagt til alle andre er, at jeg nu skal sætte mig endnu bedre ind i områderne, før jeg kommer med nogle konkrete bud på, hvad der præcis skal ske. Jeg har arbejdet med beskæftigelsesområdet og interesserer mig også for integration, men jeg vil gerne sætte mig grundigt ind i dem sammen med de dygtige medarbejdere, der er. Og så skal jeg nok fremlægge en plan for, hvad I kommer til at se med mig som borgmester.«

26 år? Er du slet ikke nervøs for at skulle overtage en borgmesterpost?
»Jeg er faktisk ikke nervøs, men jeg er meget ydmyg overfor opgaven. Det er jo et helt vildt vigtigt område, og især arbejdsløsheden er en af de største udfordringer i København de kommende år. Men jeg er ikke nervøs for at blive borgmester. Jeg har ikke nogen ambition om at gå ind og matche de dygtige medarbejdere, der er, rent fagligt. Jeg har som sagt arbejdet med beskæftigelsesområdet i en del år, men jeg skal selvfølgelig sætte mig endnu bedre ind i det.«

Hvilken bydel er du mest knyttet til?
»Lige nu bor jeg i Indre By på Regensen, som er et helt fantastisk kollegium med enormt meget historie og charme, og samtidig har jeg også læst i Indre By, hvor jeg både har en bachelor i statskundskab og i jura, så jeg har brugt meget tid i den bydel, og derfor er jeg også meget knyttet til den lige nu. Jeg bruger også meget Kongens Have om sommeren, og elsker at gå en tur der. Og så ligger Rådhuset jo også i Indre By.«

Hvilken bydel kan du bedst lide?
»Det er svært. Men det er nok Nørrebro og Vesterbro. Nørrebro synes jeg er rigtig dejlig, fordi den er et eksempel på, at vi har mangfoldighed i København. Der er Skt. Hans Torv og hele Blågårds Plads, hvor man ser vidt forskellige måder at være og leve på, og alligevel finder de ud af leve i nogenlunde harmoni, ro og orden. Og Vesterbro fordi jeg godt kan lide den meget lokale stemning. Jeg har mange venner og veninder, der bor der, og når man går på Vesterbro for at finde en shawarma eller noget andet, så er det bare en meget lokal stemning, man finder.«


Foto: Morten Germund

Hvor går du helst ud og spiser?
»Det kommer selvfølgelig an på, hvad anledningen er. Hvis det skal være hverdagsagtigt, kan jeg godt lide Kalaset ved Nansensgade og Ricemarket på Kultorvet. Kalaset har bare en rigtig fed stemning, og der er både jakkesætsfyre blandet med hippie-boheme-folk, en altid venlig betjening og rigtig god mad, hvor noget også er økologisk. Ricemarket kan jeg godt lide at komme på, fordi jeg elsker thai-mad, og det virker som om, det er nogle helt friske råvarer, de bruger, og så er det bare et hyggeligt sted. Skal det være lidt finere, kan jeg godt lide Pastis på Gothersgade og Bistro Boheme på Esplanaden.«

Hvor drikker du din kaffe?
»På Riccos eller Risteriet i Studiestræde, det er fantastisk gode kaffesteder. Og hvis jeg ikke har tid til at drikke den der, har jeg tit taget kaffen med mig, enten med op på læsesal, til undervisning, til møde eller hvis jeg er rigtig heldig i Kongens Have, der nok er et af mine grønne yndlingssteder i København lige nu, fordi det er tæt på, hvor jeg bor.«

Hvor tager du ud og drikker drinks?
»Det kommer lidt an på, hvem jeg er sammen med. Men jeg kan rigtig godt lide cocktailbaren Ruby, der ligger overfor Christiansborg. Jeg har faktisk lige været der. For det første serverer de rigtig gode cocktails og for det andet synes jeg bare der er en god stemning. Det er nærmest som at komme ind i en privat lejlighed, og så er man alligevel ude blandt en masse mennesker, man ikke kender.«

Hvad ville du vise en turist, der kom til København?
»Jeg ville klart vise dem Christiansborg og Rådhuset, men det er også min egen politiske nørdede interesse. Rådhuset fordi det er en enormt smuk og historisk bygning, og Christiansborg fordi Danmark er et af de ældste demokratier, og det er også interessant for turister. Så ville jeg sige, at de skulle tage ud på Nørrebro og Vesterbro og opleve, hvad det er for nogle miljøer, vi har i København. Om aftenen skulle vi i Kødbyen, der også er et sted, hvor jeg godt selv kan lide at gå ud. Så ville jeg vise dem de populære turisthighlights som Rundetårn og Den lille Havfrue.«

Læs: Flere interviews med kendte københavnere
Læs: AOK's guide til Kødbyen

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

Hmm det er nok bare dig, Frank...

Vil bare lige kommentere at en bachelor er et færdiggjort studie. Ja, man kan også tage en kandidatgrad oven i, men at beskylde hende for ikke at kunne færdiggøre en uddannelse? Det synes jeg er at underminere den bedrift det er at læse og få to bachelorgrader i to meget svære studier. Og derudover vil jeg mene at når hun ER blevet valgt så skal hendes virke da måles på resultater og ikke forudsætninger - jeg ønsker i hvertfald Anne Mee "held og lykke"!

 

Undskyld!!

Men er det bare mig der undres over at en 26 årig ung pige skal side på Københavns rådhus og kloge den på Integration og beskætigelse. Intet ondt om hende, jeg kender hende ikke, men hvad er der nu galt med erfaring og indsigt. Alt andet lige må det siges at være begrænset med erfaring, en 26 årig som stadig bor på Kollegie, ikke har færdiggjort et studie (to halvfærdige) kan være i besiddelse af. Learning by doing er da fint nok, men det er vel ikke ung i arbejde som er den dominerende præmis på Rådhuset?

 

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media