Vi har en tradition for at gå ud og spise med jævne mellemrum, og sidste gang sagde han uventet: »Skal vi ikke se et par udstillinger først, når vi mødes?« Jeg havde selv tænkt på, at nu måtte det snart være på tide, det med at vi ikke bare spiste os igennem verdens forskellige køkkentraditioner, mens vi talte og talte om tingene.

Vi har set kunst i lange baner i udlandet. Vi har set udstillinger sammen tidligere. Sammen med gastronomien har billedkunsten været højt prioriteret under rejserne til London, Paris og Venedig men alligevel. På de ture har han lis’som ikke haft et valg. Selvfølgelig skulle han se de store museer. Og nu foreslog han det selv. Jeg var lykkelig, og det blev så godt.

Han så opmærksomt på de udstillede værker og kom med kloge kommentarer. Jeg har altid syntes, det var lidt trættende, når klummeskribenter fortalte om deres pragtfulde børn, og nu er jeg ved at vade direkte ind i det sted, hvor fools rush in where angels fear to tread. Men som barnløs har jeg aldrig rigtigt forstået charmen ved at høre og læse om andres afkom.

Gu’ er de da søde, når de tier stille, og eftersom de er kommende skatteborgere, er det ikke umuligt at føle både sympati for og medlidenhed med dem, men altså: Hvorfor skal vi læse om børn i klummer? I stand corrected. Det var en stor og rig oplevelse. Som forholdsvis voksen er det en særlig erfaring at vise noget frem, man selv er så optaget af, og mentalt forberede sig på, hvad han kunne finde på at spørge om. Og så også holde sig tilbage og ikke begynde at forklare alting på forhånd. Allerede de gamle romere...

Efter Glyptoteket, der virkelig er et af AOK-områdets bedste museumstilbud, gik vi mod Kødbyen, mens vi morede os med at stave besværlige fremmedord og drøfte, hvorvidt det nu også er rigtigt, at verden ikke består af ting men af forbindelsen mellem ting, som Wittgenstein var lidt inde på. Nej, det passer ikke, så vildt var det heller ikke, men vi fik da talt om dengang, Mahler opsøgte Freud i Wien, og jeg synes, det skal nævnes, at han ikke er en Poindexter. Han er en helt normal dreng, der går op i sport og computerspil og glæder sig til at aftjene sin værnepligt. Men så har han også interesse for kunst.

I Kødbyen så vi udstillingen i V1 Gallery med den motivisk rå og stilistisk lettere ekspressive, amerikanske kunstner, John Copeland, der maler billeder, som umiddelbart får en til at tænke på Charles Bukowski, Willard Motley, Hubert Selby og Lou Reed. Voldelige og drikfældige typer og lesbisk gruppesex i Suburbia. Passende optakt til en seriøs herremiddag i en af områdets mange nye restauranter. Glimrende sted for den sags skyld også.

Men jeg synes, nogle af restaurationsanmelderne på et tidspunkt skal begynde at brokke sig over, at hovedretten alt for ofte er halvkold, før den når frem til gæsterne. Logistiske problemer i køkkenet, koordineringsvanskeligheder mellem kokke og tjenere, lyder forklaringen. Men det er vel blandt andet det, vi betaler for ikke at skulle opleve, når vi går ud.

Det kunne nu ikke spolere stemningen eller samtalen om både udstillingerne, vi havde set, og den fremtid, der ligger åben, når man kun er fyldt 18 år. Vi ville også have været forbi Wonderland Art Space i Absalonsgade, men der var for mange mennesker, og vejret begyndte igen at blive kedeligt, så vi fandt et værtshus og drak et par pilsnere, inden vi tog afsked med gensidige forsikringer om, at det vel nok havde været hyggeligt.

Det var virkelig »Another perfect day«, som et af John Copelands billeder hedder. Det mener han sikkert ironisk, men jeg var alligevel nærmest lykkelig, og det var det sidste, jeg tænkte, før jeg sov ind til lyden af Lou Reeds stemme et sted i den indre koncertsal: Just a perfect day/ you made me forget myself/ I thought I was someone else/ someone good.
Og det var rart at tænke på, at den næste dato for et par udstillinger og en herremiddag allerede er fastsat. Another perfect day venter.

Læs de øvrige klummer fra årets første kvartal her