Mads Nørgaard
49
år, direktør og designer har været på festivalen gennem mere end 20 år.
»Jeg
er vil med musikken og den milde og rare stemning. Tonen på Roskilde er
fantastisk. Det er meget særegent, at være så mange menneske sammen
uden, at der sker noget dårligt. Folk er meget opmærksomme på hinanden
og på, at der ikke skal ske noget - når man lige ser bort fra tragedien i
2000 (ni mennesker blev trampet ihjel, under Pearl Jams koncert,
red.).«
Din bedste og værste Roskilde Festival-oplevelse?
»Hver
festival er enestående. Bob Marley i 1978 var fantastisk. Malk De Kojn
sidste år var fantastisk. Det er ofte bare i glimt, man husker det. Det
dårlige? Når man vader rundt i mudder, og man ikke kan finde nogen
steder at sidde på græsset. Så fylder 60.000 mennesker rigtig meget.«
Hvad
skal du opleve i år?
»LCD Sound System og The National, og
Robyn.«
Christian Stadil
39 år erhvervsleder, ejer af
sportsfirmaet Hummel. Har været på festivalen mindst ti gange. Skal i år
blandt andet holde foredrag om social inovation under festivaldagene
»På
makroplan synes jeg, det er en vigtig institution. Skal jeg nævne nogle
ting som jeg er rigtig stolt af i Danmark, så er Roskilde Festival en
af dem sammen med Christiania og Tivoli. Der er sådan en fed energi
dernede. Sådan noget: Allen Ginsberg møder Joan Baez med et pift af
Leonard Cohen. Hvis jeg har set vold, så har det været i mediebyen
mellem to mediemennesker på knark. Ellers er folk hjælpsomme. Nu er jeg
jo også en livsstilsnørd, så det er fedt, at se nogen køre den helt
rigtige boho-stil og den slags.«
Hvorfor kommer du på Roskilde
Festival?
»Det er et godt sted at opdage ny musik og nye
musikere. Og det fede er også, at der er et »eclectic mix« af musik.
Prince kommer, men så kommer der også et eller andet indierock band fra
Sydafrika eller to serbiske dudes, der spiller house-musik med serbiske
horn indover, eller hvid hiphopper fra Mexico. En blanding af noget, man
SKAL se og så nogle musikoplevelser, man ikke vidste man skulle have.«
Din
bedste Roskildeoplevelse?
»Der er flere forskellige. Erykah Badu
på Grøn Scene for tre fire år siden. Hun var rigtig cool og super
chillet og total presence på scenen. Og Nick Cave både med The Bad Seeds
og Grinderman. Virkelig reptilhjerne-energi. Og ikke at forglemme –
Gace Jones sidste år. Hold kæft hvor var hun fed. Hun stod bare der og
sang »Slave to the Rhythm« som 62-årig med sine lange stænger og en hula
hop-ring som hun holdt i gang, mens hun sang uden at blive forpustet.
Virkelig hard core.«
Et godt råd?
»Gå ind og se eller
deltage i kvindefodboldturneringen. Det er første år, det er der. Det er
også fedt for fyrene, for man kårer det mest sexede team. Og så skal
man have det gode humør med. Go with the flow. Vær villig til at tage
nogle chancer og tal med nogen i en bar, og hvis de nævner et eller
andet mærkeligt act så følg din indskydelse, for det er tit der, der
gemmer sig nogle rigtig gode oplevelser.«

Christian Stadil. / Foto: Michael Bothager
Mikael Bertelsen
42
år, journalist og radio- og tv-personlighed. Har været på festivalen
omkring ti gange.
Hvordan har du det med Roskilde Festival?
»Altså
- det er enormt svært at regne ud og kalkulere sig frem til, at noget
skal have en sjæl. Folk forsøger ofte at slå kæmpe brød op og siger:
»det her bliver den største filmfestival« eller »vi skal have
kæmpearrangementer til København, så vi også kan blive ligesom
Barcelona«. Nu kender jeg ikke festivalens historiske baggrund, men jeg
kunne forestille mig, at den er startet med, at nogen har siddet omkring
et bål og spillet guitar, og så har det naturligt fået lov til at gro,
og et år har nogen måske sagt: »Hey, jeg kender en, der kan skaffe Bob
Marley, og så er han kommet, og så har det selv fået lov til at vokse.
Men hvad er sådan en begivenheds DNA? Det er jo, at det opstår ud af
noget naturligt, et behov. Det er det der giver ting får sjæl. Det hele
ser perfekt ud i de der ringbind, men hvor er det nødvendige?«
Hvad
gør det ved Roskilde Festivalen?
»At ligegyldigt hvor stort det
bliver, så står det altid på et fundament af noget naturligt.«
Din
bedste musikalske oplevelse på Roskilde Festival?
»Primal
Scream-koncerten som jeg ikke kan huske hvornår var. Det var kl. fire om
natten. Jeg var vild med Bobby Gillespie (sanger i Primal Scream og
trommeslager i The Jesus and Mary Chain, red.) og de havde lige udgivet
et album, der hed Sreamadelica – det husker jeg som den største
koncertoplevelse.«
Din værste oplevelse?
»Det var det
år, hvor jeg var dernede med to af mine venner og min far, og hvor vi
havde sat vores telt op ved siden af en toiletskurvogn. Den flød over,
så da vi kom tilbage til teltet var der tyve centimeter tis over det
hele. Jeg har ikke boet i telt dernede siden.«
Hvad vil du
aldrig gøre på en Roskilde Festival?
»Nøgenløb! Jeg har gået på
en kommunistisk lilleskole, hvor vi blev tvunget til at bade nøgne til
svømning blandt de andre fra de normale kommuneskoler.«
Le
Gammeltoft
32 år. Radiovært på DR P3 og dj. Har været på Roskilde
Festival fem-seks gange.
Hvorfor?
»Fordi det som
musikinteresseret er svært at forbigå den største festival i Danmark, og
folk er i godt humør, og der er god stemning. Det er ikke altid, jeg er
lige enig i bookningerne, men det lykkes dem altid at skaffe nogle
navne som jeg glæder mig til at se. I år er mit must see-navn et navn
jeg har gået og ventet på i mange, mange år: Prince. Og så glæder jeg
mig til at sende noget radio dernedefra, og så skal jeg dj’e dernede på
Promilleservice (club-scene med elektronisk musik, red.) på
campingpladsen og på Roskilde Skate. Jeg er ikke så god til det dér
telt-noget. Jeg er i mediebyen, for Roskilde er meget arbejde for mig.
Der skal jeg networke og møde nye mennesker og møde ens kontakter i
musikbranchen. Jeg er kun ude på pladsen, hvis jeg skal høre musik eller
selv er ude at spille, og så tager jeg hjem hver aften og komerm igen
dagen efter.«
Hvad betyder Roskilde Festival for dig?
»Sommer.
God musik. Godt humør. Glædeligt gensyn med mennesker, sammenholdet og
store musikoplevelser. En ting er at sidde derhjemmme og nyde musikken
helt alene på en plade på et anlæg. Men der er noget helt specielt ved
at stå titusinde mennesker og opleve noget sammen. Det er noget af det
største for mig. Det er helt enormt fantastisk.«
Din bedste
Roskilde Festival-oplevelse?
»At spille på Promilleservice sidste
år. Der stod flere tusinde mennesker på scenen ude på campingpladsen og
gik amok. Et af mine bedste jobs nogensinde. Og så var der LCD
Soundsystem i 2007, men altså jeg kunne nævne mange.«
Din
værste Roskilde-oplevelse?
»Grace Jones sidste år. Jeg elsker
hende ellers, men det var pinligt. Lyden var dårlig og vi ventede i tre
kvarter. Vi valgte at gå.«
Adrian Lloyd Hughes
48 år,
journalist og vært på DR2’s Smagsdommerne. Har aldrig været på Roskilde
Festival
»Jeg har hørt at Prince kommer i år, og jeg kender virkelig
mange begavede mennesker, der skal derned, men det kunne ikke falde mig
ind at købe en billet til Roskilde Festival.«
Hvorfor skal du
ikke derned?
»Fordi jeg resten af året får rimeligt meget kultur,
og juni og juli og lidt af august forsøger jeg så vidt muligt at rive
dagene ud af kalenderen. Min kæreste og jeg har et sommerhus ved
Rågeleje, hvor vi er ekstremt parforholdsagtige og lukker os omkring os
selv og hinanden og forsøger at lokke venner og bekendte derop. Det er
meget Claude Chabrol-agtigt du ved »Borgerskabets diskrete charme« med
utroskab i Hørsholm, og vi sammenligner vinetiketter fra Irma og den
slags. Jeg forestiller mig sådan en festival er en masse mudder som man
skal steppe rundt i og have en lille oppustelig gummibåd med som man kan
padle rundt i. Det er noget griseri. Og så er musikken ufatteligt
larmende og ødelæggende for ens høreorganer.«
Der sker
også meget andet end musik på Roskilde Festival, kvindefodbold, teater,
film, spoken word...
»Gør der det? Okay. Det er muligt.«
Skriv en kommentar