Føj til favoritter Del Send
Byliv | 24/10/11

Løbehjulere og skatere kæmper om skateparken

  • Foto: Mads Nissen Foto: Mads Nissen
Fælledparkens nye skatepark er blevet så populær blandt såkaldte sekundære brugere, løbehjul, cykler og rulleskøjter, at den tiltænkte største brugergruppe, skaterne, føler sig fortrængt.

Trængselsproblemet har givet anledning til konflikter mellem skatere og løbehjulere, men den ene brugergruppe har principielt ikke mere ret til området end andre, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).

»Skateparken er til for alle, og vi så helst, at alle de forskellige grupper kunne finde ud af at bruge den med respekt for hinanden, men så nemt er det åbenbart ikke. Derfor går vi nu ind og prøver at hjælpe dem med at finde en løsning,« siger Ayfer Baykal – og henviser til et brugerdialogmøde mellem skatere og løbehjulere, som kommunen arrangerede i forrige uge.

Læs også: Forbi Nørreport? Find en anden rute!

Kommunen kan sætte et skilt op
Siden brugerdialogmødet har Teknik- og Miljøforvaltningen været i tænkeboks og kommer inden begyndelsen af december med en handleplan for, hvordan skateparkens trængselsproblem kan ordnes, blandt andet på baggrund af tilbagemeldinger fra brugerne.

»Hvis nogle brugere anvender skateparken på en uhensigtsmæssig måde, f.eks. hvis de er til fare for andre eller ødelægger arealet ved forkert brug, så kan vi godt på et objektivt grundlag forbeholde brugen af arealet til en bestemt type brugere«, siger områdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen Nikolaj Hvingtoft Hansen og fortsætter: »Men kommunen er ingen myndighed, så vi kan ikke tvinge folk væk. Vi kan groft sagt hænge et skilt op. Og vi skal ikke til at have parkbetjente til at mandsopdække skateparken med løftede pegefingre. Så problemet er langt hen ad vejen noget, brugerne skal klare indbyrdes,« siger Nikolaj Hvingtoft Hansen.

Læs også guiden: Fem udendørs-caféer med legeplads

Men han påpeger samtidig, at der ikke er taget nogen endelige beslutninger endnu. Byens rum er konfliktfuldt Kristine Samson, adjunkt på RUC og forsker i det performative byrum, påpeger, at byrummet historisk set altid har været et konfliktfyldt rum.

»Det, der sker i skateparken, er ikke et nyt fænomen, da byrummet altid har været et konfliktfyldt rum. Som kommune bliver man nødt til at acceptere de konflikter, der ligger i byrummet, fordi der er grænser for, hvor langt planlægningen af byens rum kan styre menneskers adfærd i byen,« siger hun.

Hvem har retten til skateparken? Skriv din kommentar nedenfor i kommentarfeltet.