Præciser din søgning i menuen
Omtale
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 28/09/09

Kulturnatten 2009

  • Foto: Bjarke Ørsted Foto: Bjarke Ørsted

Kulturnatten falder på den den første fredag i skolebørnenes efterårsferie, som i år er 9. oktober.

Pris 85 kroner
I år er kulturnatpasset et kultur-kit. Et kulturkit er en pose med et kulturnats-program og et kulturpas i en pose. Den koster 85 kroner og kan købes på de fleste S-togstationer, museer og biblioteker i København og på Frederiksberg.

Gratis tog og bus
Kulturpasset giver fri adgang til alle Kulturnattens arrangementer og gratis transport med tog, s-tog, metro og bus i hele Hovedstadsregionen fra klokken 17 til 02. To børn til og med 11 år kan gratis følge med en voksen med kulturpas.

Adgang til museer resten af 2009
I posen er også en kulturbillet, der fra dagen efter Kulturnatten og resten af 2009 giver gratis adgang til en rækker kulturoplevelser.

Se listen over museer, udstillingsteder og andre gratis oplevelser.

Læs også:

Få tips og ideer til efterårsferien.
 

Sarah Skarum: Dødsruten

Foto: Ikke oplyst
Først forbi Funebariet, hvor sociologen Michael Hviid Jensen og Trio Cosmos fortæller om dødens historie i fem kapitler. Fra Middelalderens ide om den tæmmede død til vore dage, hvor vi forsigtigt tager hul på det store tabu og hvisker »memento mori«, husk du skal dø for at få hverdagen til at give mening. Michael Hviid Jensen fortæller, trioen spiller til, tænke på døden må man selv klare.
Funebariet, Nikolaj Plads 27, København K, kl. 18-00.

Så på cyklen og til Valby, hvor Jesuskirke , bryggerfamiliens kirke, ligger. Den åbner i anledning af kulturnatten dørene. Her er både mulighed for at komme op i tårnet og ned i krypten, hvor bryggerfamilien ligger begravet. Jeg satser på, at et besøg i kirken er lige så interessant som en rundtur på den gamle bryggerigrund – som alle burde gå søndagsture på hele tiden. Kan det nås, tager jeg en rundvisning, ellers må det blive lidt selvluskeri rundt i kirken.
Jesuskirke, Kirkevænget, Valby rundvisninger: kl. 19.30, 20.30, 21.15 og 22.15, kirken er åben fra 19-23

Sidste indslag bliver Assistens Kirkegård, som jeg bor lige ved siden af, men jo kun oplever i dagslys. På kulturnatten slår kirkegården dørene op og viser rundt bag de gule mure. Følg med og få fortalt socialismens historie gennem de socialister, der er begravet på kirkegården, hvis du er til rundvisning. Jeg tror nu, at jeg springer på »Lyd og Lys i Nattten«, hvor kirkegården tolkes af designere, skuespillere og musikere. Programmet lover tavse skikkelser, svævedamer og mumlemunke. Mon ikke der også kan dukke lidt mørkerædhed op?
Kulturcenteret Assistens, Kapelvej 4, København N. Assistens.dk.

Når besøget her er slut, satser jeg på at skåle for livet på baren Oak Room i Birkegade. Mon ikke en Dry Martini eller to kan få mig til at føle mig lidt i live igen?

 

Gitte Holtze: Vandvejen

Foto: Ikke oplyst
Det er så tilpas absurd, at jeg gerne vil se det – hvordan en oversvømmet McDonalds egentlig ser ud. Filmen ”Flooded McDonalds” er lavet af danske Superflex og handler i al sin enkelhed om, hvad der sker, når 80.000 liter vand vælter ud over papkrus, affald og statuen af ham Ronald McDonald. Det varer kun 20 minutter, men sikkert 20 interessante af slagsen.
Cinemateket , Gothersgade 55, København K kl. 19.00, 19.30, 20.00, 20.30 og 21.00. www.cinemateket.dk

Næste stop bliver Christiansborg Slotsplads , hvor jeg vil se kunsteren Moffeice – som rigtigt hedder Morten H. Mikkelsen – kreere isskulpturer. Modsat normal billedkunst er jeg ret fascineret af iskunst, bl.a. fordi is jo er ikke er konstant, men smelter, men også fordi man kan få isskulpturer til at se endnu mere fantastiske ud, når man oplyser dem med ild og lys. Som Moffeice lover at gøre.
Christiansborg Slotsplads, København K, Kl. 18-24. Moffeice.dk

Al det vand og is vil helt sikkert få mig til at tænke klimatanker, så næste stop på ruten vil være Statens Museum for Kunst , hvor jeg vil se udstillingen »Nature Strikes Back«. Den handler om, hvordan vi mennesker har behandlet naturen, siden vi blev sat på Jorden, fra dengang vi var helt afhængige af den til nu, hvor vi er godt i gang med at smadre den. Jeg tror, det er en supertankevækkende udstilling.
Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København K, kl. 21.00, www.smk.dk

 

Kristoffer Zøllner: Økologi og videnskab (og en bajer!)

Foto: Ikke oplyst
Min aften starter kl. 18 med arrangementet »oplev industrimonumentet Gamle Carlsberg og Æresboligen, og mulighed for besøg i de "hemmelige" kældre.« Det er der to simple årsager til:
1) At jeg endnu ikke har været forbi den nye og efter sigende spændende bydel i de gamle Carlsberg-område.
2) At jeg med nostalgi husker tilbage på folkeskolens årlige besøg på bryggeriet, hvor man efter rundvisning fik lov til at bælle sodavand ad libitum - og som regel kun nåede tre, inden man bøvsende løb rundt og ledte efter toilettet. Denne gang håber jeg dog på en kold øl at starte aftenen med.
Åbent hus på Carlsberg Besøgscenter varer til kl. 23.30. Carlsberg Besøgscenter, Gamle Carlsberg Vej 11, Valby, www.visitcarlsberg.dk

Fra Valby Bakke går turen til Krystalgade i city. Kl. 19 starter nemlig »Et show om de helt store spørgsmål tilsat Akademiet for Utæmmet kreativitet.« Sådan lyder beskrivelsen, og hvad er mere tillokkende end de helt store spørgsmål - især hvis man kommer tættere på et svar. »Dit nanosekund på kloden!« blander naturvidenskab med artisteri, performance, lys og lyd, og det skal nok blive underholdende.
Københavns Hovedbibliotek , Krystalgade 15, Kbh. K. Kl. 19

Fra nycirkus og forhåbentlig med en god portion nyerhvervet viden, er det blevet tid til »Paint-party & økologisk happening« i Botanisk Have. Hvis vejret er godt, lyder denne kunstfest og fernisering som det helt rigtige sted at bruge resten af aftenen (til kl. 24.00) i godt selskab med altid underholdende Master Fatman og ditto inspirerende gastronomi-godfather Claus Meyer. Der er både musik, fælles maleri, suppegryde, gambiansk te-ceremoni og økologiske øl og sodavand.
Botanisk Have, Gothersgade 128, Kbh. K: : Yabba Yabba.

 

Christina Majcher: Tilbage til fortiden

Foto: Ikke oplyst
Jeg vil indlede aftenen med at få løftet humøret, sat gang i benene og nyde et glimt af fortidens natteliv på Arbejdermuseet i Rømersgade, hvor orkestret Swingstyrke 7 spiller op til bal som dengang i 30erne. De energiske dansere fra Swinging Heptown danser for og giver undervisning. Første session foregår fra kl. 19 til 19.30, men man kan hoppe på hver hele time til og med kl. 23.
Arbejdermuseet, Rømersgade 22 fra kl. 19-24

Herefter går turen til Stærkekassen , som lægger scenerum til et rockteaterportræt af et andet sted, der ikke findes mere, nemlig Ungdomshuset på Jagtvej. Rockteaterkoncerten »69« fik både anmelderroser og en Reumert og har været på turné landet rundt – og rammer altså København med hele to forestillinger på Kulturnatten.
Stærekassen, August Bournonvilles Passage 5 kl. 20 og kl. 22.30.

Og så skal der chilles. Før i tiden tænkte jeg på Brorsons Kirke på Nørrebro som ”den der kirke med de elektroniske chilloutarrangementer”. Siden er kirkens navn blevet landskendt for en helt anden og betydeligt mindre afslappet sag, men mon ikke roen sænker sig lidt igen, når kirken lægger rammer om det fredfyldte ChurChill-arrangement, hvor blid electronica fra knitrende laptops kombineres med smukke visuals i kirkehvælvingerne – og varm farvelkakao i døren.
Brorsons Kirke, Rantzausgade 49 kl. 19-24.

 

Kasper Olsen: Eine kleine Nachtmusik

Foto: Ikke oplyst
Darwin med lyd på
Hvis man har gået og savnet et soundtrack til Darwins evolutionsteori, så er der håb på Kulturnatten. Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet har sat lys på udstillingen »De dyrkede arters oprindelse« i haven, og tyske Liquid Rockz krydrer den oplyste udstilling med evolutionær underlægningsmusik.
LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, Grønnegårdsvej 15, Kbh. Ø. Kl. 18-22.

Mørke sange i festsalen
Danske Murders dystre, men smukke neo-folk sange passer perfekt til det københavnske efterår. På Kulturnatten kan man høre bandet i fornemme rammer, i festsalen på Københavns bymuseum.
Det sker på Københavns Bymuseum , Vesterbrogade 59, Kbh. V. Kl. 22-23.

Koncert og fodbad
Fodbadskoncerten i Sjællandsgade Bad er en Kulturnat-klassiker. Thomas Negrain er også på plads i år, hvor han synger sange fra sit album, ja, mens man bader fødderne i varmt vand med salt fra det døde hav.
Det foregår i Sjællandsgade Bad, Sjællandsgade 12 A, Kbh. N kl. 18.30-19.30, 20, 21 og 21.30-22.30.

 

Else Bjørn: Dans og gastronomi

Foto: Ikke oplyst
En tanke, som danses
Tangoen er en trist tanke, som danses. Sådan siger argentinerne om den dans, der samler unge og gamle på pladser og i barer i Buenos Aires, hvor kvinderne lader sig føre til tangoens nostalgiske toner. Den argentinske tango har bredt sig som en skovbrand til resten af verden. Den bliver danset ved fontænerne i Central Park i New York og utallige steder i København, hvor tangofolket er en stor, blandet danseglad flok. Du kan selv lære tangoen elegante trin i Kulturhuset i Indre By på Kulturnatten, hvor Tangoforeningen holder fire workshops. OBS: Sko med glatte skåler er nemmest at danse i.
Et strejf af tango, Kulturhuset Indre By , Charlotte Ammundsens Plads 3, Kbh. K. Kl. 18-19.30, 19.30-21, 21-22.30, 22.30-00.00.

Modellervoks og Madonna
Er du også vild med Pingu og Wallace & Gromit-animationsfilm, hvor figurerne er lavet af modellervoks? I Cinematekets workshop i Film-X kan du selv forsøge at gøre tegnefilmmagerne kunsten efter. Først former du figurer af modellervoks, derefter filmer du en lille sekvens og til sidst lægger du lyd og musik på din mini-film. Cinemateket har masser af aktiviteter på kulturnatten, som i filmhuset slutter med to Madonna-film, der bliver vist i biograferne Asta og Carl kl. 22 med efterfølgende drinks og Madonna-dj i kælderen.
Cinemateket, Gothersgade 55. Kbh. K. tlf. 33 74 34 00. Kl. 17-23. Madonnafilm uden kulturpas koster 65 kr.

Smag og naturvidenskab
Det Biovidenskabelige Fakultet LIFE, som før hed Landbohøjskolen, har sat et væld af aktiviteter i sving på kulturnatten. I et af auditorierne kan du lære, hvordan man fremstiller øl og vin og få lov at smage på varerne. Om du er en super-smager kan du teste i sansebaren på institut for Fødevarevidenskab, hvor studerende og kokkeelever vil lege med vores faste forestillinger om mad, hvilket også sker på toprestauranter som Fat Duck i London og ElBulli i Spanien, der bekender sig til molekylær gastronomi. I biblioteket kan du få en ekspert til ud fra et medbragt æble at fortælle, hvad æbletræet i din have hedder, og hvor det kommer fra. Det er blot et lille udpluk, og Café Væksthuset serverer mad og drikke hele aftenen.
Det Biovidenskabelige Fakultet, Bülowsvej 17, Rolighedsvej 30 og Dyrlægevej 1, Frb. Kl. 18-22.

 

Theis Lange Olsen: Kæft, jazz og gru

Foto: Ikke oplyst
Krig kan ikke opleves hver dag. Og gudskelov for det. Som tidligere rekrut er tanker om nætter uden søvn, bæltekøretøjers buldren og snigløb gennem tæt krat dog ikke helt uvante. Derfor starter min aften med et besøg hos Den Kongelige Livgarde i Gothersgade, hvor man kan få et sjældent indblik i danske soldaters hverdag i Afghanistan. Våben og udrustning udstilles, og kamptropper viser, hvordan krig udkæmpes om natten.
Livgardens Historiske Samling, Gothersgade 100, 18-00, læs mere på www.forsvaret.dk.

Jeg fortsætter i det alvorlige hjørne med en tur på Det Humanistiske Fakultet, hvor filmekspert Peter Scheppelern med udgangspunkt i Lars von Trier fortæller om de mørke sider af menneskeheden. I sommer vakte han international opsigt med sin gåsehudsfremkaldende naturgyser »Antichrist«, der delte anmeldernes vande og fik de største kritikere til at kræve en forklaring fra von Trier. Foredraget vil kredse om det dæmoniske og uhyggelige, som altid har været et vigtigt element i instruktørens værker.
Det Humanistiske Fakultet, bygning 22, lokale 22.0.11, 21-21.45.

Nu er det tid til en slapper og en bajer. Uhygge byttes ud med hygge. Hvordan gør man det bedst? Med nordisk jazz af Lars Winther Trio i det stærkt inspirerende og smukt beliggende Dansk Arkitektur Center . De bløde toner vil uomtvisteligt give stof til eftertanke oven på aftenens tidligere oplevelser. Trioen er ung og københavnsk, tager udgangspunkt i den særlige nordiske tone, men udforsker moderne jazz-lyd med elementer af latin, synths og percussion. Og så kan de meget vel udvikle sig til et dansk svar på norske Tord Gustavsson.
Dansk Arkitektur Center, strandgade 27 B, Kbh. K. 22-23.45.

 

Lars Rix: Børnenes by

Foto: Ikke oplyst
Hvad skal der til for at byen bliver et godt sted at være for børn? Hos Dansk Arkitektur Center får børnene selv lov til at komme med et bud på, hvordan de ville skabe liv mellem byens boligkarréer. I et værksted for både børn og voksne er der mulighed for at bygge byrum i genbrugsmaterialer. Her er hjælp at hente fra DACs undervisere, som hver time tilbyder indføringer à 15 min. til byrum for både børn og voksne i DACs aktuelle udstilling om byrum.
Børn og Byrum, Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27 B, Kbh. K. 17-22

Backstage til TV-Avisen
For første gang får offentligheden nu mulighed for at opleve hele den færdigbyggede DR By og det imponerende Koncerthus – og dermed få et ærligt indtryk af, hvad alle milliarderne er gået til. På kulturnatten bliver der mulighed for at se de forskellige studier – ikke mindst studie 5, hvor de store underholdningsshows bliver skabt. I det hele taget kan man opleve alt fra imponerende arkitektur, rekvisitter, special effects, koncerter og rundture i kulisserne hos DR.
DR, Emil Holms Kanal 20, Kbh. C, kl. 18-23

Du er en tegneserie
Frederiksberg Bibliotek bliver manga-universet vakt til live, når publikum kan opleve optræden af levende manga-figurer, være med i Manga-paratviden-quiz med præmier til de tre bedste hoveder og tage en stak gratis manga-hæfter fra Forlaget Carlsen med hjem. Rummet er udsmykket med dragter, plakater og infotavler.
Manga live: show, udstilling og quiz, Frederiksberg Bibliotek, Falkoner Plads 3, Frb. kl. 20-22

 

Gå i klima på kulturnatten

Foto: Ikke oplyst
Den københavnske Kulturnat 2009 lægger sig flere steder godt op af det kommende COP15 topmøde med massevis af klima-arrangementer. Find den klimavenlige guide til kulturnatten på berlingske.dk
 

Kulturnat i sidste øjeblik

Foto: Ikke oplyst
Kulturnat, er det ikke håbløst, hvis man ikke allerede har lagt en rute, bestilt billetter og stillet gummistøvlerne frem?

Ikke det fjerneste, byen er fuld af fantastiske arrangementer, man bare kan dumpe ind til. Her er et udvalg: fra klostre til kollegier, kasserner, kannibaler og kvækere eller bomber og bønner. Læs mere om

 

Skriv en kommentar

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.

 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media