Det fik børn og unge i hobetal til at spærre øjnene op og forfølge ham for at få en tur. En ellers trist og udsigtsløs hverdag blev pludselig lidt mere spændende.
Kort efter fik Kristoffer Nilaus Tarp - ansat af EU i Afghanistan - kontakt med Oliver, og det blev startskuddet til fundraising-projektet "Skateistan", der i dag har uddannet skateboard-instruktører og skabt et unikt miljø med en indendørs skaterpark i Kabul. Lørdag modtog Kristoffer Nilau Tarp prisen "KPH Award" på 25.000 kr.
"Det er sjovt pludselig at stå med en check i hånden og være en del af en rigtig prisoverrækkelse. Prisen betyder en del, fordi juryen lagde meget vægt på, at projektet var professionelt udført. Det er vigtigt for fremtiden, når vi igen skal ud og skaffe sponsorer," siger Kristoffer Nilaus Tarp.
De 25.000 kr. bliver dog ikke sendt direkte til Kabul, men bruges i stedet på næste års støttefest og andre af foreningens udgifter.
Fra 7.000 til 500.000 dollars
"Skateistan" er et succes-projekt ud over det sædvanlige. Tidligere i år samlede Kristoffer Nilaus Tarp penge ind ved at lade kunstnere som Olafur Eliasson og Kristian von Hornsleth dekorere skateboards og sælge dem på auktionen lauritz.com.
Senere løb arrangementet "Skateistan Fundraiser CPH 2009" af stablen i Copenhagen Skatepark, hvor blandt andre Trentemøller, Filur og Bli Glad optrådte og opfordrede folk til at støtte projektet.
I dag er projektet blevet kopieret i Norge og Sverige og sat i gang i Tyskland og England. Kristoffer Nilaus Tarp arbejder ikke længere i Kabul, men er flyttet med sin kone til New York, hvor han fungerer som talsmand for "Skateistan"'s amerikanske afdeling og arbejder med et budget, der er steget fra 7.000 dollars i 2008 til 500.000 dollars i år.
"Vi hviler ikke på laurbærrene, men forsøger nu at stable skateparker på benene i fem nye byer i Afghanistan. Og så er der også en plade på vej. Der har været en masse undergrundsmusikere inde over, og de vil gerne lave en støtteplade," siger Kristoffer Nilau Tarp.
Støttefesten i København i 2010 bliver meget lig den i 2009, men der arbejdes i øjeblikket på at udvide med tøjsalg.
Juryen blev i øvrigt så berørte af projektet "Skurvognen på Blågårds Plads", at de valgte at uddele en specialpris - i form af tøj fra Henrik Vibskov.
Læs også: Unge iværksættere hyldes med prisshow
Læs også: Tag med til "Skateistan"