I januar 2005 vedtog Københavns Borgerrepræsentation at udvikle Kødbyen, specielt den Hvide, så området, udover firmaerne i fødevarebranchen, kommer til at huse kreative lejere fra brancher med mode, design, gastronomi, musik og arkitektur på dagsordenen.
I Kødbyen findes en interessant arkitektonisk blanding mellem funktionalistiske bygninger fra 30ernes København og et omkringliggende område med kreative aktiviteter i tidligere kalve- og fårefolde.
Indtil for få år siden var Kødbyen lukket for offentligheden og husede kun slagtererhverv og tidlig morgentrafik fra restauratører med storindkøb som ærinde. Siden 2005 har området undergået en forvandling hen mod en ung kreativ og gastronomisk bydel. Flere barer er rykket ind i Den Hvide Kødbys fredede karakteristiske slagterlokaler, heriblandt kunstbaren Karrierebar, Jolene Bar og Kødboderne 18, som garanterer det skæve møde mellem forskellige publikummer hver weekend. Alle med samme formål. At se og blive set!
For den kunstinteresserede er det værd at holde øje med Galleri Bo Bjerregaard og V1 Gallery, begge beliggende på Kødbyens Flæsketorv. Førstnævnte repræsenterer flere af Europas største kunstnere i Skandinavien. V1 Gallery, der i 2005 blev kåret som årets bedste galleri, har som fokus at byde beskueren på en udfordrende og underholdende kunstoplevelse når de inviterer indenfor til ferniseringer med blandt andre HuskMitNavn, Kasper Sonne, samt en lang række internationale kunstnere.
I det kommende år bliver Københavns nye bydel yderligere udvidet med økologiske handelstilbud, en variation af nyskabende restauranter, design, fotogallerier, et New Yorker inspireret træningscenter, en gammel pølsevogn fra 50erne og et stort kontorlejemål, som samler Københavns kreative kræfter.
Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.
Prøv Berlingske 1 måned for 49 kr - inkl. adgang til avisen på mobil og iPad
Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.