Føj til favoritter Del Send
Byliv | 30/05/18

Københavns kommende bro forsinket af kran-knæk - åbner først i 2019

  • "Lille Inderhavnsbro", der skal forbinde Blox (afbilledet) med Christianshavn, bliver forsinket efter et stort uheld.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

    "Lille Inderhavnsbro", der skal forbinde Blox (afbilledet) med Christianshavn, bliver forsinket efter et stort uheld.

    Foto:
København får alligevel ikke en ny bro over havneløbet i 2018. En kran er knækket og har ødelagt brofag.

Det er ikke let at bygge broer over Københavns havneløb. "Inderhavnsbroen" - kendt som kyssebroen - blev plaget af fejlkonstruktioner og entreprenørkonkurs. Og nu er den kommende "Lille Langebro" ramt af et voldsomt uheld.

Dermed bliver broen ikke som ventet færdig i efteråret 2018, hvor den skulle forbinde Christianshavn og Blox, der er den nye markante bygning for enden af Vester Voldgade.

»For nogle uger siden blev de fire brofag til "Lille Langebro" lastet på en pram hos Hollandia BV i Schaardijk, Rotterdam. Under lastningen knækker kranen og taber et af brofagene ned over et andet, der allerede var placeret på transportprammen. Uheldet betyder, at brofagene ikke er blevet sejlet til København og monteret på bropillerne som først planlagt,« skriver Blox i en pressemeddelelse.

Udviklingen beskrives som "sort uheld", der sandsynligvis skyldes en fejl på kranen. To brofag er totalskadede og skal bygges fra bunden igen.

Hvornår broen kan blive færdig vil Blox først melde ud senere, når skaderne er opgjort. Men det oplyses, at det har taget mere end et år at bygge de nu totalskadede brofag.

»Vi er meget kede af og ærgerlige over, at denne uforudsigelige hændelse forsinker broens færdiggørelse. Ikke mindst i forhold til naboerne og de mange, som glæder sig til byens nye forbindelse. Samtidig er vi dog meget lettede over, at ingen mennesker kom alvorligt til skade under hændelsen,« skriver administrerende direktør i Realdania By & Byg Peter Cederfeld.

Den nu åbnede "Inderhavnsbroen" stod længe som ufærdig, da den blev forsinket i årevis. Ikke bare var der store fejlkonstruktioner, men entreprenøren gik også konkurs. Det sendte prisen markant op.

Blox, der er ejes af Realdania, oplyser ikke prisen for "Lille Langebro" efter uheldet.

/ritzau/