Og vende tilbage til den danske hovedstad, som, ret beset, gerne skulle spille hovedrollen i denne spalte, skal vi også nok om et lille øjeblik. Men lad os lige bie en stund ude i den store verden. Inden havde jeg fyret godt op under mine to ledsagere, som begge skulle på deres jomfrurejse til Manhattan: »Det er helt vildt.

Der er simpelthen så hektisk, så alle bare skal opleve New Yorks gader en gang i deres liv.« Måske vidste jeg godt, at New York slet ikke var sådan, som jeg havde indprentet mig den. Jeg har trods alt været i metropolen et par gange, siden jeg besøgte den første gang i slutningen af 1980erne. Men det var tilsyneladende mit første møde med byen, der stadig prægede min opfattelse af den. Godt nok var jeg ung, uprøvet og ikke synderligt hærdet dengang, da min bror og jeg vovede os på storbyferie i The Big Apple.

Men alligevel må man bare konstatere, at New York godt nok har ændret karakter. I løbet af den korte tid, vi var der dengang, fik vi både tilbudt illegale kørekort og kokain af mænd med tunge guldkæder, solbriller og leopardmønstrede hatte. Vi oplevede at måtte dukke os, fordi en luder kastede med en flaske på vej fra Madison Square Garden til sin arbejdsplads på 42nd Street. Hun brød sig åbenbart ikke om at blive kaldt Madonna af sine limsnifferhæse veninder, skønt hun lignede sangerinden til forveksling.

Vi så en gammel mand blive væltet omkuld og få stjålet sine penge. En gal mand holdt et biografpublikum, der stod i kø, i skak med en jernstang i hedebølgen. Vi måtte vente i en skobutik, fordi der var skyderi på gaden udenfor. En sindssyg kvinde med skidt i rynkerne dukkede pludselig op foran mig på fortovet og skreg mig ind i ansigtet med sin tandløse mund. Plattenslagere og tiggere hev og sled i en, politibilernes sirener holdt en vågen om natten, mens Harlem ikke var noget, man som hvid skulle besøge. Og de hjemløse lå og sov som menneskelige bylter her, der og alle vegne. Næsten ikke til at skelne fra det affald, der hobede sig op i alle gader, fordi skraldemændene var gået i strejke. Det var den by, Robert di Niro besluttede sig for at rydde noget hårdhændet op i i filmen »Taxi Driver«, og det var lige før, man forstod ham.

Ak ja, det var dengang. Før borgmester Rudy Giuliani indførte sin »tough on crime-politik«, der mugede godt og grundigt ud i New York og placerede en politibetjent på hvert andet gadehjørne. New York er ikke til at kende igen. Nu minder kaotiske og farlige Times Square om Disneyland. Det kan godt være New York ynder at kalde sig »the city that never sleeps«, men lidt mere søvnig er den altså blevet. Gud ske lov. Undergrundsbanen er for alle og er ikke længere oversmurt med graffiti – den ser man for resten heller ikke noget af andre steder. Affald? New York, i hvert fald der hvor turisterne færdes, er i meget renere end verdens miljøhovedstad, København.

Det er jo sådan set paradoksalt. Nu er der næppe nogen, der vil beskylde den hjemlige miljø – og teknikborgmester Klaus Bondam for at være en Giuliani. Men var det ikke en ide at indføre mere hårdhændede metoder for at komme vores egne affaldsproblemer til livs? Vi kunne jo starte med nultolerance over for graffitilømler og en klækkelig bøde til alle dem, der smider pizzabakker og gratisaviser på gaden. Hvis byen så samtidig vil indføre større og flere – mange flere – skraldespande. Men hvem skal håndhæve det? Politiet? De skal jo afspadsere efter miljøkonferencen. Vi er jo så opsatte på at rydde op i resten af verden. Fint nok Men hvad med også at feje for egen dør?