Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 10/12/09

KBH 24-7: Et lille lys i mørket

  • Foto: Bob Katzenelson Foto: Bob Katzenelson
Forleden dag gik jeg en tur i Ørestad. Trods spredte arkitektoniske højdepunkter som kollegiet, gymnasiet, VM-husene og nogle af universitetets nye bygninger kan det nemt forekomme at være noget af en ørkenvandring og specielt da i decembermørket.

Det er utroligt, så hurtigt området er blevet udbygget, og så ringe helhedspræget er. Ligesom ved Københavns havn og en række af landets andre havnebyer hvor der pludselig var en oplagt chance for at bygge nyt og noget med kvalitet, og et sted mennesker havde lyst til at komme. Og så blev det tabt på gulvet.

Nå men, anledningen til udflugten fra Islands Brygge til Bella Center var, at der er blevet tændt nogle lys i mørket. Det er et af de kunstprojekter, der er ved at drukne i mængden af alle de andre kunstprojekter i anledning af klimatopmødet, men til lige akkurat dette projekts forsvar skal det nævnes, at det har været meget længe undervejs. At klimaet er et tema er for så vidt også tilfældigt, men sammenfaldet med COP15 forklarer formodentlig, at nogle af projekterne er noget mere tunge og banale i deres symbolik, end man sædvanligvis forventer fra de deltagende kunstnere. Eller i hvert fald de fleste af dem.

Men det var faktisk en fin tur. Nok var den ikke så dramatisk, som da H.C. Andersen for efterhånden nogle år siden foretog en fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager, men der var flere bemærkelsesværdige oplevelser undervejs. På én facade er der projiceret et billede af en radiator, et andet sted står en havareret bil spøgelsesagtigt glødende i et overnaturligt lys. På Emil Holms Allé kan man høre tre lysende dukker giver forskellige parodiske versioner af holdninger til klimaet, i Ørestad Gymnasium hænger en stor globus med skiftende billeder, og går man ind i Tv-Byen, får man et glimt af en video på væggen, hvor man ser nogle enorme film. Man tænker sig, at det er Stillehavet eller et andet dramatisk ocean, men kigger man længe nok, får man øje på et udsnit af en bygning, der pludselig gør værket meget nærværende.

I afdelingen tæt ved Bella Center er det den meget kendte aktionskunstner, eller hvad man nu skal kalde ham, Jens Galschiøt, der har et større arrangement med nogle utvetydige budskaber til de delegerende. Jens Galschiøt er en slags uofficiel verdensmester i meget effektive skulpturer båret af en tydelig symbolik og et imponerende netværk, der betyder, at mens andre taler om, hvad de kunne tænke sig at gøre, så får han stillet sine skulpturer op rundt om i verden på steder, hvor de rammer et meget stort antal mennesker. I anledning af klimatopmødet kan man også rundt om i København møde hans blinkende røde lys i syv meters højde, der fortæller om, hvor galt det går, hvis det går helt galt.

Udstillingsprojektet fokuserer med andre ord på lyskunst. Den store mand i dansk lyskunst, Thorbjørn Lausten, deltager således med et markant værk, og de øvrige kunstnere er Karoline H. Larsen, Anders Bojen & Kristoffer Ørum, Steven Scott, Thomas Lindvig, Miriam Karpantschof & Jari Haanperä, Birgit Johnsen & Hanne Nielsen samt Thyra Hilden & Pio Diaz.

Men måske er det mest interessante, at der her er nogle bud på, hvilken slags kunst, man kan placere i en bydel med Ørestads arkitektoniske kendetegn. Rytterstatuer, historiske mindesmærker og buster til minde om digtere og videnskabsmænd passer bedst til de gamle brokvarterer og til Frederiksberg og til det lille anlæg i landets andre provinsbyer. I mange forstæder og nye bydannelser er der tit opstillet en mere eller mindre intetsigende abstrakt skulptur af den slags, alle forbipasserende hurtigt glemmer. Det gør de i øvrigt tilsyneladende i al almindelighed, og sjæle, der som jeg er følsomme på lige dét punkt (men så heller ikke andre!), bliver stadig rystet over, at der bliver stillet cykler op ad skulpturer. Det er muligt, de ikke siger en noget, men det kunne jo være, der var andre ...

Hvilken slags kunst skal der til i Ørestad og i Blokland og andre forstæder, hvor der er fladt og bredt og højt til himlen og store bygningsvoluminer? Selv en høj mur af Per Kirkeby drukner jo under de forhold. Selv store skulpturer af nogle af vores mest drevne billedhuggere kommer til kort over for den visuelle kraft og støj, der er fra disse heftige bygninger og store infrastrukturanlæg.
Men måske fungerer midlertidige skulpturer, måske giver det mening med skulpturer i lys og underspillede kunstværker - og det kan man se for sig selv ved at tage en eventyrlig fodrejse til Amager den næste uges tid ...

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

Unfair at bedømme Ørestad ud fra Bella Center i december '09

Kom tilbage Mr. Weirup og oplev den nyåbnede Foodshop 55, Café 8-tallet, Plug'n'Play i Ørestad Syd, de økologiske nyttehaver, Naturcenteret, molepladsen med kajakudlån og Naturlegepladsen Himmelhøj.

 

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media