Føj til favoritter Del Send
Byliv | 03/04/18

Kæmpe legeplads for børn og unge er åbnet midt i København

  • Foto: Rasmus Hjortshøj Foto: Rasmus Hjortshøj
På Christians Brygge nærmer det store BLOX-byggeri færdiggørelsen, men det er ikke kun for voksne. Der er også skabt et stort uderum, hvor både børn og unge kan boltre sig.

6. maj 2018 er der officiel åbning af det store byggeri ved havnen, men allerede nu kan børn og unge benytte sig af den stor legeplads, som er integreret i byggeriet. BLOX er tegnet af hollandske Rem Koolhaas samt hans internationale tegnestue OMA og finansieret af Realdania.

Legepladsen består bl.a. af sandkasser, rutsjebaner, gynger og soppebassin for de yngste samt boldbur, trampolier, overdækkede opholdsarealer og skate- og rulleskøjtebelægning til de større børn og unge.

Læs også: Blox-byggeri - en katastrofe eller en lysende perle på havnen?

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er glad for, at Realdania har tænkt udeområder ind i byggeriet:

»Byrum skaber liv i byen, fordi de giver københavnerne mulighed for at komme ud af lejlighederne og gøre brug af byens attraktioner, som dermed er med til at skabe fællesskab helt lokalt. Derfor er det en kæmpe gevinst, når BLOX-byggeriet på denne måde giver noget tilbage til byen og til københavnerne. Det kan vi alle være glade for og tilfredse med,« siger Ninna Hedeager Olsen.

Læs også: Se listen: 10 forårsting du ikke må gå glip af i København

Et nyt rum for byens børn

For at få mest mulig ud af legeområdet har man samarbejdet med institutioner og skoler i København.

Om resultatet siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) bl.a. at han er både glad og imponeret over de nye legemuligheder midt i byen:

»Legepladsen ved BLOX emmer af den samme innovation som bygningen. Detaljerne er gennemtænkt, og jeg glæder mig til at se både Den Classenske Skole og institutionen Vartov såvel som Københavns børn gå på opdagelse på byens nyeste legeplads. Den meget anderledes måde at tænke legeplads vil give gode muligheder for fri leg og afslapning for børn i alle aldre, siger Jesper Christensen.

Legepladsen vil være åben hver dag fra kl. 8-20.

Læs også: Klar til sommer? Nu er rosé-rundfarten tilbage i byens kanaler

Selve BLOX-bygningen kommer til at rumme Dansk Arkitektur Center og Dansk Design Center samt kontorer, boliger og en stor tagterrasse. Navnet BLOX er inspireret af opbygningen med en række blokke, der er stablet forskudt oven på hinanden.

Hvad: BLOX-legeplads
Hvor: Frederiksholms Kanal 30, København K
Hvornår: Åbnede 15. marts 2018. Kan besøges alle dage mellem kl. 8-20