Fra på lørdag og en uge frem bør man ikke gå tur på havnen i Dragør, hvis man vil være fri for summende liv og nysgerrige børn.
Dragør Museum rykker nemlig udendørs fra 24. – 31. juli og sætter havnen på den anden ende. Børn og familier, der har nysgerrigheden i behold, kan i denne uge deltage i og opleve alle hånde maritime aktiviteter.
Føl en ål
På havnepladsen vil der være workshops for børn med levende havdyr i følekar. Der vil blive dissekeret fisk, så ingen efterfølgende vil være i tvivl om, hvordan hjerte, rogn og milt ser ud på et væsen fra havet. Og man kan få udbvidet sin erfaringshorisont ved at føle på levende krapper, ål og fladfisk.
Fiskerkonerne vil tilbyde smagsprøver, og faldbyde havspecialiteter eller blot en kvalificeret snak om dagens fangst mens den renses, ryges og saltes. For de fingernemme bliver der mulighed for at lave smykker af muslingeskaller eller bygge modelskibe.
Kutterlydkulisse
Der vil også være aktiviteter til vands. Fra pontonen kan man tage på tangsafari eller gå på krappefangst fra bolværket. Og for de modige vil der være mulighed for at forsøge sig som havkajakroer.
For at skabe den helt rigtige lydkulisse fra dengang farfar var ung, vil alle ugens mange aktivitetern foregå til lyden af fiskekutteren Elisabeths gamle motor.
Der vil også være mulighed for at besøge Dragør Museums særudstilling "Det blå spisekammer" og få historien om, hvordan man har fisket i Øresund gennem de sidste 800 år.
Find flere aktiviteter for børn i AOKs sommerguide 2010