Føj til favoritter Del Send
Byliv | 30/07/18

Jesper Høvring: »København er sådan lidt forstadsagtig i forhold til andre storbyer«

 

 

Aktuelle begivenheder:

  • Foto: Simon Læssøe / PR Foto: Simon Læssøe / PR
  • Designer Jesper Høvring fotograferet ved hans butik på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg. Foto: Simon LæssøeDesigner Jesper Høvring fotograferet ved hans butik på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg. Foto: Simon Læssøe
  12  
Modedesigneren Jesper Høvring, der bl.a. skaber kjoler til de kongelige, har et tæt forhold til København. I dag bor han i Hellerup, men han drømmer om at vende tilbage til byen, når børnene er store.

Hvad er dit forhold til København?
»Jeg elsker København og alt ved byen - både sommer og vinter. Vi er dog, ifølge min kone, flyttet på landet, da vi nu bor i Hellerup. Men når børnene er blevet store nok, er drømmen, at vi skal tilbage til København. Vi diskuterer dog stadig, hvad der er København. Min kone vil gerne tilbage til Frederiksberg, hvor vi boede før, men jeg vil helst ind og bo i en eller anden baggård i Store Kongensgade i København K, sælge bilen og bare bruge pengene på at rejse og gå ud og spise.«

Hvad er det bedste ved København?
»Det er, at byen har en puls og nerve, som passer til mit tempo. Modsat for eksempel Berlin, London eller Paris, hvor der virkelig er knald på. København er blevet en rigtig god metropol, som har mange cool steder, hvor man kan hænge ud og få en drink eller spise. Jeg elsker storbyer, men jeg skal ikke bo der. København er sådan lidt forstadsagtig i forhold til andre storbyer, men det bliver aldrig en storby som Paris eller London, og det elsker jeg. Det tager jo næsmest kun otte minutter at cykel ind til centrum fra udkandten af byen. Jeg cykler på arbejde næsten hver dag gennem Østerbro og Nørrebro, til jeg rammer Frederiksberg, hvor mit kontor og min butik ligger. Det er fantastisk nemt at komme rundt i byen. Men jeg bruger sjældent København til shoppingture. Det er mere bare ind og ud af byen målrettet efter det, jeg skal.«

Hvad er det værste ved København?
»Alt byggeriet og larmen, der hører med. Det er jo nødvendigt, og når først det er færdigt, bliver det rigtig godt. Trafikken kan også være lidt anstrengt, når man er i bil. Der kan jeg godt bliver irriteret over, at man konstant skal uden om et eller andet byggeri, og når man endelig er fremme, så skal man bruge tid på forgæves at lede efter en parkeringsplads. Af samme grund cykler jeg stort set til alt, det er bare nemmere og hurtigere.«

Hvor kan du lide at spise i København?
»Hvis jeg bare skal have noget hurtigt, tager jeg op på Illum Rooftop. Der er fire barer og fire restauranter, så det er nemt og hurtigt, og hvis der er kø et sted, går jeg bare videre til det næste. Det er sjældent, at jeg spiser lange måltider, når jeg er inde i byen. Derfor var jeg også ret glad for Papirøen, hvor der var masser af lækker streetfood. Jeg glæder mig til der kommer noget nyt, som kan noget af det samme. Men hvis jeg skal ud og spise om aftenen, kan jeg godt lide at spise på The Market eller PS Bar & Grill. De ligger begge så dejligt centralt, og jeg elsker konceptet på The Market med asiatisk delemad.«

Hvor drikker du fredagsdrinks i København?
»Hotel Sanders på Tordenskjoldsgade er blevet et ret lækkert sted, især deres hotelbar er skøn. Den har bare sådan en god nerve og vibe, uden at det bliver for smart og stort. Og så igen Illum Rooftop. Det kan måske lyde lidt fjollet at hænge ud i et stormagasin, men der er bare noget ved at komme op i højderne, hvor man kan se ud over byen. Jeg gør det samme, når jeg er i London og Paris, så sætter jeg mig altid op i toppen af stormagasiner som Selfridge & Co. og Lafayette. Man kan vel sige, at jeg er sådan lidt quick and dirty, hurtigt ind og hurtigt ud. Jeg behøver ikke at sidde flere timer over et glas vin eller en god kop kaffe.«

Hvor hænger du ud med vennerne?
»Jeg ved ikke, om vi hænger så meget ud mere, men hvis vi gør, er det på Sanders eller Balthazar. Det er begge gode steder at få pre-dinner-drinks eller drinks efter maden. Jeg går sjældent på klubber. Jeg er meget mere til en bar, hvor man kan få nogle gode drinks. Vi er nok også alle blevet så gamle, at vi hellere vil hjem end at gå videre i byen bagefter.«

Hvad ville du vise en turist i København?
»Vor Frelsers Kirke. Det er igen det der med højderne og at se København fra oven. Det skal man opleve. Derefter vil jeg tage vedkommende med hen over Kyssebroen (Inderhavnsbroen, red.) ved Nyhavn og slutte af ved Torvehallerne. De kan bare noget, og det er et godt sted at få en hurtig kop kaffe eller et glas vin. Der er altid en god stemning, og man har virkelig formået at bevare det gamle torv. Det er de tre steder, man især skal opleve. Derudover bør man også cykle ruten forbi Amalienborg, gennem Nyhavn over Kyssebroen videre til Christiania, Kløvermarken og så slutte af nede ved havnebadet ved Islands Brygge.«

Hvor hører du musik i København?
»Det gør jeg primært, når der er store koncerter. Jeg er desværre ikke sådan en lille underfundig en, der finder alle de små listige steder. De koncerter, jeg hører, er ofte i Royal Arena eller Parken, hvor jeg senest var til Beyonce.«

Hvad dyrker du af kultur i København?
»Jeg prøver, så vidt jeg kan, at komme i teateret og biografen så ofte som muligt. Og hvis der er en god mode- eller fotoudstilling, tager jeg også til den. Men det er svært at få tid til det med to børn og en travl hverdag. Men jeg håber, at det er noget, min kone og jeg kommer til at dyrke meget mere, når vi bliver ældre, hvor vi sikkert kommer til at bruge Københvan på en anden måde. Sidst jeg var i teateret, var jeg i Glassalen i Tivoli og se »Mor og far sidder i Grøften«. Jeg plejer gerne at give min niece, som er 16 år, en oplevelse både til fødselsdag og jul, så det er faktisk hende, jeg skal ud med næste gang, hvor vi skal se »Anja og Viktor«.«

Hvor i København føler du mest ro?
»I Kongens Have. Forleden morgen havde jeg lige en halv time ekstra, inden jeg skulle på arbejde. Så jeg smuttede derind og sad og så på menneskene. Det var ret skønt og fredfyldt. Tænk, at vi har sådan en oase midt i København. Det er et fint sted, hvor jeg også elsker at tage børn med hen. Så køber vi en sandwich og hygger sammen.«

Hvor i København har du grinet mest?
»Sidst har helt klart været, da jeg var i Tivoli og se »Mor og Far sidder i Grøften«. Den er virkelig bedre, end jeg havde turdet håbe på og så dejlig upassende, så man tænker, at det ikke er rigtigt. Derudover griner vi rigtig meget på arbejdet. Jeg har nogle gode og sjove mennesker omkring mig. Men jeg har nu også grinet meget på Sanders over nogle drinks sammen med gode venner.«

Hvilket sted i København bringer flest følelser frem i dig?
»Sidst jeg cyklede ind til byen med min søn, cyklede vi over Amalienborg slotsplads, hvor jeg altid får sådan en storslået følelse i kroppen. Der er så fin en stemning. Men også når jeg cykler ud til Christiania, dukker der minder op, og jeg føler mig lige pludselig lidt yngre og urban igen og ikke så forstadsagtig, som man godt kan blive ude i Hellerup. Jeg elsker alle de følelser, sådan en cykeltur kan give. Den der stemning, der er i byen. Jeg cykler også ofte gennem Den Røde Plads på Nørrebro, hvor hipsterkulturen er ved at lægge sig. Det er et helt fantastisk område. Der er sådan en mangfoldighed af alle mulige religioner og noget folkeligt, som skaber en meget jordnær stemning - det er virkelig et fedt område.«

Blå bog

Født og opvokset i Brøndbyøster i 1974.
Uddannet skrædder og tilskærer fra Teknisk Skole i Ishøj.
Sy-værksted på Vesterbro i 1996 sammen med de to designere, Trine Wackerhausen og Mette Tvilling.
Åbnede i 2001 sin første butik på H.C Ørstedsvej.
Gift med Lena Høvringar, der er uddannet biokemiker.
Parret har to børn, Wilma Rose og Noah.
Bor i Hellerup.