Overfor mig sad en mand og sukkede lidt af lykke over at spise den første bid foie gras. Vi drak vin og snakkede om ingenting, og lyset fra lampen over bordet lagde en boble af lys om os, og vi var i den, og det var nok og fint og alting, og vi talte, en samtale, der har snoet sig gennem efteråret, mens vi har drukket vin på Underwood, nået en sidste øl på Holsteins bodega, set lidt tv i en sofa, spist frokost fra en sandwichbar i Grønnegade, sendt hinanden et billede af lyset over Dronning Louises Bro, kigget på stole i Antikhallen på Ravnsborggade, drukket dry martini søndag aften i SAS-hotellets bar og af og til skændtes lidt på Nørrebrogade.

Den aften sad vi så der sammen på vinbaren og talte videre. Om at sms’e hele tiden, om at blive ved med at have noget at snakke om – og om en søndag med lidt mindre kontakt end normalt. Jeg synes, det var sært, men han kiggede på mig og sagde: »Jeg synes egentligt, det var meget rart. For så gik jeg om søndagen og kunne nå at tænke, at jeg glædede mig til at ringe til dig. Det er meget godt at glæde sig, så får man også sat tingene lidt i perspektiv.«

Og lige dér, i lyset på vinbaren gik det op for mig, at jeg ikke husker at glæde mig til noget. Jeg glæder mig over en masse. Over alt det fine og gode, der sker. Verdens skæggeste kolleger, der viser billeder af en barndom i standarddansertøj frem mod at jeg lover ikke at slå i mit tastatur. At der er chili i kantinen, nypumpede cykeldæk, en croissant om morgenen, en sjov veninde i telefonen, en god ven, hvis hjernerystelse efter et cykelstyrt på Trianglen er ved at forsvinde, nye sko og gamle yndlingskjoler.

Jeg står der midt i alle øjeblikkene, og jeg husker at nyde det hele, hvert sekund, og jeg får det egentligt, som jeg helst vil have det det meste af tiden, og nogle gange tænker jeg, at det er en fest at være voksen og selv bestemme og kunne spise kokosmakroner til morgenmad og østers på tirsdag og købe en trøje, jeg ser i et vindue i frokostpausen. Ikke at være afhængig af andre, min mors humør eller SU’en, der tikker ind på kontoen. Jeg har bare mig selv og mit eget lille liv og en sort damecykel.

Det er så fint, og så er det alligevel lidt ærgerligt, for jeg savner fornemmelsen af at have det som et barn før jul, at glæde, glæde, glæde sig og håbe og blive varm i maven og tænke »ih og næh og nå og juhu altså«, det lette svirp af skræk for, at det alligevel ikke sker, noget ikke lykkes, forventningens glæde, der sitrer i kroppen.

Så jeg vil øve mig lidt. I at glæde mig og vente lidt og tænke, at det faktisk kan være helt okay, at alting ikke sker lige nu, og at jeg ikke kan få alting med det samme. Måske ligefrem spare lidt sammen til en særlig middag på 1.th. eller de helt fuldstændigt fantastiske sko fra Toklum eller en Nanna Ditzel trisse, ikke bare købe og bruge og få lige nu.

Nej jeg vil lære at glæde mig igen.
Til i morgen, hvor jeg skal se manden fra Nørrebrogade igen, til december, hvor julesneen forhåbentligt lægger sig blidt over byen og gør lyset på Dronning Louises Bro værd at fotografere igen, til julefester og -frokoster, til den aften, hvor jeg skal invitere alle dem, jeg holder allermest af, til glögg. Til alt det, der venter. Til at se hvad der sker.

Læs flere klummer.