Hist og her ligger der dog en båd i vandet, og forleden dag lå der en, der hed »Arkitektens trøst«. Arkitektens trøst er en kraftig slyngplante, der elskværdigt kan dække mislykkede husfacader med sine spydformede blade. Det kunne være, det ville hjælpe på æstetikken på Kalvebod Brygge, hvis man plantede den i meget store mængder.

Det er sikkert en hæderlig civilist, der ejer båden, men en af mine tvivlsomme venner mente, at den nok tilhørte en arkitekt, der havde tegnet en af kontorbygningerne, og at båden var belønningen for alle kompromiserne. Mig ligger det meget fjernt at være så ondskabsfuld, selv om jeg er født i Jylland, og Aksel Sandemose påstod, at »den dybe giftighed i gengældelsen er jydens styrke.« Det kan illustreres med den gamle vittighed om manden, der på sit dødsleje beder konen gifte sig med naboen. Hvorfor det? »Jo, for han snød mig en gang i en handel med smågrise.«

Efterhånden var jeg nået til Søren Kierkegaards Plads, der føles så underlig tom, efter at Istedløven er væk. Tilbage er indtil videre kun en sokkel. Det kunne såmænd være en helt moderne skulptur. Efter de fleste kunstneres opfattelse er det ikke længere muligt at sætte monumenter over noget som helst. Skamstøtter, ja. Men ikke statuer, der hylder nogen eller noget. Nå ja, Bjørn Nørgaard kan, så monstro der ikke opstilles en Bjørn Nørgaard-skulptur ved lejlighed? De fleste jyske byer har mindst én. København burde have nogle flere af den forhenværende hesteslagter.

Pludselig hørte jeg en stemme, der sagde »Danmarksmonumentet«.
Det var lokalhistorikeren Allan Mylius Thomsen, der dukkede op fra sine mange gøremål. Foredrag. Bøger. Artikler. Byvandringer. Mange københavnere genkender ham sikkert i bybilledet, når han går rundt med en gruppe interesserede. Han bærer gerne hat og har en malmfuld røst og en vittig kommentar til det meste. Han bød mig en cigar.

»Danmarksmonumentet,« gentog han og blæste tankefuldt røgen ud. »En herlig nationalistisk skulptur. Burde den ikke erstatte Istedløven?« Han kastede sig ud i et af sine velkendte foredrag:
»Monumentet blev skabt via en folkeindsamling i forbindelse med Christian IX og Dronning Louises guldbryllup den 26. maj 1892. Det blev afsløret i anlægget foran Statens Museum for Kunst på femårsdagen for begivenheden. På toppen af den gigantiske sokkel knejser fru Dania, som også kaldes Mor Danmark iført alle de nationale symboler. I hånden bærer hun et guldhorn, på brystet et dagmarkors og Egtvedspigens bronzespænde i sit bælte.

På soklen er indfældet en bronzeplade, der er prydet med en blafrende stormfane og et hyldestdigt til kongeparret. Rundt om på soklen er der bronzerelieffer af guldbrudeparret og deres nærmeste familie, prinsesse Alexandras bryllup med den senere Edvard 7. af England, prins Vilhelms afrejse til Grækenland i 1863 for at overtage den græske kongetrone som kong Georg og prinsesse Dagmars bryllup med storfyrsten, den senere zar Alexander 3. af Rusland.«
Han trak vejret.

»Du kender selvfølgelig monumentet?«
Det måtte jeg indrømme. Har man set det én gang, glemmer man det ikke, selv om man forsøger på det. Uanset hvor mange gange man vasker sine øjne. Det står lyslevende for en. Det er skabt af Louis Hasselriis, der levede fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af det 20. århundrede. Elsket var det heller ikke ved opstillingen i sin tid. Og i 1919 blev det flyttet til en mere diskret placering i Østre Anlæg. Burde det ikke hvile i fred?

»ALDELES IKKE,« sagde Allan Mylius Thomsen og indikerede, at det nok var på tide med en Gefuchtenheimer, og vi begav os af sted mod et af byens stille refugier.
»Der er da delte meninger om Danmarksmonumentet. Nogle synes, at det er et grimt monstrum, andre at det er sjovt og spændende, og andre igen er ret ligeglade. Men et sådant monument vil næppe blive skabt igen. Så i stedet for at gemme det væk synes jeg, at man lige så godt kan stille det frem, så alle kan se det. Det har en størrelse og fylde, som vil kunne matche de omliggende tunge bygninger på Søren Kierkegaards Plads.«
Det kan de jo så overveje i det udvalg, kulturministeren har nedsat til at finde Istedløvens afløser.

Læs flere klummer fra 2010.