Forleden dag udviklede en ellers fredelig køretur sig til et strabadserende forhindringsløb  gennem labyrinten af veje mellem Jagtvej og Fælledvej. Der sad vi så og kunne hverken komme frem eller tilbage. Det var ellers meningen, at genvejen skulle have sparet os tid.

Søndagens familiebesøg lå bag os, og var det ikke meget nemmere at hente biografbilletterne på vejen hjem? Så slap vi for at stå nede i Empire Bio og ikke at have andet at tage os til end at læse gratispostkort og kigge på filmplakater i tre kvarter inden filmen. Nu var vi fanget i et  veritabelt helvede af ensrettede gader, afspærringer og blinde gyder. Uigennemtrængeligt – i hvert fald i bil. GPS’en skreg mere og mere skingert, mens min kæreste og jeg begyndte at småskændes.

»Måske skulle vi så ikke lige være drejet ned her, når der står ensrettet!« »Kør tilbage, hvor vi kom fra, så skal jeg nok dirigere!« og andet i den dur blev klemt ud mellem sidebenene, mens vi hver især var ved at ramme stresstaget. Min kæreste bakkede og drejede, speedede op og bremsede ned, mens jeg forsøgte at læse gadeskiltene og huske, hvordan det egentlig lige var, her så ud ved dagslys. Mørket var for længst faldet på – og nu lå gaderne mellem murstenskarréerne så øde, som de kun kan gøre det en søndag aften i november i København. Dunkle biler skuttede sig langs fortovskanterne i efterårsblæsten. Gyngerne hang forladte hen på de frimærkestore legepladser, som er klemt inde mellem husblokkene i denne del af København. Vi fik vendt køretøjet, men hvad fanden var nu det? Midt på den smalle gade stod to biler. En tredje holdt lidt længere fremme. Alle fyldt op med homies – unge mænd i tyveårsalderen.

Bandemedlemmer? Det kunne vi strengt taget ikke vide, men det så sådan ud. Det var i hvert fald en gruppe, der havde god tid til – i bogstaveligste forstand – at hænge på gadehjørnerne. Motorerne brummede, udstødningen flimrede i lyset fra den ene bils blændende forlygter. Den ene chauffør havde rullet ruden ned, mens en anden stod og hang ind gennem åbningen i langstrakt, venskabelig diskussion. Midt på vejen var sidstnævntes egen vogn henslængt med døren åben. Og sådan blev de stående og løste verdenssituationen, mens vi hverken kunne komme frem eller tilbage.

Normalt har bilister mere end travlt med at flytte sig for hinanden – det skal de vist også i denne situation. Så meget ved jeg dog om færdselsregler, selv om jeg ikke har kørekort fra andet end Legoland. Men det blev der ikke gjort mine til. De var tydeligvis fuldstændig ligeglade med os, for de ejede gaderne. Det var i hvert fald vores konklusion, mens vi sad der og ikke kunne andet end vente. Under andre forhold ville vi have dyttet. Men det turde vi ganske enkelt ikke. Vi var magtesløse. Vi var bange.

»Det er utroligt, at man ikke engang længere tør henvende sig til andre mennesker i en stor, dansk by,« snerrede min kæreste, da de langt om længe havde snakket færdig , og den meddelsomme fører af den ene bil langsommeligt slentrede tilbage til sit eget rat, lukkede døren og kørte videre.
Måske var vi bare oppe at køre – også på mere end den mest indlysende måde. Måske var det bare flinke, unge mænd, der plejede social omgang der midt på kørebanen. Uden at tænke sig om.

Det får vi aldrig at vide, for vi skyndte os derfra, så hurtigt det lod sig gøre. Det ændrer bare ikke på den følelse, vi sad tilbage med. Og den må vi jo have fået et eller andet sted fra. Eller for nu at tage min kæreste på ordet og gentage hans spørgsmål: Kan det virkelig passe, at man ikke tør henvende sig til andre i København – af frygt for at få et par på siden af hovedet eller det, der er værre? Hvis man mister den fundamentale fornemmelse af retssikkerhed – at der er visse dele af byen, hvor loven er sat ud af kraft, for eksempel – så falder det hele hurtigt fra hinanden.

Men heldigvis er der også modvægten. Alle mine mange spadsereture med mopsen på slæb på vej til dyrlægen med jævne mellemrum. På Blågårds Plads, af alle steder. Bor man i Jylland – eller det Sverige, hvor Danmark ikke sjældent med største selvfølgelighed opmales som en nation af racister – vil man være overbevist om, at det er den visse død at tage bare det mindste skridt til højre for Nørrebrogade, når man har passeret Dronning Louises Bro.

Men her sidder folk med kaffekopper og kringle og snakker om dagens tildragelser på en af fortovscafeerne, mens de forsøger at holde varmen under hundetæpperne. Her løber ungerne rundt og leger. Her står blomsterhandleren og ordner sine tulipaner i ro og fred og skønneste orden. Og snart vil hundreder få røde kinder og stakket ånde, når skøjtebanen er klar. Som var hver og eneste hverdagslig tildragelse en passiv manifestation af, at vi ikke vil finde os i vold og kriminalitet i vores gader. Den side af sagen er god at huske på, når man sidder i en bil i Prinsesse Charlottes Gade og føler sig frustreret over tingenes forfald.