Jeg bor ganske vist midt i København. Verden befinder sig lige udenfor min trappesten. Rundt om mig lokker cafeerne med store lysende vinduesruder. Folk sidder tæt sammenstimlede inde bag dem, mens de fordybet diskuterer deres egne og FCK’s seneste scoringer henover en skoldhed latte, akkompagneret af Norah Jones’ kælne stemme.

Nye, spændende restauranter byder på eksklusive madoplevelser i intime rammer: Rødspætte meuniere, jordskokkekompot med valnødder og citron, sauce med brunet smør, kålrabi og persille. Var det noget?

Ivrige biografgængere sætter hinanden stævne i byens kinoer, ivrigt på vej ind i mørket for at se, hvad Christoffer Boe nu har fundet på.

Vega spiller derudad aften efter aften – lørdag har to af Københavns mest interessante kreative foretagender slået sig sammen om at fejre deres fælles 5 års fødselsdag, pladeselskabet Tartelet og designfirmaet Aiaiai. De har længe arbejdet sammen om en række projekter, og det var derfor indlysende at fejre det med en stor fælles fødselsdagsfest?

Den svenske saxofonist Lars Jansson er en af Nordens mest kendte og spændende jazzkomponister og pianister. Ham kan man høre på Statens Museum for Kunst på søndag, og så kan man jo lige snuppe udstillingen om menneskets forhold til naturen, skildret gennem kunsten samtidig.

Der er altid en fest et eller andet sted i Kødbyen eller en parkeringskælder i Hvidovre, man kan tage til.

Jeg gør det bare ikke. Der bliver ikke mange martinier til mig på Oak Room i Egegade sammen med byens oplevelsessyge sjæle.

Lad mig lægge kortene på bordet. Jeg bruger sjældent noget af det, byen tilbyder. Ikke at jeg ikke holder af kunsten, kulturen og alt det der. For det gør jeg skam.

Jeg læser om den i avisen. Jeg holder mig tilmed vågen torsdag aften for at høre mere eller mindre begavede udlægninger af ugens kulturtilbud i »Smagsdommerne« på DR2 – også selv om resten af husholdningen for længst er gået i seng.

Som teateranmelder går jeg meget – rigtig meget – i teatret. Det trækker selvfølgelig nogle tænder ud. Hvor meget fiktion kan et menneske holde ud? Hvor mange historier orker man at analysere, dissekere, forholde sig til, mene noget om. Min kvote er brugt op, skulle jeg hilse at sige, men jeg tror egentlig ikke min apati bare knytter sig til, at jeg har det mærkelige job, jeg har.

For os alle gælder det jo, at vi skal være omstillingsparate og dygtige til vores arbejde. Læg dertil, at vi alle har en vaskemaskine, der skal tømmes, hvorefter vasketøjet skal hænges op, når det, der hang der i forvejen altså er taget ned, lagt sammen og på plads i skabet. Vi skal alle sammen ned og hente to liter letmælk og tre dåser flåede tomater. Vi skal alle sammen bruge tid på at holde skidtet fra livet. Pudse vinduerne – i hvert fald hvert halve år – og vaske og barbere os – nogen af os i hvert fald.

Hvor meget er der så egentlig tilbage til at tage del i det overvældende udbud af kulturtilbud og kulinariske oplevelser, som falbyder sig på hvert gadehjørne i denne moderne metropol? Jeg kan kun tale for mig selv: Æt møj, som de siger i Jylland.

Og slet ikke i disse måneder, hvor jeg står op om morgenen, humper rundt i mørket for at finde sokker og underbukser, forsøger at civilisere mig, mens jeg med en chokstart prøver at forlade den nærdødsoplevelse, søvnen er hver eneste nat. Så skal jeg måske trave rundt med hunden, som bare skulle vide, hvor godt den har det. Og så kan jeg lige nå at pløje avisen igennem og læse om de nye kulturtilbud, inden jeg skal ud af vagten og på arbejde.

Snart går det hjemad den anden vej – hvilken dag er det i dag? Tirsdag? Onsdag? Det minder i hvert fald om i går og i morgen med. Så skal jeg stå i kø. I Fakta, der ligner Rumænien, dengang Elena Ceausescu var i høj kurs. De vil så gerne have, jeg bli’r fem minutter mere, men som regel bliver det til ti, inden de åbner en ekstra kasse. Og så skal jeg gå med hunden og have en lur, hvorpå jeg skal forsøge at tage nogenlunde glad imod min kæreste og vi skal spise og jeg skal i teatret. Og så blev vi færdige med den dag.

Hele tiden denne fornemmelse af at køre på lavbatteri og nødblus. Lige akkurat kræfter til at klare dagen og vejen, men heller ikke mere. Har jeg en ledig stund, så er det heller ikke, Josefine Klougarts lyriske iscenesættelse af sproget i barndomsskildringen »Stigninger og fald«, jeg energisk sluger: »Der er noget ved steder, siger min mor; hun ved ikke helt, hvad det er, men de folder sig ligesom sammen om én, uden at man opdager det, som et brev, der bliver foldet og sendt uden kuvert, men med adressen skødesløst skrevet på bagsiden af det papir, der er selve brevet«. Det lyder fint, men jeg magter det ikke.

Nej, så ser jeg endnu en genudsendelse af »American Idol« eller en eller anden hysterisk nedtælling til de 50 mest chokerende øjeblikke i amerikansk showbiz. Stopper tv og facebook mere eller mindre bevidstløst i øjnene og lader mobilen ringe til den holder kæft. Jeg orker ikke andet.  Men det er er i hvert fald godt, vi har kulturen.

Vi ses til foråret.

Læs de øvrige klummer fra årets første kvartal her