Traditionen tro foregik præsentationen i en af hovedstadens klassiske frokostrestauranter, Slotskælderen i Fortunstræde. Et hyggeligt sted med kønne billeder af København på væggene blandet med restaurationsanmeldelser, et takketelegram fra den gamle konge og fødselsdagsomtaler og fotografier af tidligere ejere. Udsigt til Christiansborg men i dagens anledning politikerfri zone, så der var altså ikke valgflæsk på bordene. Flæskestegen smagte i hvert fald ikke bittert af brudte løfter og løgnehistorier.

Stemningen var med andre ord rigtig god, og den blev bedre og bedre takket være de morsomme taler, den smukke musikledsagelse og ikke mindst udgiveren selv, der førte an i kampråbet: Hu Hu Hudibras!

Og man kunne med lige så stor ret råbe Rud, Rud Hudibras. Det lyder ikke helt så mundret, men det er nu udgiverens fornavn. Han hedder Tikjøb, Rud Tikjøb, og han købte bladet i en gevaldig brandert for snart 30 år siden.

Hudibras er grundlagt under besættelsen, og det var - forstod man på dagens festtaler - på et tidspunkt, da bladtegnere skulle passe på, hvad de foretog sig, og det var også - fremgik det yderligere - et blad, man i mange, mange år ikke lod ligge frit fremme. Det lå gemt i Mors og Fars klædeskab. Det var praktisk, for så vidste børnene, hvor de skulle lede efter det. Der har de såmænd nok også fundet mange andre interessante ting. Man kunne i adskillige år i øvrigt kun købe det i større byer, og et forsøg på at sende det på gaden i Rusland og Norge mislykkedes. I nabolandet meldte husmoderforeningerne det til politiet. Måske var det en idé for Forbuds-Mette, som var det navn, nogle af gæsterne mærkværdigvis havde givet den socialdemokratiske næstformand.

Besættelsesmagten var ikke vild med, at bladet blev opkaldt efter en engelsk konge, der ikke alene hed Hudibras men såmænd også Hud Hudibras. I 1944 havde tyskerne imidlertid andre bekymringer, og Hudibras fik lov til at udkomme uantastet. Det overlevede såmænd også kvindebevægelsen (uden sammenligning, i øvrigt), men Rud Tikjøb må da indrømme, at det ikke er hans bedste forretning. Til gengæld er det den sjoveste. Rud Tikjøb har i mange år arbejdet i Rusland og har for den sags skyld grundlagt en avis i Baltikum. Forretningsmanden holdt imidlertid fri den 1. maj 1981, da han efter en våd frokost i Grøften i Tivoli var havnet på Hviids Vinstue, hvor der også dengang sad nogle rigtig søde piger.

»En af den,« fortæller Rud Tikjøb, »havde netop mistet sin far, der var udgiveren af Hudibras, og hun havde nu rettighederne, og dem købte jeg så, fordi jeg var.....«
»Ridderlig?«
»Det er et rigtigt godt udtryk. Det var det, jeg var den nat. Jeg var ridderlig«.

Rud Tikjøb kunne ganske vist ikke huske det, da kvinden troppede op på hans kontor for at hente en check, men også dagen efter var han... ridderlig. Og siden har han udgivet bladet, der har den store kvalitet, at det ligner sig selv år efter år. Politisk satire er der ikke alverden af, men det ville også bare gå ud over den plads, der anvendes til en påfaldende optagethed af kønslivet. I Hudibras har yngre kvinder og ældre mænd hyppigt sammenfaldende interesser. Det kan have noget at gøre med, at kvinderne i reglen næstet intet tøj har på, og som enhver kan konstatere ved at gå uden for, kan man nemt komme til at fryse på denne tid af året, og så er det praktisk med en pels, og sådan en kan de ridderlige herrer med høj hat og stor cigar sagtens finde ud af at få fat på.

Enhver kan jo sige sig selv, at sådan noget ikke går i vore dage, Mette Frederiksen kunne nemt blive helt bedrøvet ved tanken om et så kynisk menneskesyn, så der var ikke andet at gøre end endnu en gang - Rud Tikjøb har nemlig været så venlig at invitere den fjerde statsmagt inden for ved tidligere lejligheder - at konfrontere den skurkagtige udgiver med nogle hårde, konsekvensjournalistiske konstateringer:

»Det går jo ikke, Rud Tikjøb, det må du kunne sige dig selv. Det er jo et sexistisk blad!«
»Ja!«
»Mandschauvinistisk!«
»Ja!«
»Morsomt!«
»Ja!«
»Sjofelt!«
»Nej, Hudibras er ikke sjofelt. Det er pikant. Og med hensyn til mandschauvinisme, så passer det i grunden ikke. Det er det også, men der er masser af tegninger, der fremstiller kvinder som stærke og mænd som nogle skvat.«
»Så Hudibras består?«
»Så længe Hudibras bare løber rundt, vil jeg ikke være den, der ødelægger julen for mange mennesker ved at indstille udgivelsen.«
»Det lyder som et kald?«
»Det er det også.«

Læs årets aktuelle klummer fra AOK her