Føj til favoritter Del Send
Byliv | 16/12/10

Hjemløsepræsten

  • »Den yderste grad af nedværdigelse er ikke at få en ordentligt begravelse. Selv i westernfilm, hvor de har slået hinanden ihjel, begraver de hinanden,« siger præsten Asser Skude, der har viet sit liv til at hjælpe Københavns mange hjemløse. Foto: Christian Als»Den yderste grad af nedværdigelse er ikke at få en ordentligt begravelse. Selv i westernfilm, hvor de har slået hinanden ihjel, begraver de hinanden,« siger præsten Asser Skude, der har viet sit liv til at hjælpe Københavns mange hjemløse. Foto: Christian Als
Asser Skude har i de sidste otte år været tæt på Københavns hjemløse i sin egenskab af præst. Han har nu lavet en testamenteordning, så de hjemløse kan få en værdig begravelse, har fået lov til at begrave fra Københavns Domkirke og serverer hver søndag et godt og gerne luksuriøst måltid mad for hjemløse.

Vi har alle ret til at komme herfra på en ordentlig måde – men det er ikke os alle, der får muligheden.

Når hjemløse dør, bliver de ofte begravet i en ramme, som er langt fra det, de selv kunne have tænkt sig. For familien, som arrangerer begavelsen, kender intet til vedkommendes sidste leveår på gaden, eller præsten, som står for begravelsen, har ikke fået kontakt med pårørende og må derfor bare foretage en anonym ceremoni. Det scenarium gør rigtig ondt på sognepræsten Asser Skude.

Han kender en del mere end de fleste til hjemløses vilkår og vil meget gerne stå for begravelsen, når den dag oprinder. Dels fordi han via sin stilling som sognepræst i Bispebjerg/Brønshøj provsti har fået en tæt kontakt med Københavns hjemløse, og dels fordi han ved, at de hjemløse ligesom alle andre mennesker har ønsker om, hvordan deres afsked med livet skal udforme sig.

Derfor har han taget initiativ til en testamenteordning, som han kalder for »Min sidste vilje«, hvor de hjemløse kan nedfælde, hvad de ønsker sig af deres begravelse.

»Den yderste grad af nedværdigelse er ikke at få en ordentligt begravelse. Selv i westernfilm, hvor de har slået hinanden ihjel, begraver de hinanden. Jeg vil gerne have, at de hjemløse får en flot og ordentlig afsked og selv har indflydelse på, hvordan de kommer herfra med alt fra salmer og blomster til, hvor der skal holdes gravøl,« fortæller Asser Skude, da vi besøger ham på Ydre Nørrebro, hvor han bor i vejens eneste parcelhus – en embedsbolig, som hører til hans stilling.   

Ud over testamenteordningen har Asser Skude også holdninger til, hvordan rammen for en hjemløsebegravelse kan være. Derfor har han fået en tilladelse af biskoppen over Københavns Stift til at benytte Københavns Domkirke.

»Det kristne budskab handler blandt andet om at vende op og ned på tingene – om at Guds søn bliver født som en af de mindste, men siden viser sig at være en af de største. Derfor kæmper jeg også for, at de hjemløse får en statsmandsbegravelse, for jeg synes, de svageste skal have så god en behandling som mulig,« siger han.

Og det gælder ikke kun i døden. Hver søndag holder Asser Skude »Gjaestebud« i missionshuset Bethesda på Israels Plads. Her kan man få et gratis måltid mad, tøj, en klipning, fodterapi, sygepleje, massage og hjælp til alkoholbehandling.

»Jeg prøver at gøre det til de frivilliges projekt. Får dem engageret, så jeg har tid til at tale så meget som muligt med de hjemløse. Jeg synes, at det burde være gratis at være hjemløs, så derfor prøver vi at hjælpe med så mange gratis ydelser som mulig.«

En af dem, er sund og nærende kost – gerne af en høj kvalitet. Derfor har »Gjaestebud« en aftale med Lagkagehuset om at få de kager, der er tilovers om søndagen, ligesom Charlottehaven leverer brunch.

»Jeg synes, det er morsomt, at vi kan vende op og ned på begreberne, og drømmer om, at vi engang får skaffet så meget mad, at når Bethesdas andre medarbejdere møder op om mandagen, så er der rester fra de hjemløses bord,« siger han.

Men hvad er det, der har fået den 41-årige præst til at bruge nærmest al sin tid på Københavns hjemløse? Hvorfor er han ikke bare havnet i et lille stille sogn på Midtsjælland i en hyggelig præstegård langt væk fra mennesker, der lugter af gammelt skidt, som regel er ret fulde og højrøstede og bærer rundt på nogle store dybe ar på sjælen?

»Min stilling hedder sognepræst med særlige diakonale koordinerings- og kontaktopgaver. Diakoni er jo et kirkeligt funderet socialt arbejde. Da jeg havde været her i to år, kom Hjemløsehuset på Falkevej, som jeg begyndte at engagere mig i.

Det var på mange måder et inspirerende sted at være, og efter jeg blev skilt, fik jeg mere tid og begyndte også at lave mad efter gudstjenesterne i Kapernaumskirken. I starten var der en dame på over 80 år, der hjalp mig med at skrælle kartofler, men med tiden kom der rigtig mange hjælpere til.

Jeg havde været på en studietur i New York og blev meget inspireret af et hjemløseprojekt i en kirke, hvor de hjalp med tøj, mad, jobsamtaler og havde pædagoger tilknyttet. Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at der var et stort behov, der voksede gradvist. Og så syntes jeg, at det lå meget godt i forlængelse af det budskab, jeg forkyndte i kirken om søndagen: »Gå ud og gør noget!«

Det er ikke fordi, jeg gør særlig meget, det er de frivillige, der laver det meste. Jeg prøver bare at holde sammen på tropperne, forklarer Asser Skude, der i dag har rykket sit madprojekt fra Kapernaumskirken til Bethesda og har 200 frivillige tilknyttet.

»Rent menneskeligt og præsteligt skærer det i mit hjerte at opleve, at de hjemløse får lov til at komme så langt ud. Der er så mange fordomme, jeg kæmper imod. De er ikke så tyvagtige og løgnagtige, som man vil tro. Jeg oplever kun mennesker, der er meget søde og varme. Der skal egentlig ikke ret meget til, for at man når dem,« siger han.

Jo tættere han er kommet på de enkelte mennesker, jo mere er han blevet deres ven, og indimellem henvender de sig også med nogle af livets store spørgsmål. Han oplever dog ikke, at de anklager hans Gud, for den situation, de er havnet i.

»Jeg tror bare, at de har behov for at få at vide, at de er gode nok, som de er. Jeg synes, det er menneskers ansvar at tage sig af de hjemløse, da vi har lavet et samfund, hvor der er nogle mennesker, der ikke passer ind.

Hvis man læser i Det Nye Testamente, finder man også masser af eksempler på mennesker, der lever på kanten af et samfund – og det er jo netop dem, Jesus henvender sig til og færdes blandt. Derfor er det også nærliggende for mig som præst at være optaget af det, der sker på kanten af samfundet,« siger Asser Skude.

Selv er Asser Skude vokset op i en forholdsvis almindelig familie. Først i Albertslund og siden på Lolland. Assers far var arkitekt og hans mor tandlæge, og som så mange andre unge i 1970erne valgte forældrene at melde sig ud af folkekirken. Så Asser Skude er ikke barnedøbt eller vokset op med fadervor.

»Jeg tror, at min tro stammer tilbage fra min oldemor, som var en fantastisk kvinde. Hun boede sammen med min oldefar på en gård på Lolland, og jeg kan huske hende meget stærkt. Hun var meget gavmild – en rigtig landmandskone, der lavede mad til folk på gården og var god til at samle familien.

Jeg har på præsters efteruddannelse hørt, at ens religiøsitet bliver grundfæstet allerede, når man er et lille barn. Det lyder virkelig langhåret, men jeg mener, at det kom fra en psykolog, der havde forsket en del i fænomenet,« fortæller han.

Da Asser Skude flytter til Lolland kommer han først i den kommunale skole, som viser sig at rumme omsorgssvigt og mobning. I 6. klasse beslutter hans forældre at sende ham på en katolsk skole, som får en stor betydning for Asser Skudes fremtid.  

»Det var et positivt møde med kristne mennesker og dygtige passionerede lærere, der ville os det godt. I 7. klasse valgte jeg at blive konfirmeret i den almindelige folkekirke og kan stadig huske, at konfirmandpræsten besøgte os hjemme, for jeg var meget rørt over at en voksen engagerede sig i mig,« siger Asser Skude.

Asser Skude bliver selv en engageret elev. I gymnasiet holder han nærmest af det hele – fysik, astronomi, matematik, sprog, dansk og biologi. På et tidspunkt har han en drøm om at blive atomfysiker og på et andet forstkandidat.

»Måske var mit valg af teologi en modreaktion mod min egen familie. Jeg har altid været fascineret af tro og livets store spørgsmål, fordi jeg havde det på afstand i min egen familie,« siger han.  
I dag er Asser Skude gift for anden gang med en kvinde, som han lever sammen med på 6. år, men når det bliver juleaften, skal den ikke holdes i familiens ramme.

Da står Asser Skude i spidsen for et juleaftensarrangement for hjemløse på Café Sommersko, hvor der bliver serveret and, risalamande, en enkel genstand og delt pakker ud. Og 1. og 2. juledag står han igen for arrangementer i Bethesda. Her kæmper han til dagligt for at få mere tid og bedre mulighed for at hjælpe de hjemløse.

»Jeg håber, at jeg kan få en formaliseret hjemløsepræstestilling på papiret, så de hjemløse bliver mine sognebørn. Jeg vil gerne være koblet på en kirke, så jeg også kan stå med højtidelighederne og handlingerne for hjemløse og vil også meget gerne fortsætte med at prædike.

Og så drømmer jeg om, at mit sted skal kunne rumme alle ydelser for de hjemløse, så de for eksempel også kan sove oppe i menighedssalen, når det er frostvejr. Det hele skal være drevet af frivillige kræfter, og vi skal også nok selv finde midlerne, så vi ikke er nogen belastning for folkekirken,« slutter Asser Skude.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

AOK Tjenester