Forleden dag gik jeg en tur ned ad Viborgvej. Og inden læserne kommer for godt i gang, så lad mig endelig komme indvendingerne forkøbet: Nej, der er ikke noget, der hedder Viborgvej i København.
Jeg ved det godt. Det er der til gengæld i Århus. Og det var der jeg gik. Det sker ikke så ofte, jeg vender tilbage til Smilets by, som århusianerne i svage øjeblikke kan finde på at kalde deres by, hvis turister gider lytte.

Men nu var jeg her, og jeg havde lidt tid til overs. Smilets by? Ikke i dag. Var det årets første rigtige efterårsdag? Eller havde jeg bare fået for lidt tøj på? I hvert fald småfrøs jeg, mens blæsten sled i cottoncoaten, og forgræmmede skikkelser passerede mig på fotovene med opslåede hætter, nedslåede blikke, bitre drag om munden og anstrengte rynker mellem øjenbrynene.

Regnbygerne var ubønhørlige. Store hårdtslående dråber, som et halvforpint rønnebærtræ var en stakket beskyttelse mod.

Men videre skulle jeg. Uden paraply. En blandet fornøjelse. Århus var engang min by. Jeg boede der i otte år, flyttede dertil i slutningen af 1980erne for at studere. Omtrent samtidig gennemgik mine forældre en hæslig sølvbryllupsskilsmisse, der fik Bergman til at ligne Morten Korch.

Derfor blev min nye by lige så meget hjemme som alle mulige andre steder, nu hvor barndomshjemmet var solgt og min verden alligevel var vendt op og ned. Svær at holde af var Århus nu ikke.

Dejlig overskuelig. Jeg boede midt i midtbyen, kunne alle gader og stræder som min egen bukselomme. Og smukt ligger den jo med sin naturlige hældning ned mod havnen, omkranset af de store skove mod nord og mod syd og med rådhustårnet og domkirkens spir som fikspunkter.

En ung by og en passende legeplads for en bonderøv, som skulle lære at begå sig i verden i relativt trygge omgivelser.

Jeg svingede ind på Nørre Allé. Her havde jeg engang en kæreste, der havde en frisørsalon, hvor jeg gjorde rent en gang om ugen og tjente lidt til studierne. Den lå her stadig, men så alligevel ikke. Navnet var et andet. Og min kæreste, som endte med at knuse mit hjerte, stod der heller ikke mere.

Det gjorde til gengæld en dame, der klippede en kunde, og indretningen var helt lavet om. Jeg gik videre ned ad gaden. Alt lignede sig selv, bortset fra at de fleste butikker var nogle andre. Hvor var broderiforretningen med den søde damer?

Hvor var tøjforretningen med den triste mannequindukke, der have fået klasket parykken skævt på, og som altid endte med at få det grimmeste og billigste tøj i udstillingsvinduet? Majbritt kaldte vi hende. Skolen var også blevet til dansescene og værtshuset til ungdomsklub.

Jeg kom forbi posthuset, hvor jeg boede inde i gården. Stod og kiggede op mod mine små vinduer. Hvor var her blevet pænt. Sådan havde her da aldrig set ud før. Nogen havde malet det hele og plantet bøgehække. Og der stod fremmede navne på dørskiltene. Ikke et eneste havde jeg set før.

Det var lidt ligesom en drøm, hvor man kendte det hele igen, men hvor alt alligevel var underligt forkert. Følelsen af vemod voksede. Her boede jeg dengang verden var stor, spændende og meget besværligt. Dengang mulighederne var så mange, men alligevel vidste man ikke helt, hvad man skulle – kunne – drømme om.

Jeg rev mig løs og drejede ned ad Guldsmedgade, som nu pludselig var blevet mondæn med brosten og kørsel forbudt og fashionable butikker og jeg-skal-komme-efter-dig. Flot, men ikke længere min Guldsmedgade. Og sådan var det overalt den dag. Ikke længere mit Århus.

Nu sidder jeg i toget, mens det mørke Jylland for alvor er blevet mørkt derude. På vej tilbage til det København, hvor jeg snart har boet i femten år. Er det så hjemme? Tja, bum. Hvad skal man svare?

Egentlig ikke. Med risiko for at lyde utaknemmelig: Københavner bliver jeg aldrig. Ikke fordi jeg kan finde på noget bedre at blive. Jeg holder meget af byen. Men hjertet? Hvor er det? Måske i min kærestes øjne. Bedre svar har jeg ikke.

Læs flere klummer fra 2010