…
En af julens mange traditioner er optog til minde om den katolske helgen Lucia, der måtte lade livet for sin tro. Som sædvanligt finder fejringen af pigen sted 13. december, og det er i år på torsdag.
Københavns Rådhus
Et noget anderledes Luciaoptog finder sted på Københavns Rådhus torsdag. Børn fra Center Sandholm og Rådmandsgades Skole vil sammen bære lys og synge til minde om Lucia. Håbet er at børnene vil lære hinanden at kende, og komme til at knytte venskaber på tværs af deres forskellige baggrunde.
- Vi ønsker at give børnene en positiv oplevelse og et indblik i det danske samfund. De møder jævnaldrende danske børn fra Rådmandsgades Skole, de oplever en dansk juletradition, og de får et indtryk af dansk folkestyre på Københavns Rådhus, siger Lucas Skræddergaard fra Danmissions Unge i en pressemeddelelse.
Det var organisationen, som fik ideen til arrangementet, og arrangementet på rådhuset kommer i forlængelse af afholdelsen af Årets Lucia Indsamling, der har til formål at rejse midler til velgørende arbejde rundt om i verden.
Hvad: Asylbørn og skolebørn fra Rådmandsgade Skole går Luciaoptog på Københavns Rådhus
Hvor: Københavns Rådhus
Hvornår: Fra klokken 11.30 torsdag 13. december
CBS
Det bliver herboende svenske tjejer, der bærer lyset frem på CBS, når handelshøjskolen ved Solbjerg får fornøjelsen af, at de svenske studerende på CBS er gået sammen om at fejre Lucia. Det er studenterorganisationen SweDen Students, der har arrangeret optoget i CBS bygninger på Frederiksberg. Desuden disker nabolandets studerende også op med lussebullar (safranboller) og pepperkakor (hjerter lavet af brunkagedej), så oplevelsen af det svenske Luciaoptog bliver komplet
Hvad: Svenske studerende går Luciaoptog på CBS
Hvor: CBS ved Solbjerg Plads
Hvornår: Fra klokken 17.00 til 19.00 torsdag 13. december
Tivoli
Tivoli sørger for Københavns måske største Luciaoptog, når 100 hvidklædte unge mennesker, der går syngende gennem den gamle have. Optoget består af medlemmerne af fem forskellige kor, og det lover godt for fremførelsen af "Nu bæres lyset frem". Desuden vil de mange optrædende også fremfører en række andre julesalmer. Koret begynder ved H. C. Andersen Slottet omkring klokken 17.30. Læs mere om arrangementet her.
Hvad: Luciaoptog i Tivoli
Hvor: Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V
Hvornår: Fra klokken 17.30 torsdag 13. december
Hvordan: Vanlige entrépriser gælder.
DGI-byen
DGI-byen afholder Luciaoptog i lidt mere utraditionelle omgivelser, når svømmehallen i centret lader syngende skuespilselever fra Teaterskolen gå langs bassinkanten. Arrangementet finder sted fra klokken 20.00, men arrangørerne opfordrer badegæsterne til at være i vandet før. Luciaoptoget kommer i forlængelse af DGI-byens stillearrangementer i Vandkulturhuset. Du kan læse mere om dem her.
Hvad: Luciaoptog ved bassinkanten
Hvor: DGI-byens Vandkulturhus, Tietgensgade 65, 1704 København V
Hvornår: Optoget begynder klokken 20.00 torsdag 13. december
Hvordan: Gældende entrépriser
Havkajak i kanalerne
For at få en flydende oplevelse af Luciaoptoget er der to muligheder, der begge finder sted på de vilde våger. Det ene afholdes af firmaet Kayak Republic, der samler ind til organisationen Amnesty International. Optoget gør holdt på vandet i bunden af Nyhavn, ved Christianstorv og ved de skulpturen af Agnethe og Havmanden ved Højbro Plads. Deltagelsen i optoget koster 100 kroner, der altså går til Amnesty International. Efterfølgende er der komsammen med gløgg og æbleskiver på café Kayak Republic ved Knippelsbro.
Den anden mulighed er Kajakhotellets tur rundt i skumringen. Den begynder ved Børsbroen og tager en rute rundt, der slutter ved Christianhavns Bådudlejning og Café. Her er der også mulighed for juleklassikerne gløgg og æbleskiver.
Hvad: Luciaoptog på Københavns kanaler.
Hvor: Kayak Republic, Børskaj 12, 1221 København K. Kajakhotellet, Havkajakvej 8, 2300 København S
Hvornår: Kayak Republics event begynder klokken 17.00 fra Knippelsbro. Kajakhotellets optog begynder 16.30 fra Børsbroen.
Det kommer også til at holdes et svenskt luciatog på CBS på Torsdag den 13 dec kl 17 og 19
http://cbsobserver.dk/svenska-tjejer-lussebullar-och-pepparkakor-i-nexus