Omtale
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 03/09/16

Guide: Her kan du nyde efterårssolen med gode drinks

  • Kayak Bar. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

    Kayak Bar.

    Foto: Camilla L. Stahlschmidt
Sommeren er gået. Men du kan stadig nyde det lune efterår og en plads i solen under åben himmel. AOK har fundet fem steder i det fri, hvor du kan nyde en drink.

Ofelia Plads

Sankt Annæ Plads 36
1250 København K

Den nye

Foto: Ikke oplyst

Byens allernyeste plads, Ofelia Plads, er med sit rå ydre allerede blevet en ny darling for mange københavnere. Pladsen er placeret på Kvæsthusbroen, og den 275 meter lange mole er omgivet af havvand og er nabo til Skuespilhuset, Papirøen, Operaen og Amalienborg. Ofelia Plads vil fremover lægge grund til alle typer af events lige fra jazz- og operakoncerter til sportsudfoldelser, festivaler, teaterforestillinger og meget mere. På pladsen er en række smukke, gyldne pavilloner skudt op, og de giver et elegant præg til den ellers gigantiske grå plads. Ved pavillonerne kan man sætte sig og spise masser af god mad, drikke kaffe, drinks eller vin, mens man nyder efterårets komme. Skulle man efterfølgende få lyst til en tur rundt i havnen, kan man i pavillonerne også købe billetter til kanalrundfarter med Nettobådene og Canal Tours, og man kan hoppe i bådene direkte fra Ofelia Plads.

Hvad: Ofelia Plads
Hvor: Kvæsthusbroen, København K
Hvornår: Man-tors 10-22, fre-lør 10-23, søn 10-22

Kayak Bar

Børskaj 12
1209 København K

Den med palmer

Foto: PR

Hvis du har været på kanalrundfart i Københavns havn, er du med stor sandsynlighed sejlet forbi en af byens mest populære solskinspletter. Lige i smørhullet mellem Børsen, Nationalbanken, Christiansborg og Knippelsbro ligger Kayak Bar, som er en slags flydende strand.
Her er palmer, sand, strandstole og fed sommerstemning hver dag hele ugen, og københavnerne er vilde med at sippe kølige drinks i de sommerlige omgivelser. Kayak Bar serverer både cocktails, long drinks, øl og vin, men stedet kan også meget andet. Det er nemlig også en café, et lille kulturhus og mødested for Københavns kajakentusiaster, så der sker altid noget.
Kigger du forbi ved frokosttid, kan du sætte tænderne i roastbeef, røget laks eller lækre oste, og om aftenen er der fisk og kød på grillen. Og så kan du selvfølgelig altid få en omgang moules frites, mens du nyder udsigten til havnen og de mange både, der tøffer forbi.

Hvad: Kayak Bar
Hvor: Børskajen 12, København K
Hvornår: Mandag-torsdag 12-00, fredag 12-02, lørdag 10-02 og søndag 10-00

Redmolen

Redmolen 1
2150 Nordhavn

Den med strand

En Aperol Spritz med tæerne i sandet og højt til himlen på det nye Redmolen i 2150 Nordhavn. Foto: Rasmus Kramer Schou

Hvis det går som det plejer, så kommer der en københavnsk Indian Summer bragende ind fra højre, mens vi alle sammen sidder på arbejde og på studiet og tænker tilbage på juli og augusts ironiske og iskolde sommer. Det skal være løgn, skal det - og for at få det maksimale ud af efterårets første solstråler er der ét sted, der virkelig giver fuld valuta - nemlig Redmolen - helt ude for enden af det spritnye kvarter 2150 Nordhavn. Her har de nemlig indrettet sig med ægte strandbar og nostalgiske lænestole, så man på den sydvendte promenade kan nyde solen helt fra den står op i øst til den går ned bag byen i vest. Her er panoramaudsigt ind over byen, Manhattan-stemning omkring dig med kraner, industri og smukke arkitektoniske bygninger, der skyder op. TagTomat har også beplantet det meste af området, så man sidder i en krydderurteskov. Her er food-trucks, når der er mange besøgende og i containeren er der en yderst gavmild strandbar, styret af folkene bag Holmens Kanal Cocktailbar og Salon 39. Redmolen lukker ned for årets strandfest mellem d. 15.-25. september - alt afhængigt af vejret.

Hvad: Redmolen
Hvor: 2150 Nordhavn
Hvornår: Man-søn 14-20, afhænger af vejret

Cava Bar Playa

Ved Stranden 16
1061 København K

Den med cava

Foto: Ikke oplyst

Der er noget særligt ved at sidde med en god drink i hånden og suge til sig af efterårets solstråler ved de københavnske kanaler. Det har folkene bag en af københavnernes favoritbarer indset. Tidligere på året rykkede de Torvehallernes tætpakkede hotspot Cava Bar til adressen Ved Stranden 16, hvor du nu kan sippe cava i lange baner og nyde udsigten til Christiansborg og Børsen.
Flytningen skyldtes ikke, at baren havde været upopulær i Torvehallerne. Tværtimod var baren så stor en succes, at man ønskede at udvide åbningstiderne og finde en location med sol hele dagen.
Og solskin fandt man. På den nye adresse er der sol det meste af dagen samt masser af udendørs siddepladser, og stedet holder åbent fra formiddag til midnat hele ugen, så man kan blive siddende i timevis. Begynder maven at knurre, kan man få godter til ganen. Udover cava er der bl.a. østers, kaviar, charcuteri, små sandwich på menukortet.

Hvad: Cava Bar Playa
Hvor: Ved Stranden 16, København K
Hvornår: Mandag-søndag kl. 11-00

Copenhagen Contemporary

Trangravsvej 10
1436 København K

Den med kunst

Foto: Ikke oplyst

Klods op ad Copenhagen Street Food på Papirøen er Københavns nye midlertidige kunstcenter Copenhagen Contemporary poppet op. Til og med 2017 kan man gå på opdagelse i skiftende udstillinger, der virkelig tager sig godt ud i de 3.400 m2 store haller på Papirøen, der virker som skabt til et museum med moderne kunst. Som en del af Copenhagen Contemporary ligger også vinbaren La Halle, der serverer vin og lette retter til de kunstglade gæster. La Halle er nok en smule inspireret af naboen, da selve baren er smagfuldt indrettet i en blank, sort container. Et gigantisk, rødt tæppe hænger ned fra loftet og dækker den ene væg, hvilket bidrager til et eksklusivt look. Det allerbedste ved La halle er dog deres udendørsservering, hvor man kan sidde og nyde udsigten over havnen, Inderhavnsbroen, Skuespilhuset og ikke mindst Yoko Onos installation Wish Tree Garden, der blafrer i vinden med de mange ønsker.

Hvad: La Halle
Hvor: Copenhagen Contemporary - Parpirøen
Hvornår: Man-lør 11–21 og søn 11-20

 

Det mener brugerne..

good

wow this is good

www.hobzz.com

 

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register